Den uudslukkelige Simon Rattle

Léonie Sonnings Musikpris 2013 fejret med lutter nordisk musik

Den fænomenale engelske dirigent sir Simon Rattle blev ikke overraskende modtager af Sonnings Musikpris 2013. –
Den fænomenale engelske dirigent sir Simon Rattle blev ikke overraskende modtager af Sonnings Musikpris 2013. –. Foto: .

Fem stjerner

Léonie Sonnings Musikpris uddeles årligt med basis i en fond, der blev oprettet allerede i 1965. Men der havde været en tyvstart allerede i 1959, da man tildelte den russiske komponist Igor Stravinskij prisen. I 1965 modtog amerikaneren Leonard Bernstein den og kvitterede med en uforglemmelig i Odd Fellow Palæet i København, hvor Carl Nielsens 3. symfoni Espansiva blev den helt store oplevelse. Her boltrede Bernstein sig under en medie- og publikumsvirak, der sjældent er blevet klassiske musikere til del og i de år kun blev overgået af The Beatles besøg.

LÆS OGSÅ: Liverpool-drengen der skiller vandene

Lp-indspilningen med Det Kongelige Kapel gik efterfølgende sin sejrsgang over hele verden og medførte en renæssance for Nielsen. Siden har dirigenter som Celibidache (1970), Kubelik (1983), Solti (1992), Lars Ulrik Mortensen (2007) og Barenboim (2009) modtaget hæderen, der i år er ledsaget af en check på nette 600.000 kroner.

Ingen faldt vel bagover af overraskelse, da det for nogen tid siden blev forkyndt, at dette års prismodtager var sir Simon Rattle. Den fænomenale engelske dirigent blev en myte allerede under sin lange periode som leder af City of Birmingham Symphony Orchestra, som han fra 1980 og næsten frem til årtusindskiftet videreudviklede til et af Europas førende orkestre. Mange danske pladesamlere anskaffede sig Rattles formidable fortolkning af Carl Nielsens 4. symfoni, Det Uudslukkelige, som han indspillede i september 1984. Da den italienske maestro Claudio Abbado på grund af sygdom i 2002 forlod verdens måske mest prestigefyldte dirigentstilling som chef for Berlinerfilharmonikerne, lagde Rattle billet ind på posten. Ansættelsesproceduren forløb som et hårrejsende jævnbyrdigt opløb mellem ham og Daniel Barenboim. At Rattle trak det længste strå, hang givetvis sammen med, at han fremstod som en større fornyer og en mere spændende mulighed for at få det navnkundige ensemble til at leve op til det 21. århundredes anderledes udfordringer.

Til prisen i lørdags havde Rattle meget bevidst valgt udelukkende nordisk musik: Inden pausen Sibelius 7. og sidste symfoni fra 1924, en massiv sag i blot én sats på nogle og tyve minutter, og derefter Hans Abrahamsens dobbelt for violin, klaver og strygeorkester, komponeret i 2011. Et sælsomt fascinerende værk, sprødt og knitrende som nyfalden frostsne. Komponisten, der selv var til stede i DR Koncerthuset og modtog en ordentlig krammer af Rattle, har da også selv betegnet det som en slags videreførelse af sit underfundige værk Schnee fra 2006.

At en blev rundet af med Carl Nielsens 4. symfoni, føltes både rigtigt og perspektivrigt. Ikke alene for dem, der for 48 år siden oplevede Sonning-en med Bernstein og Carl Nielsens 3., men også for alle, der kender og holder af Rattles unikke indspilning af Det Uudslukkelige. Og selve symfoniens titel ligger der jo også et vist perspektiv i: Sir Simon Rattle blev i 1994 slået til ridder af dronning Elizabeth, han har modtaget alverdens udmærkelser og priser og er blevet kåret til ridder af den franske æreslegion.

Men trods al udvortes hæder er han i sin dybe musikalitet og smittende energi stadig en kunstner, der lever af og med sin begejstring. Under fremførelsen af en stor symfoni under denne oplevede man det klart mere markant hos Nielsen end hos Sibelius er hans fagter forrygende, og han skærer de frygteligste grimasser, der synes at dække over svære lidelser. Men resultatet er ikke lidelse, men ypperlig kunst. Og musikerne i det til lejligheden forstærkede Kongelige Kapel hang med beundrende, ja, kærlige blikke ved ham og leverede i den grad varen. Stærkest i Nielsen-symfonien, som komponisten selv dirigerede ved uropførelsen i København en kold februaraften i 1916. Det løfter altid en , når man ud over den rent musikalske glæde kan opleve en historisk sammenhæng, i dette tilfælde i kæden Nielsen Bernstein Rattle.

Vores førende dirigent, Michael Schønwandt, fik fornøjelsen af at forestå prisoverrækkelsen. Rattle smilede og takkede og afslørede, at han ville donere checken til det Orchester-Akademie, som hans navnkundige forgænger Herbert von Karajan grundlagde til fremme af unge talenter. Karajan var i 1970erne selv på tale som prismodtager, men viste sig utilnærmelig, så projektet måtte opgives. Godt at det lykkedes med Rattle.