Ved filmfestivalen i Cannes kunne man igen i år se Mads Mikkelsen i en hovedrolle, denne gang som Michael Kohlhaas i en fransk-tysk indspilning af Heinrich von Kleists fortælling af samme navn fra 1808. Kohlhaas er en hestehandler der i midten af 1500-tallet levede i nærheden af Berlin.
Hans mest fremtrædende karaktertræk er retsindighed, og indtil sit 30. år er han et mønster af en god borger. Men under den retsindige overflade lurer der en dæmoni. Von Kleist udtrykker det selv sådan på allerførste side af den lange novelle: Verden ville have velsignet hans minde, hvis han ikke havde drevet sin dyd for vidt. Men hans retsfølelse gjorde ham til røver og morder.
LÆS OGSÅ: Mads Mikkelsen i Cannes: Har aldrig haft en karriereplan
Det der fremprovokerer hestehandlerens dæmoni, er en stor uretfærdighed. På vej ud af landet med et kobbel unge heste standses han ved et slot på bredden af Elben af en landevejsbom der ikke tidligere har været der. Da han efter at have betalt bompenge er på vej videre, bliver han mødt af slotsfogeden, der derudover kræver en passérseddel. Efter nu at have fået mistanke om at der er tale om ulovlig afpresning, udbeder Kohlhaas sig en samtale med junkeren på slottet. Men for at han kan få lov til at komme videre, forlanger man at han som pant efterlader to prægtigt opdrættede sorte heste. Da Kohlhaas indser at han må vige for magten, løser han de sorte heste fra koblet og lader en af sine karle blive tilbage hos dem.
Efter at have besøgt messen i Leipzig får han i gehejme-sekretariatet i Dresden bekræftet at kravet om passérseddel er ubegrundet, og han vender derefter tilbage til borgen for at hente sine dyr. Men i stedet for to blanke og velnærede heste ser han et par skindmagre og afrakkede krikker. I mellemtiden er de blevet brugt som trækdyr på markerne, og hans karl er blevet jaget af gården. Skønt Kohlhaas nu er meget vred, er hans retsfølelse endnu intakt. Efter hjemkomsten tager han derfor en grundig samtale med den slemt tilredte karl.
Han ender med at tro på alt han har sagt, og først derefter beslutter han at tage den offentlige retfærdighed til hjælp.Da nu også retten viser sig at være korrupt, bryder Kohlhaas dæmoni frem. Han sætter en borgerkrig i gang, og den udvikler sig til en krig mod samfundet, hvorunder byer sættes i brand og mange myrdes. Han dømmes til døden for sine forbrydelser, men samtidig får han oprejsning ved at han på retterstedet får sine sorte heste tilbage, skinnende af velvære. Roligt og tilsyneladende afklaret går Kohlhaas hen til henrettelsesblokken. Han begraves på kirkegården, og kurfyrsten slår hans sønner til riddere. Man kunne mene at Kohlhaas udsættes for en stor uretfærdighed, men pointen må være at han er tilfreds fordi lovens bogstav bliver fulgt til punkt og prikke, både i forhold til ham selv og hans modstandere.Von Kleists klassiske novelle er senere blevet genbrugt i litteraturen. Som en af mine bekendte gjorde mig opmærksom på, spiller den en central rolle i E.L. Doctorows roman Ragtime fra 1975 (filmatiseret af Milos Forman i 1981).
Her er hovedpersonen en succesrig sort ragtimepianist hvis flunkende nye Ford T bliver vandaliseret af en flok racistiske brandmænd. Pianistens navn er Coalhouse Walker, så referencen til Kohlhaas er ikke til at misforstå.
Også pianisten ender med at tage loven i sin egen hånd, også hans hustru mister livet i et forsøg på at redde sin mand, og også han må i sin kamp mod samfundet bøde med sit liv.
For retsindige mennesker er det naturligt nok særlig svært at affinde sig med at verden ofte er uretfærdig. Det gælder også når det er dem selv det går ud over, og nogle kan ruge i årevis over at være blevet dårligt behandlet.
I et skuespil af Simon Gray jeg engang så på Det Kongelige Teater (Hold mig udenfor), siger en engelsk kostskolelærer til en arrogant forlægger: For mange år siden kaldte De mig en latent pæderast. Det skal De tage i Dem nu!. Forlæggeren svarer: Jeg vil tage latent i mig. Og så kan læreren skumle over endnu en gang at være blevet behandlet dårligt. Havde han været mindre ærekær, ville han have haft lettere ved at komme videre.
Heinrich von Kleist begik som 34-årig selvmord ved Wannsee uden for Berlin sammen med sin forlovede, der var uhelbredeligt syg.Han var kommet i økonomiske vanskeligheder og var forbitret over at en avis han redigerede, på grund af intriger havde måttet lukke. Ved søbredden foran det gæstgiveri de var taget ud til, skød von Kleist sin forlovede og sig selv.På hans gravsten står der Nun, o, Unsterblickeit, bist du ganz mein (Nu, oh, udødelighed, er du helt min). Tilsyneladende gik han lige så roligt i døden som Kohlhaas.Rygtet siger, at filmen om Michael Kohlhaas ikke er vellykket, men at Mads Mikkelsen er god i titelrollen. Det havde jeg også ventet, for som type virker han som et rigtigt valg.
Så jeg skal se filmen når den kommer til Danmark.
I klummen Eftertanken skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen hver anden fredag om kulturhistorie og værdidebat set gennem et aktuelt og personligt prisme.