Samfundsrevser, sjæletugter, en knudemand med dametække, en dannet barbar. Jo, Henrik Ibsen var en kompleks natur, og hans plads i det 19. århundredes kulturlandskab var ikke mindre kompleks. Ivo de Figueiredo har begået en besnærende gigantbiografi, der bibringer nye sider af den vrede nordbo.
Det må have været lidt af et syn at se den aldrende Ibsen på sin daglige travetur fra hjemmet i Arbins Gate til stamcaféen Grand i 1890’ernes Kristiana (i dag Oslo). Stor af statur var han ikke med sine beskedne 161 centimeter, men med en opsigtsvækkende elegant beklædning og en helt igennem urban fremtoning. Mest bemærkelsesværdig var dog hans enorme hårpragt og det karakteristiske todelte kindskæg, der gav den klejne dramatiker et kraftfuldt udtryk – et maskulint ”Skrækmiddel, man kender fra Dyreriget, Løvers og Kappebavianers Manke, og Ligheden er ikke tilfældig”, som den danske forfatter Johannes V. Jensen træffende beskrev sin celebre digterkollega.
Jo, Henrik Ibsen var en karakterstærk herre. Nem at omgås var han efter sigende ikke. Kolerisk og kompromisløs som få. På én gang pinefuldt hæmmet og ulideligt krigslysten, når det slog ham. Og det gjorde det ofte. For han nærede en indædt foragt for det jævne, det dumme, og var kategorisk, ja, skånselsløs i sin dom over andre.
Mere end én gang er han blevet eskorteret ud af det skandinaviske hus i Rom, simpelthen fordi han ragede uklar med de andre digtere. Det er altså ikke uden grund, at den svenske dramatiker Strindberg gav ham det tvivlsomme tilnavn ”den vredeste mand i Europa”, og dét til trods for, at de to aldrig nåede at møde hinanden. Ibsens vrede var verdensberømt.
I den sidste del af dramatikerens levetid var han genstand for en heftig personkult, som han dyrkede i en grad, vi i dag ville kalde ”selviscenesættelse”.
Den fattige og menneskesky købmandssøn fra udkantslandet Norge var blevet en stjerne; mennesket en myte. For den norske historiker og biografist Ivo de Figueiredo har det været en væsentlig del af drivkraften bag hans stort anlagte Ibsen-biografi at udforske og udfordre nogle af de mange genstridige Ibsen-myter. At linde lidt på masken uden dog at flå den fuldkommen af. For Ibsen-myten er lige så virkelig, som Ibsen var, som han erklærer i sin prolog. En ædruelig og ydmyg tilgang som sømmer sig, når man går i kødet på så gennembeskrevet og overanalyseret en mand og myte som Henrik Ibsen.
Med en imponerende stofbeherskelse og mageløs fortælletæft beretter de Figueiredo over 660 sider med udgangspunkt i bevarede breve, anmeldelser, dagbøger og andre historiske kilder om den store nordiske dramatiker og hans værk. Men ”Henrik Ibsen – mennesket og masken” er i lige så høj grad beretningen om Norden i det 19. århundrede ”set gennem en vrangvillig nordmands skulende øjne”. Få er nemlig så udpræget i overensstemmelse med deres tid, som Ibsen var – og hans forfatterskab følger næsten slavisk tidens litterære strømninger. Fra idealistisk nationalromantik over samtidsdramatik til symbolisme. Han drev historien frem med sit værk, og vi ved, hvordan han vakte røre med sin Nora, da hun brød alle konventioner og forlod ”Et dukkehjem” og med sine incestuøse insinuationer i ”Gengangere”. Det var stærke sager for samtiden.
Én af de mange slidstærke myter, de Figueiredo succesfuldt formår at om ikke mane til jorden, så i hvert fald at nuancere betragteligt, er den om Ibsens rolle i det moderne gennembrud og forholdet til Georg Brandes. Hvor eftertiden i høj grad har udlagt Ibsen som en af Brandes’ primære våbenbrødre i det moderne gennembrud, tegner de Figueiredo et langt mere speget billede af dramatikerens relation til brandesianismen og kulturradikalismen.
Ibsens autoritære, antidemokratiske og samfundsbortvendte sindelag flugtede i al væsentlighed dårligt med gennembruddets samfundsbyggende kulturkamp, og Brandes skulle da også have raset over den gådefulde misantrop og kaldt ham ”stokkonservativ”.
De Figueiredo går endda så vidt i sin kritiske nuancering, at han betvivler, hvorvidt der overhovedet er belæg for at føje Henrik Ibsen under gennembrudsforfatter-hatten. Var han ikke snarere aristokratisk individualist?
Det er en interessant pointe og i virkeligheden kendetegnende for de Figueiredos uforfærdede tilgang til og overlegne overblik over stoffet. I sig selv er det lidt af en balancekunst at docere den gigantiske Ibsen-forskning og samtidig formå at betragte den store digtersfinks med så nye og dagklare øjne, som her er tilfældet. Hverken idoldyrkelse eller ikonoklasme. Med en nysgerrig, spørgende, vidende stemme fører han os ind i den betydningsfulde brydningstid og helt ind i Ibsens nære ægteskab med Suzannah, det konfliktfyldte forhold til kollegaen og landsmanden Bjørnstjerne Bjørnson og ud i verden, hvor den fædrelandsforagtende forfatter bosætter sig først i det befordrende Rom og siden midt i et krigsførende Tyskland.
Hvis man skulle komme med en eneste anke, er det, at den monumentale monografi kan falde lidt langt i sine mange, mange oprulninger af alle dramaernes receptionshistorie og modtagelse i pressen. Som fortaber forfatteren sig lidt i det store stof og glemmer at luge ud undervejs.
Man tilgiver ham det dog hurtigt. Værket er nemlig så vidunderligt velskrevet, så gennemført og rig på fornøjelige ekskurser, som når en beskrivelse af Ibsens karakteristiske fysiognomi munder ud i en længere hårhistorisk afstikker. Herligt.
De Figueiredo er en mageløs original fortæller, og hans biografi hører til noget af den bedste, mest begavede sagprosa, der endnu er skrevet om den store, olme europæer.