Glimrende essayistisk bog om Bob Dylans poetiske værk

Glimrende essayistisk bog af Anna-Marie Mai om Bob Dylans poetiske værk og dets frodige referencer

Bob Dylan Drive i hjembyen Hibbing, Minnesota. –
Bob Dylan Drive i hjembyen Hibbing, Minnesota. – . Foto: Henrik Wivel.

Bob Dylan modtog i 2016 Nobelprisen i litteratur, hvad der dengang endnu kunne siges at være prestige i. Men tildelingen var omdiskuteret, og forfatteren Philip Roth bemærkede maliciøst, at han håbede, at Peter, Paul and Mary ville få prisen i 2017. Så også blandt Bob Dylans amerikanske kolleger var der nogle, der havde vanskeligt ved at se kvaliteten i hans sange, endsige skille poesien ud fra hans musik og mytiske status i populærkulturen.

Det er den opgave, professor ved Syddansk Universitet Anne-Marie Mai har sat sig for med udgivelsen af bogen ”Digteren Dylan”. Ja, hun ønsker ikke alene at anskue Bob Dylans poesi som en værdi i sig selv, men også at frigøre poesien fra Dylans biografi og se hans digteriske værk som andet og mere end et spejl af kunstnerens levede liv.

Og så dog alligevel ikke. I bogens næstsidste kapitel beskriver Anne-Marie Mai sin rejse tilbage til Dylans primære steder, nemlig havnebyen Duluth og minebyen Hibbing i Minnesota; stederne, hvor han blev født og voksede op.

Der er god grund til at forbinde Bob Dylan med denne ur-topografi i hans liv, fordi han har så mange referencer til stederne, dets mennesker og de første forelskelser – tænk på ”Girl From the North Country”. Hibbing ligger som en ø midt i verdens største åbne jernmine, og sangeren og sangskriveren med den rustne stemme bærer vidnesbyrd med herfra, ja, hele hans transformation fra den jødiske Robert Allen Zimmerman til kunstnerkarakteren Bob Dylan tager sin begyndelse her. Der er mange steder i Bob Dylans poetiske landskab, men det er i det nordlige Minnesota, at hans litteratur egentlig finder sted. At være til er at være på et sted, der samler tid og rum i vores liv, som Anne-Marie Mai smukt skriver.

Så hvis jeg havde været Anne-Marie Mai (eller hendes redaktør), havde jeg vendt kompositionen i bogen på hovedet og begyndt med denne rejse tilbage til Bob Dylans inderste væsen. Så havde hendes fortolkning haft et konkret udgangspunkt og en kronologi, der kunne løfte sig mod abstraktionen og en stadigt udvidet erkendelse. Men bogen synes at være skrevet i stor hast, rummer gentagelser og sjuskefejl, og et kapitel om det fejrede album ”Blood on the Tracks” (1974) falder helt fra hinanden.

Frem for rejsen til Hibbing og videre ned ad Bob Dylan Drive begynder Anne-Marie Mai bogen med et teoretiserende og forskningsbaseret kapitel – forskningen i Bob Dylans værk og væsen er uhyre omfattende. Det indledende kapitel kredser kalejdoskopisk omkring fænomenet Bob Dylan og de mangeartede inspirationskilder i hans forfatterskab, der jo ud over alle hans sange også tæller den eksperimenterende prosabog ”Tarantula” (1971) og de generøse erindringer ”Krøniker” (2004).

Pointen er her, at Bob Dylan rent sprogligt er meget lydhør, ja, receptiv i helt exceptionel grad, men også begavet med et talent for selvstændigt at bearbejde det læste, lyttede og tillærte. Således er hans sange og poesi fyldt med litterære citater fra Bibelen og frem, kombineret med vendinger hentet fra folkemusik, blues, soul, gospel og den populærmusik, Dylan voksede op med og stadig lever midt i. Som Anne-Marie Mai præcist skriver:

”Dylans sange er et netværk af ord, der rækker ud efter hinanden, interagerer og skaber en slags poetisk mobile.”

Et tema slås an i en sang og kan så tages op i en anden sang årtier senere, eksempelvis ”Titanic”s forlis. Når man som Dylan tillige har skrevet så utrolig mange sange med kaskader af ord og rastløst nytolker dem på The Never Ending Tour, bliver det samlede værk en myriade af sange og tekster, der interagerer.

I Anne-Marie Mais universitære lingo hedder det, at der er mange ”aktører” på færde i Bob Dylans tekster, og han er ikke nødvendigvis selv den primære ”aktør”. Inspirationen strømmer ikke udelukkende fra Dylans sjæledyb eller personlige historie. Bob Dylan er, som det beskrives i en af hans sange fra 1983, en ”Jokerman”, en vis nar, der både ligner Moses, Jesus, apokalypsens rytter i den hårde regn og endelig en digter, der med udgangspunkt i 1960’ernes pop-kunst har sat sig selv i scene som spillemand. Han er ikke til at gribe eller begribe, men skjuler sin identitet bag de mørke solbriller. ”Jeg er der ikke,” som det lyder i en anden sang, som Dylan indspillede med The Band tilbage i 1967.

Anne-Marie Mais beskrivelse af Bob Dylans fluktuerende digteriske jeg er lige ved at drukne i postmodernistisk værdinivellering og personlighedsopløsning. Men hun redder sit eget projekt og Dylans i bogens midterste del. I tre vægtige kapitler om ordene, rimene og personerne i Dylans poesi gør hun glimrende rede for hans omfattende inspiration fra vor kulturs grundtekster og de klassiske forfattere i den kulturelle kanon og de romantiske, symbolistiske og modernistiske forfattere, han digter videre på. Dylan har beskrevet sig selv som en matematisk lyriker, og Anne-Marie Mai dissekerer de ofte komplicerede metriske mønstre i hans sange, hans stramme rimskema og den karakteristiske hang til de lange vokaler fra hans hjemegn, Upper Midwest, der præger hans frasering: ”You seee, you forgot to leeeave me with the keeey/Oh where are you tonight sweeet Marieee”, som han synger i ”Absolutely Sweet Marie”. Her forvandler ord sig til lyd!

I det hele taget bringer Anne-Marie Mai den legende, surrealistiske Bob Dylan frem. Det virker, som om Dylan flere steder bygger sine tekster op på en såkaldt ”dummy”. Musikere, der kreerer en melodi, betjener sig ofte af en slags vrøvlevers, indtil de får melodien på plads. Dylans tekster har dette eksperimenterende, improviserende dummy-præg. Men bag legen og alle falbeladerne gemmer folkesangeren og et indtrængende romantisk digterjeg sig.

Anne-Marie Mai synes i sidste ende ikke at være i tvivl om, at der bag Bob Dylans mange poetiske maskeringer og litterære krydshenvisninger er et passioneret menneske, der lyner af lidenskab og brænder igennem med sin personlighed. Andet ville da også være besynderligt, når emnet er en af de stærkeste kunstneriske karakterer i de sidste 50 års vestlige kultur. Hun beskriver, hvordan Dylan skildrer en mængde idealiserede fribyttere, men også markante enkeltskæbner i sine lyriske fortællinger og fragmenter, så de nærmest bliver arketyper. Han er også selv blevet en sådan arketype på en singer-songwriter. En vandrende poet, tamburinspiller og trubadur. En mand og en forlist elsker, der er filtret ind i blå melankoli, og hvis livsrejse har bevæget sig igennem tidens tågende ruiner.

I epilogen eller ekstranummeret i ”Digteren Dylan” analyserer Anne-Marie Mai en mindre kendt sang, ”Red River Shore”; en ballade, der, som hun skriver, tangerer et selvportræt. Her ved bredden af den røde flod, måske et sted i Minnesota, tog alting sin begyndelse, og her skal det også slutte. Men man kan jo ikke bade i den samme flod to gange. Så sangen beskriver livet som en lang afsked. Det er denne grundstemning, der præger Dylans poesi. I sidste strofe af ”Red River Shore” påkalder digterjeget en mand, som for længe siden kunne vække de døde til live. Jesus nævnes ikke direkte, men som Anne-Marie Mai påpeger, giver den gedulgte Jesus-skikkelse ”sorgen, savnet og den døde kærlighed en særlig resonans af fortvivlet håb”.

Anne-Marie Mai har – som også litteraten Anders Thyrring Andersen tidligere har haft det herhjemme – flere steder fat i Bob Dylans kristne vending, der fandt sted i 1980’erne, men dybest set aldrig er afsluttet. ”Sangen, poesien og bønnen bliver hos Dylan altid det sidste, der stadig kan øve sin virkning,” som hun formulerer det.