Den vidunderlige romantik

Mangfoldigheden i andet bind af den fremragende nye oversættelse af ”De elendige” er overvældende

"Mangfoldigheden i dette andet bind er enorm," skriver Bo Hakon Jørgensen.
"Mangfoldigheden i dette andet bind er enorm," skriver Bo Hakon Jørgensen. Foto: Wikimedia Commons.

Victor Hugo: De elendige. Bind to. Oversat af Hans Peter Lund. 599 kroner for alle tre bind. Forlaget Vandkunsten.

Vi forlod Jean Valjean i havehuset til nonneklosteret i første bind. Her i andet bind er vi otte-ni år senere ved revolutionen 1830-1832 i Paris.

Handlingen indfører nye personer, der dog stadig har tilknytning til de hovedfigurer, vi kender. Alligevel fortoner plottet sig noget for de store samfunds- og historiebeskrivende afsnit. Gaden og gaderne som navne og opstandssteder bliver vigtige for fortælleren, der hævder som ung selv at have overværet nogle af revolutionsbegivenhederne. Det er Paris som sted, der er centrum i romanens tredje og fjerde del (som tilsammen udgør de godt 600 sider, som andet bind omfatter). Og man kan godt løbe sur i Paris' geografi, når man skal følge droscher og personer rundt i byen. Man skal i det hele taget ikke være bleg for, at det også er et slid at kæmpe sig igennem den store roman, men stadig bliver man belønnet med nogle hæsblæsende afsnit, hvor handlingen går over stok og sten!

Har man læst mange klassikere fra 1860'erne og frem, ser man, hvordan Hugo er en slags plotmaskine for for eksempel Dostojevskij og vores egen Goldschmidt. Episoder og detaljer lånes hos Hugos meget berømte roman (1862), hvor der kigges gennem huller i væggen ind til dramatiske begivenheder eller læses skrivelser gennem aftryk i underlag, der ses i et spejl og således kan læses retvendt og så videre. Det bliver klart, hvordan også den episke litteratur skrives oven på anden litteratur!

Er gaden stedet i dette anden bind, så følger dermed gadedrengen og gadesproget, slangen, som et hovedmotiv. Men også underverdenen, de onde mennesker og elendigheden i mørket: ”Er civilisationens undergrund mindre vigtig, blot fordi den er dybere og mørkere? Kender man bjerget rigtigt, før man kender hulerne [...] Mennesket er ikke en cirkel med et eneste centrum; det er en ellipse med to centre. De ydre forhold danner det ene, idéerne det andet. Slang er ikke andet end en garderobe, hvor sproget forklæder sig, hvis det har et eller andet fordækt for. Det ifører sig ord som masker og billeder som laser.”

Således gengiver Hugo slang fra forskellige forbrydermiljøer parallelt med de voldsomme begivenheder, hvor Jean Valjean, som altid velgørende, falder i et forbryderbaghold, tortureres, men undslipper mirakuløst, så han kan fortsætte med at tage sig af den unge pige, der følger ham. Hun forelsker sig imidlertid i en ung mand, Marius, hvad Jean Valjean ikke gerne ser. Så midt i de historiske begivenheder får vi en meget idealistisk kærlighedshistorie med hele afsnit om den unge kærligheds væsen, men også om forældrekærligheden, som går under, når de unge elsker. Jean Valjean oplever, at pigen fjerner sig fra ham, og håbløsheden indfinder sig særligt for ham i hans alderdom, ”når årene går hurtigere og hurtigere og bliver blegere og blegere, når det er skumringstimen, hvor man begynder at se gravens stjerner!”.

Mangfoldigheden i dette andet bind er enorm. Også opstanden i juni 1832 følges på gadeplan. Barrikader bygges og angribes af regeringens tropper. Kugler støbes og afskydes, mennesker henrettes, medens borgerfolk går ud og spiser i andre dele af byen, hvor kampene ikke foregår. Gadedrenge fører deres helt egen kamp ved at knuse gadelygter med stenkast - og pludselig kan Hugo med en eneste beskrivelse næsten sætte en tilbage til 1832 og lyset på gaderne dengang : ”De enlige rækker af gadelygter kastede et svagt skær i gadernes mørke. Dengang lignede gadelygter store røde stjerner, som kastede en edderkoppelignende skygge ned på brostenene. Men her var gaderne ikke mennesketomme. Der var geværpyramider, blinkende bajonetter og bivuakerende soldater.” Ser man ikke netop edderkoppeskyggen under hver gadelygte?

Men det mest betagende ved Hugo og hans opdængende stil, hvor led på led klistres på, er dog den særlige idealisme. Det unyttige for de rige kan blive det nyttige for de elendige. Betydningen, meningen, findes i mange forskellige former, og man skal ikke foragte den ene eller den anden. Eller i en lille detalje om gadedrengen Gavroche, som holder humøret oppe hos de revolutionære: ”Brugte han en pigkæp? Ja, afgjort sin elendighed; havde han vinger? Ja, afgjort sin glæde!”.

Selvfølgelig ikke rigtige vinger - men se, hvordan udtrykkene ”vinger-glæde” understøtter hinanden og holder to verdener åbne: realiteten (glæden), men også det ideelle (vinger). Se, det er romantik som vidunderlig menneskelig mulighed!

kultur@k.dk