Prøv avisen

Den uregerlige roman "Don Quijote"

En litterær klassiker er en bog, der både bekræfter, lægger til og sår tvivl, mener Johannes Riis, der har været forlaget Gyldendals litterære direktør i 16 år og ved hver genlæsning af "Don Quijote" finder nye facetter. Foto: Leif Tuxen.

Det ville være befriende, hvis der var flere vildtvoksende romaner som Cervantes' klassiker om den tossede Don Quijote, mener Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis. Det til trods for, at værket går imod alle nutidige dogmer for en bestsellerroman

De bekræfter, lægger til og ikke mindst: De sår tvivl - de litterære klassikere.

I hvert fald hvis man spørger Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis. Hans kontor er i sig selv en lille borg af stakkevis af bøger. Og han har konsumeret flere romaner gennem årene, end de fleste kan bryste sig af. Alligevel får nogle ganske få af de mange bøger en helt særlig plads i hans bevidsthed og bliver med jævne mellemrum taget ned fra bogreolen for at blive genlæst. Det gælder for Johannes V. Jensens "Kongens fald" og "Digte 1906". For Henrik Pontoppidans "Lykke-Per". Og ikke mindst for den spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedras roman "Don Quijote. Den kløgtige adelsmand af la Mancha".

Don Quijote vokser i alle retninger

Romanen er af flere blevet klassificeret som verdens bedste. Den blev allerede i 1776-78 oversat til dansk af Charlotta Dorothea Biehl, der også er kendt fra Mette Winges roman "Skriverjomfruen". Og det komiske makkerpar i romanen - den idealistiske Don Quijote og hans snusfornuftige væbner Sancho Panza - har smittet af på mange af eftertidens fortællinger. Hvem kender ikke Erasmus Montanus og hans bror Jacob, Sherlock Holmes og Dr. Watson, Gøg og Gokke eller Birgitte Nyborg og Bent Sejrø fra tv-serien "Borgen"? Den har altså ad flere veje forplantet sig i vores bevidsthed som en af de helt store klassikere.

Det til trods for, at bogen om Don Quijote på mange måder er skruet helt forkert sammen set fra en forlæggers perspektiv anno 2010.

"Den er jo aldeles uregerlig i forhold til mange samtidsromaner. Den vokser i alle retninger med den ene mere vidtløftige historie efter den anden. Historier, som viser det samme igen og igen. Den kommenterer sig selv, sine personer og sin handling for ikke at tale om, at den tager den kritik, der kom af det første bind, under behandling i bind to. Den kommenterer også det falske bind to, der udkom, som integreres og diskuteres i bogen. Og i det første bind er der en lang historie om et vennepar, hvor Don Quijote nærmest forsvinder helt ud af romanen," siger Johannes Riis og fortsætter:

"Hvis jeg havde været redaktør på bogen, havde jeg bedt om at få romanen struktureret, prioriteret og væsentligt forkortet. Jeg havde bedt om at få mere fokus på Don Quijote, fordi det er ham, der er hovedperson og ham, det handler om. Jeg ville sikkert også have efterlyst en udvikling i hovedpersonen, for Don Quijote begår de samme fejl igen og igen, og uanset hvor mange ulykker han foranstalter, og hvor mange afklapsninger han får, bliver han ikke den mindste smule klogere af dem. Som romanperson er han fuldstændig stillestående. Men denne her roman er ikke skåret til, som romaner bliver nu. Den er meget mere vildtvoksende end meget nutidig litteratur. Og selvom alle forfattere jo ikke er Cervantes'er, giver det mig alligevel noget at tænke over, når vi her på forlaget bokser med manuskripterne for at få dem i facon. "Don Quijote" lever ikke op til de idealer, vi har for romanen nu. Men det er jo ikke sikkert, den ville være blevet en klassiker, hvis jeg havde haft den under behandling."

Befriende med manglende struktur

Vi kunne lære meget af den gode Cervantes, mener Johannes Riis, i stedet for at efterspørge bøger, der hurtigt kan fortæres - hvor vi, straks vi åbner bogen, kan se en klar struktur.

Begyndelsen leverer Cervantes ganske vist. En meget lang og omstændelig indledning. Men den bliver efterfulgt af intet mindre end 125 kapitler om Don Quijotes ridderfærd på den magre krikke Rosinante, hvor rækkefølgen af kapitlerne er nærmest ligegyldig og forløbet i dem stort set det samme.

"Og romanens slutning er overhovedet ikke forberedt. Det kan næsten virke, som om Cervantes pludselig ikke har lyst til at skrive mere, og så afvikler han fortællingen med det samme. Så Don Quijote bliver syg, dør og begraves på fem-seks sider. Hvis bogen skulle leve op til normerne i dag, skulle forfatteren jo have lagt an til landing på en helt anderledes forberedt og overvejet måde," forklarer Johannes Riis.

Men det er befriende, at man som læser får lov at fordybe sig i Cervantes' eventyrlige rum side efter side, mener Johannes Riis. Man overraskes gang på gang over, hvor fortællingen nu fører én hen. Så man fastholdes, selvom bogen bryder alle regler. Den sprænger gang på gang sin egen illusion ved at gøre opmærksom på, at den er fiktion. For på den ene side skriver Cervantes, at det er fortællingen om den skinbarlige virkelighed. Men han betegner det også gentagne gange som en historie.

"Det ville man jo aldrig gøre i en realistisk roman. Med realismen fik vi en forestilling om, at en bog skulle foregive at være den skinbarlige virkelighed. Man skulle skjule, at det var fiktion. Denne roman bruger alle til rådighed stående midler og fortællekneb og dyrker det vildtvoksende, kaotiske og uregerlige som kunstværk. Den hylder fortællingen, samtidig med at den raser mod litteraturen," siger han.

Quijotes ulykke kommer af for meget læsning

Og her kommer vi frem til sagens kerne. For hvad ville den spanske forfatter egentlig med de mere end 1000 sider? Det har der været adskillige bud på i årenes løb. Selv skriver Cervantes i begyndelsen af første bind, at historien egentlig bare skulle have bestået af en enkelt novelle. Og i så fald må man sige, at forfatteren blev grebet af sit eget værk.

Nogle har tolket værket som en samfundskritik, der netop blev skrevet på en tid, hvor jøderne og muslimerne var blevet smidt ud af Spanien, og hvor inkvisitionen, der blev oprettet i 1478, prægede alle aspekter af samfundslivet. Men det er ikke det vigtigste for Johannes Riis.

"Grunden til Don Quijotes ulykke er, at han har forlæst sig på ridderromanerne og taget deres idealer på sig i den armodige verden, han lever i. Den holdning til litteratur kan man finde helt op til vores tid - at man bliver dum af at læse bøger. Jeg har en jævnaldrende ven, hvis far sagde til ham: "Du bliver dummere og dummere for hver bog, du læser," fortæller Johannes Riis og klukker over det karikerede standpunkt, selvom han egentlig på trods af sin profession er delvis enig.

Hvorfor er det farligt at forsvinde ind i bøgernes verden?

"Jo mere man fjerner sig fra den daglige virkelighed og flygter ind i bøgerne, jo større er risikoen for, at man bliver uegnet til at færdes i virkeligheden og foretage sig noget fornuftigt i den. Cervantes kritiserer det verdensbillede, ridderromanerne giver folk. Han angriber de idealistiske, vidtløftige romaner, der var så fantastisk populære på det tidspunkt. Derfor ser jeg romanen som en advarsel mod at miste jordforbindelsen og øde sine kræfter på noget, som ingen steder fører hen. Man kan være nok så godt et menneske, nok så ren af hjertet, men at blive grebet, båret og styret af den idealisme, som Don Quijote gør, fører ham ud i ulykke og ydmygelse. Den gør ham ikke alene til en latterlig person, men får ham til at sprede ødelæggelse omkring sig," siger han.

Quijote repræsenterer alle menneskets facetter

Selvom Cervantes derfor ofte gør opmærksom på, at det "bare" er en fortælling, skriver han samtidig den skinbarlige sandhed om, hvad idealisme kan gøre ved mennesker - også i dag.

"Don Quijote er den rendyrkede idealist. Det kan man blive på mange måder. Ikke kun af at læse bøger; men vi har jo stadigvæk religiøse og politiske idealister i dag, som bliver ved med at hage sig fast ved for eksempel deres ungdoms idealer. Måske fordi de i samme ungdom har haft deres bedste tid og følt, at de dengang handlede ud fra de bedste intentioner. Men nu nægter de at erkende realiteterne i den verden, de lever i. Det forhindrer ikke, at de kan bibeholde et smukt og rent sind og blive ved med at have de bedste mål med deres liv og virke, men hvad får det hjælpe, hvis virkeligheden har dementeret idealerne? De bliver vildført af deres idealisme, kommer ingen vegne og risikerer kun at ende som fantaster, der står uden forbindelse med virkeligheden og kan komme til at gøre mere skade end gavn," forklarer Johannes Riis.

Men ved læsningen af det litterære værk behøver man bestemt ikke hænge sig i sjælegranskende moraler og historiske fakta, mener Johannes Riis. For det er ikke uden grund, at romanen i daglig tale blot går under navnet "Don Quijote". Det, der i første omgang bærer romanen, er nemlig dens hovedperson, den forarmede herremand og hans ledsager og deres mere eller mindre hjælpeløse måde at færdes i verden på. Værket er skrevet med et mentalt overskud, der giver plads til humor og ikke mindst sympati og overbærenhed med Don Quijotes tåbelige adfærd. Det er fortællingen om mennesket i alle dets facetter.

"Figuren Don Quixote er meget sammensat. Don Quijote er jo på samme tid heroisk, forrykt, tåbelig og ynkelig. Han agerer sindssygt. Han spreder ikke bare undren og latter omkring sig, men også ødelæggelse, fortvivlelse og destruktion. Og med et moderne udtryk kan man sige, at hans sociale kompetence er meget lille. Han er jo et stykke af en autist. Han opfatter i virkeligheden kun sig selv og det imaginære billede, han har bygget op. Og noget af det formidable ved historien er, at det er han i virkeligheden udmærket klar over. Han ved godt, at han lever i en illusion, og at den verden, han lever i, på ingen måde kan leve op til hans idealer. Han vil det gode, men kan ikke overskue sine handlinger og følgerne af dem. Han kan ikke se, at han mest laver ulykker. Derfor sker der skrækkelige ting i hans kølvand hele tiden," siger han.

Nok beskriver Cervantes således mennesket, som vi også kender det i dag. Men moderne kan man ikke kalde romanen, selvom det i vores tid ville være den største kompliment, man kunne give den. For Cervantes har nu engang ikke ført pennen, som man ville gøre det i dag. Men det ændrer ikke på, at fortællingen stadig appellerer til alle, mener Johannes Riis. For man kan grine ad og græde med Don Quijote. Man kan glædes og irriteres over hans handlinger. Man kan virkelig få lyst til at give ham et spark bagi og råbe til ham, at nu må han altså tage sig sammen. Og man kan tolke Cervantes? hensigter om og om igen.

"Jo flere sind og sindsstemninger en bog taler til, jo bedre er den. Derfor bliver denne bog også stadig læst. Da jeg læste den nu, hæftede jeg mig meget ved det tragiske og desperate - det absurde i figuren, mens jeg for 40-50 år siden mest lagde mærke til det komiske i den. Man har godt af at læse sine klassikere med jævne mellemrum."

holtze@k.dk