William Blake er uden sammenligning den største britiske kunstner nogensinde. Det skrev kulturjournalist Jonathan Jones i en artikel i avisen The Guardian tilbage i 2005.
Selvom det næppe er alle, der deler den opfattelse, vil de færreste benægte, at William Blake har efterladt sig uvurderlig kunst og poesi, der stadig vil blive genopdaget af kommende generationer og som stadig terpes rundt omkring på britiske folkeskoler.
LÆS OGSÅ: "Bibelen er litteraturens hovedstol"
Blakes kunst er nu blevet revitaliseret af et overdådigt kulturfund på Manchester Library, hvor hele 350 illustrationer, som hidtil var ukendte, netop har set dagens lys på ny. De mange nyfundne illustrationer har vakt opsigt i England, og senere på måneden vil en større udstilling i Manchester give Blake-begejstrede besøgende en chance for at besigtige de fundne værker.
Elisabeth Jessen, ph.d. i teologi fra Oxford Universitet, er blandt de danskere, der har studeret Blake, og hun fryder sig over fundet:
Blakes æstetiske udtryk appellerer måske ikke altid til det moderne menneske. Det er synd, fordi en af Blakes hovedpointer var, at man ikke skal være uddannet i teologi for at forstå ham, siger hun.
Og netop kristendommen og Jesus går nemlig igen i al Blakes kunst. Blake var uddannet grafiker og brugte det meste af sin tid på lave grafisk bestillingsarbejde for andre digtere, forlæggere og private, der købte illustrationer til diverse værker. Når Blake kunne finde tid til det, illustrerede han sine egne digte. Som så mange andre af de kunstnere, der i dag er bredt anerkendt, var Blake selv miskendt og relativt ukendt i sin samtid. Det var særligt hans radikale syn på kristendommen, der vakte opsigt i hans samtid.
Han kritiserede forbindelsen mellem moral og kristendom, som var fremherskende dengang. Hans perspektiv var, at kristendom ikke handler om morallove, men primært om to ting: indbyrdes kærlighed og tilgivelse af menneskets synder. Han leverer en harsk kritik af den dømmende, patriarkalske Gud især i sine værker fra 1790erne, som er de mest kendte i dag, siger Elisabeth Jessen.
Hun pointerer, at han dengang tilhørte kredsen med dissenters, der blev betragtet som frikirkelige. Blake var ikke optaget af fornuftsreligion og af at leve det rette liv for ham var kristendommen et middel til at opnå direkte kontakt til det guddommelige. Blake mente ikke, at Church of England var dårlig som sådan, men snarere, at institutionaliseret kristendom er unødvendig, hvis mennesket vil i kontakt med det religiøse. Disse idiosynkrasier går igen i al hans kunst, siger Elisabeth Jessen.
Teologisk set var kunst og kristendom for Blake fuldstændig intimt kædet sammen, for Blake er Kristi krop lig med forestillingsevnen eller fantasien. Når man tager sig selv alvorligt som kristen, ser man sig selv som skabt i Guds billede, men også som tilhørende Kristi krop. Det er på mange måder en moderne tilgang til kristendommen. Man kan ikke bare sidde og læse i sin bibel, som var den en håndbog i moral. Man skal arbejde kreativt og gennemgribende med kristendom, socialt, politisk og medmenneskeligt, siger Elisabeth Jessen.
Konkret brugte Blake kristendommen kreativt ved at lade sig inspirere af sine åbenbaringer eller visioner, der lagde grund for hans kreative proces som kunstner.
Det er svært at forstå, hvad han mener, når han taler om sine åbenbaringer. Han har tænkt og set de billeder, han nedskriver og illustrerer. Blake selv og samtidige kilder taler om, at han allerede som barn havde meget stærke visuelle oplevelser. Der kan man spørge, om det er religiøse åbenbaringer eller almindelig fantasi. Det er ikke til at vide, men for ham har det været virkeligt, og det er dét, han meget hurtigt omsætter i sin kunst, siger Elisabeth Jessen.
Blake gennemtænkte ikke et digt, inden han skrev det, forklarer hun. Han reagerede på sine kunstneriske visioner. Der var ingen langsommelig kunstnerisk proces med kladder og minutiøse gennemsyn. Men visionerne gjorde samtidig, at Blake blev betragtet som aparte i sin omgangskreds, da han gerne talte meget åbenmundet om disse oplevelser, hvor han eksempelvis ser en engel.
Claus Schatz-Jakobsen, cand.mag. og lektor ved Syddansk Universitets Institut for Kulturvidenskaber, har forsket i britisk romantik og herunder William Blake. Han vurderer, at selvom Blake primært arbejdede som billedkunstner, og hans formelle titel var grafiker, vil man fortrinsvis betragte ham som en digter, hvis hovedtematik var kristendom.
Ifølge Claus Schatz-Jakobsen gjorde Blakes kunst oprør med den etablerede anglikanske kirke på en måde, der gjorde, at han var forud for sin tid. Mange af hans idéer kom frem igen på den anden side af århundredet og kan også ses i sammenhæng med de idéstrømninger, som Freud, Nietzsche og Marx var produkter af. Han var en radikal kristen tænker og dermed også en radikal politisk tænker.
Det samfund, han voksede op i og ind i, var et samfund, der stod i skyggen af Den Franske Revolution, som han var meget inspireret af. Set i forhold til Den Franske Revolutions idealer følte han og hans intellektuelt beslægtede, at samfundet var restriktivt. Og med rette. I England var de etablerede magter voldsomt skræmte ved tanken om, at sådan noget som Den Franske Revolution kunne blive gentaget i England. De radikale kredse så frem til mulighed for revolution, men den politiske elite var bekymret for samme. Det intellektuelle klima i England i 1790erne og langt frem var derfor meget reaktionært og repressivt, siger Schatz-Jakobsen og fortsætter:
En af personerne i Blakes værker siger: Jeg må skabe mit eget system eller blive underkastet en anden mand. Det vil sige, at hvis man overtager andres systemer, er det ensbetydende med at slavebinde sig. Man kan kun frisætte sig ved at skabe sit eget system, og det var det, han gjorde. Det er blandt andet derfor, at den traditionelle visdom om Blake er, at han var forud for sin tid, siger Claus Schatz-Jakobsen.
William Blake (1757 - 1827)