Billederne er det hele værd i denne flotte ”dødsbog”

Kunst- og kulturhistoriens blik på døden fra middelalderen frem til i dag udfoldes i stort og betagende billedværk

Bogen er til bristepunktet fuld af billeder af døden i dens forskellige skikkelser. Her er det Giovanni Martinellis ”Memento Mori” (Døden kommer til bordet) fra cirka 1630. – Alle fotos fra bogen.
Bogen er til bristepunktet fuld af billeder af døden i dens forskellige skikkelser. Her er det Giovanni Martinellis ”Memento Mori” (Døden kommer til bordet) fra cirka 1630. – Alle fotos fra bogen.

”Dødens store billedbog” er en stor – 25 gange 35 centimeter – bog om dødens kunsthistoriske aftryk, hvis blikfang på forsiden meget passende er et udsnit af den ældre Pieter Bruegels ”Dødens triumf”.

Man har måske stået over for originalen i Prado-museet i Madrid, det er en stor oplevelse, hvis man ellers kan komme til for (andre) turister. Det er et ret stort maleri, 117 gange 162 centimeter, men det er alligevel ufatteligt, hvor meget der foregår i det, og at lade blikket bevæge sig rundt i maleriet er som at se en film – en gyser med den ene rædselsscene efter den anden. Døden har her utallige hjælpere, der energisk er i gang med bestialske mord af enhver tænkelig art, hvis de da ikke kører lig engros direkte ind igennem Helvedes port.

 Bernt Notkes ”Danse Macabre” (Dødedans), der er fra slutningen af 1400-tallet, hænger i Sankt Nicholas-kirken (Niguliste) i Tallinn, Estland.
Bernt Notkes ”Danse Macabre” (Dødedans), der er fra slutningen af 1400-tallet, hænger i Sankt Nicholas-kirken (Niguliste) i Tallinn, Estland.

Måske det mest chokerende dog foregår i billedets nederste højre hjørne, hvor den allersidste rest af menneskeheden endnu ikke helt har fattet katastrofens omfang, men fortsætter med uskyldig strengeleg og flirt. En ridder vejrer fare og griber håbløst sit sværd, mens en anden endnu uafvidende synger henført til sin udkårne. Det er dødens øjeblik, den visse død, trukket ud i mikrosekunder.

Gengivelsen af hele maleriet inde i bogen er hentet på nettet og af en fantastisk kvalitet; vi lever i en tid, hvor reproduktionerne næsten er bedre end originalerne, og man kunne roligt hælde de kunstbøger, som man har fra en 30-40 år siden, direkte i papirkurven. Men man gør det selvfølgelig ikke.

Selvportræt af schweiziske Arnold Böcklin (1827-1901) med døden som gæst.
Selvportræt af schweiziske Arnold Böcklin (1827-1901) med døden som gæst.

Bogen er til bristepunktet fuld af billeder af døden i dens forskellige skikkelser, omend ingen af billederne kunstnerisk kommer op på siden af Bruegels. Det skulle lige være ”Dødens triumf” som fresco i Camposanto i Pisa, fra den sorte døds tid, midten af det 14. århundrede. Det er dog væsentligt dårligere bevaret på grund af tidens gang og floden Arnos oversvømmelser. Her er døden en hæslig gammel hvidklædt kone med flagermusvinger, der svæver skæbnesvangert over endnu en lille flok uskyldigt festende, adelige unge mennesker, som ikke er med på dødens – pestens – komme.

Franske Antoine Carons (1521-1599) ”Le dialogue du prince avec la mort”.
Franske Antoine Carons (1521-1599) ”Le dialogue du prince avec la mort”.

Ellers er dødens figur historisk et mandligt rolleprivilegium – en gammel hvid mand, fristes man til at sige, typisk i fremskreden skelettering, iført segl eller le. Dødsfremstillingen er i middelalderen ret stereotyp, den foregår i helt faste temaer: ”De tre levende møder de tre døde”, ”Dødedansen”, ”Memento mori” og så altså ”Dødens triumf”. Disse temaer har bestemt bogens opbygning, som er tematisk og under de forskellige temaer svagt kronologisk. Det er ikke en egentlig kunsthistorisk gennemgang, hvor man bliver klogere på den kunstneriske kvalitet eller på forskellighederne mellem perioder som middelalder, renæssance, barok, klassicisme og romantik. Det ligger uden for konceptet.

Hollandske Jheronimus Boschs ”Døden og gnieren” fra cirka 1490-1516.
Hollandske Jheronimus Boschs ”Døden og gnieren” fra cirka 1490-1516.

Billederne er alene bogens pris værd, og de dominerer i sagens natur bogen, som er forfattet af to kulturhistorikere, som ifølge forordet interessant nok fik idéen til den, da de var i gang med forarbejdet til et computerspil – ”det muntre computerspil ’Felix The Reaper’”, som de skriver.

Teksten er ret korte, populærhistoriske kapitelindledninger samt billedtekster. Der er temmelig mange gentagelser, men ellers er tekstsiden både dækkende, tilgængelig og en lille smule humoristisk-overfladisk, som når det om Bruegel og hans egentlig ret rystende ”Dødens triumf” hedder, at ”han har ikke været i sit lystige hjørne, da han malede dette billede”.

Giacomo Borlone de Buschs originale fresco ”Trionfo e Danza della Morte” fra 1485, der her er gengivet, er malet på Oratorio dei Disciplini i Clusone i Nordtalien.
Giacomo Borlone de Buschs originale fresco ”Trionfo e Danza della Morte” fra 1485, der her er gengivet, er malet på Oratorio dei Disciplini i Clusone i Nordtalien.

Næh, han tog det alvorligt. Det er et særkende for os i vore fremskredne tider, at vi gerne forholder os til døden som underholdning, det er vores måde at fortrænge den på.

I dag er døden ultimativ, det er bare tæppefald, men for folk i forne, mere kristne tider var døden en åbning til noget andet, mere alvorligt, nemlig evigheden, hvor man enten var frelst eller fordømt, og man kunne ikke ane hvilken af delene.

Tyske Alfred Rethels ”Der Tod als Freund” (Døden som ven) fra 1850.
Tyske Alfred Rethels ”Der Tod als Freund” (Døden som ven) fra 1850.

”Dødens store billedbog” holder sig til dødens vante symbolik inden for en historisk billedkunst, der overvejende har haft en propagandistisk tilgang – husk, at du skal dø, lev, mens du lever, og helst fromt – men sjældent omhandler, hvad man kunne kalde dødens naturhistorie, døden som virkelighed. Symbolikken blev låst fast i middelalderen, som var dødsfikseret, og der er ikke sket nogen udvikling i tematikken siden, også i det 21. århundrede bruges skeletter med leer og dødedanse, nu i modernistiske og postmodernistiske udgaver, til at bringe døden ind i billedet, som det også fremgår af bogens sidste kapitel.

Ville man komme nærmere en forståelse af moderne dødsangst, måtte man forestille sig en helt anden ”Dødens billedbog”, fotos med en anden dødssymbolik, en mere brutal naturalistisk tilgang med billeder af vore tiders massedød; Hiroshima, Dresden og Auschwitz. Eller helt aktuelle billeder, om man vil, af tungt bevæbnede medlemmer af private militser i USA.

Men så ville coffee table-hyggen straks gå sig en tur.