Prøv avisen
Boguddrag

Carsten Jensen: Den veluddannede middelklasse må ud i en smertefuld selvransagelse

Det er dagens teenagere og unge, der er morgendagens administratorer af klimaforandringernes og den globale uligheds uoverskuelige aldrig før sete katastrofer, og hvordan har vi forberedt dem? spørger Carsten Jensen i bogen. – Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

En af drivkræfterne bag den voksende populisme er en oplevelse af, at håndens arbejde bliver nedvurderet på bekostning af åndens, skriver forfatteren Carsten Jensen i sin nye bog ”Mod stjernerne”, der udkommer i dag. Vi bringer her et uddrag

I Matthæusevangeliet (kap. 25, vers 14-30) finder man lignelsen om de betroede talenter. En herre, der skal rejse til udlandet, betror sine tjenere forskellige pengesummer. Ved sin tilbagekomst kalder han dem til sig for at høre, hvad de har gjort med pengene. To af dem har investeret pengene og fordoblet deres værdi. Den tredje, der kun fik tildelt et ubetydeligt beløb, har i ængstelighed for sin strenge herre gravet pengene ned og er derfor kun i stand til at levere den samme sum tilbage, som blev ham betroet.

I sin ærgrelse over hans manglende tjenstiver forbander herren ham og kaster ham ud i mørket, hvor der på bibelsk vis er gråd og tænders gnidsel. Man kan sagtens læse lignelsen som en semi-marxistisk analyse af forholdet mellem en pengepugende kapitalist og den arbejdskraft, som han udnytter til at forøge sin formue. Det er ovenikøbet den udlægning, som den forsigtige tjener, der undlod at fordoble den betroede pengemængde, giver. Herren høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt, siger tjeneren anklagende. Med andre ord, den formuende herre er ikke andet end en simpel udbytter.

Herren bekræfter det selv, da han fælder sin dom. ”For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, som ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” Karl Marx kunne ikke have sagt det bedre. Det er kapitalakkumulationens egen lovmæssighed, der her skildres i enkle, monumentale vendinger. Kapitalisten øger bestandig sin egen formue, mens den arbejder, der med sine hænder har skabt hans rigdom, står frarøvet alt, uden hverken anerkendelse eller gevinst, blot overladt til sig selv og sin egen tænderskæren i den nøgne overlevelses mørke.

Talenter hedder den møntfod, herren og hans tjenere benytter sig af i Matthæus-evangeliets lignelse. Ordet talent er oprindelig en babylonisk vægtenhed på cirka 25 kilo, og værdien af en talent sølv gav navn til møntfoden, men det er ordets synonym som betegnelse for en særlig begavelse, der i dag siger os noget. Tolker vi lignelsen om de betroede talenter i synonymets ånd, får vi en helt anden historie. Så handler den om de evner, der er blevet os givet, og om forpligtelsen til at udvikle dem til glæde for os selv og andre i stedet for blot at overgive os til vores egen dødelighed og den glemsel, der følger med den biologisk betingede forsvinden.

Så er vi mere end ormeføde. Så sætter vi os spor, og hvis vi anvender lignelsen om de betroede talenter på nutidens unge studerende, så bliver den endnu mere ubarmhjertig i sin lære, end hvis den blot havde været en nøgternt gennemskuende analyse af deres kommende udnyttelse som lønarbejdere. Så bliver det en lignelse om det futile i deres egen eksistens, hvor deres begavelse, der har ført dem langt ad en privilegeret uddannelses vej, alligevel ikke vil åbne nogen døre for dem.

Hvad opdrages unge til i uddannelsesinstitutionerne? Duknakkede karrieremagere, hvis blinde pletter omfatter klodens fremtid, mens deres egen private fremtid fylder det hele, som om de to ting kunne skilles ad. Med bagbundne hænder, frataget ungdommens adelsmærke, den idealisme, der får dem at spørge efter nye veje for fællesskabet, stresser de over deres egne pauvre ansættelsesmuligheder i stedet for at bekymre sig om planetens overlevelsesmuligheder.

Men tænk, hvis der fandtes 12-talspiger i vrede og globale visioner. Det er dagens teenagere og unge, der er morgendagens administratorer af klimaforandringernes og den globale uligheds uoverskuelige aldrig før sete katastrofer, og hvordan har vi forberedt dem?

Ifølge den britiske antropolog David Graeber bruger et stigende antal veluddannede mennesker deres liv på pointeløst arbejde, som de også over for sig selv, muligvis i hemmelighed, indrømmer er de rene ”bullshit-jobs”. Det kan være inden for marketing, management, kommunikationsbureauer, administrative stillinger på hospitaler, universiteter og i regeringskontorer.

I en britisk opinionsundersøgelse fra 2015 svarede 37 procent af de adspurgte, at de ikke følte, at de med deres arbejde gav noget ”meningsfuldt bidrag til verden”. Antallet af arbejdende inden for industrien skrumper takket være automatisering og udflytning af arbejdskraft, mens servicesektoren eksploderer. I modsætning til hvad man skulle tro, handler mange af de nye jobs ikke om at betjene en voksende kundekreds. I stedet består de nyansattes arbejde i at kontrollere og administrere de andre medarbejdere. Forestil dig, at du har bestået en eksamen på en højere læreanstalt, hvor du beviste dit indgående kendskab til aldrende marxisters revolutionære retorik for derefter at ende med en administrativ stilling i servicesektoren. Findes der nogen bedre øvelse i resignation?

Den forfriskende uortodokse hollandske tænker Rutger Bregman stiller i sin bog ”Utopia for Realists” nogle af de samme spørgsmål som David Graeber. Al uddannelse handler om tilpasning til eksisterende tendenser, ikke om at skabe dem, skriver han, skønt ensretningens nøgleord er kreativitet og fleksibilitet. Hvilken viden og hvilke evner har dagens studerende brug for, hvis de vil ansættes på morgendagens arbejdsmarked? Det er lige præcis det forkerte spørgsmål, hævder Rutger Bregman. ”I 2030 vil der sandsynligvis være en enorm efterspørgsel på smarte revisorer, der ikke er tynget af samvittighed.”

Men er det lige netop den efterspørgsel, uddannelsesinstitutionerne skal tilpasse sig? Hvis vi ønsker at skabe en fremtid, hvor vi alle får et bedre liv, er vi nødt til at fri- gøre os for det dogme, at alt arbejde er meningsfuldt. Og når vi nu er i gang, så lad os også slippe af med den falske tro på, at en høj løn på nogen som helst måde skulle afspejle, at arbejdet har værdi for samfundet.

Filosof Anders Fogh Jensen og antropolog Dennis Nørmark har i bogen ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting” rettet et lignende frontalangreb mod det, de kalder ”pseudoarbejde”. Fænomenet findes ifølge dem især i større kommunikations- og human resource-afdelinger i både offentlige og private virksomheder og blandt konsulenter og mellemledere med stabsfunktioner som ”akkreditering”, ”auditering”, ”performance management”, ”projektstyring”, ”learning office” og ”shared service”. Årtiers snak om informationssamfund og vidensjob har skabt en overproduktion af akademikere, der er uhyggeligt dygtige til at få arbejdstiden til at gå med indholdsløse aktiviteter. ”Ufatteligt mange mennesker med lange, fine uddannelser sidder hver eneste dag og laver noget, der er totalt værdiløst for dem selv, deres virksomhed og sam- fundet. Deres arbejde er så fluffy, at de ikke engang kan forklare deres egen familie, hvad de får tiden til at gå med,” siger Dennis Nørmark i et interview med Dagbladet Politiken.

En af drivkræfterne bag den voksende populisme er en oplevelse af, at håndens arbejde bliver nedvurderet på bekostning af åndens. Skal vi nå videre end den golde modsætning mellem håndens og åndens arbejde, er også den veluddannede middelklasse nødt til at begive sig ud i en smertefuld selvransagelse og spørge sig selv om værdien af dens bidrag til fællesskabet. En høj uddannelse giver social anerkendelse, men er privilegierne altid velfortjente? Veluddannede forældre ser ofte sig selv som rollemodeller. Men er de gode rollemodeller, hvis de blot fremhæver uddannelse som en selvfølgelig adgangsbillet til privilegier, der ikke må sættes spørgsmålstegn ved

Årtiers snak om informationssamfund og vidensjob har skabt en overproduktion af akademikere, der er uhyggeligt dygtige til at få arbejdstiden til at gå med indholdsløse aktiviteter

Carsten Jensen, forfatter
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix