Den ydre rejse bliver til en indre

Niende og næstsidste bind i den fortjenstfulde serie om ”Den Danske Klosterrute” er på gaden

De Himmerlandske Heder er blandt de landskaber, der kan opleves med det nyeste bind af ”Den Danske Klosterrute”. Her er det blomstrende lyng på den naturfredede Lundby Hede. –
De Himmerlandske Heder er blandt de landskaber, der kan opleves med det nyeste bind af ”Den Danske Klosterrute”. Her er det blomstrende lyng på den naturfredede Lundby Hede. – . Foto: John Jedbo/ritzau.

Så foreligger det niende og næstsidste bind i den fortjenstfulde serie om ”Den Danske Klosterrute”. Denne gang er undertitlen ”Fra Viborg til Aalborg – herunder Birgittaruten”.

Anmelderen må straks med beklagelse indrømme, at han ikke har afprøvet værket ude på ruten, men han kan forsikre om, at beskrivelsen med dens indbydende layout, mange fotos og tekstbokse, der supplerer hovedstykkerne, giver lyst til at opleve strækningen i al dens mangfoldighed ikke alene som læser, men også som vandringsmand.

Eller måske som cyklist eller bilist.

Idéen til ”Den Danske Klosterrute” skyldes Jens Kristian Krarup, der har skrevet de seks af bindene, af hvilke det første udkom i 2006.

En række af hans tekster er med få ændringer videreført fra tidligere bind. Dette gælder blandt andet et centralt afsnit om hensigten med klosterruten, hvor klostre og kirker angiver vej og mål og dermed åbner ”en særlig mulighed for at genoplive en gammel tradition for pilgrimsrejser, men omformet til meditative vandringer på nutidens betingelser og efter moderne menneskers behov”.

Efter færdiggørelsen af det sjette bind overdrog Jens Kristian Krarup ansvaret for de resterende fire til ”Foreningen Den Danske Klosterrute”.

Forfatteren til det nu foreliggende bind er Gunnar Kasper Hansen.

Klosterruten er på cirka 2300 kilometer og går fra Helsing-ør til Frederikshavn. Den forbinder et halvt hundrede steder, hvor der i middelalderen blev bygget klostre. Mellem klosterstederne går turen fra kirke til kirke, en praksis, der også fulgtes af middelalderens pilgrimme.

Fra Viborg til Aalborg følges veje og stier belagt med grus eller asfalt og imødekommende for cyklister. Nogle steder er cykling dog vanskelig eller udelukket, men den hjælpsomme bog har alternative veje parat. Henvendt til bilister hedder det, at disse ”med fordel” kan bruge bogen ”som seværdighedsguide”.

Man føres gennem storslået natur – såsom Rold Skov, Rebild Bakker, store ådale og himmerlandske heder. Igen og igen ses spor fra fortiden – ud over klostre kan det være runesten og middealderkirker. Man følger en strækning på lidt over 300 kilometer. I forlængelse af ruten fra Ribe til Viborg går turen til Hobro, Mariager, Hadsund, Aars – med mulighed for en afstikker til Livø – og videre til Sebbersund, Nibe, Frejlev og Aalborg. Strækningen fra Viborg til Mariager kaldes Birgittaruten.

Bogen, der har et bekvemt format, forener som serien i det hele taget historisk baggrundstof med praktiske anvisninger, blandt andet i form af omhyggelige rutebeskrivelser, detaljerede kort, oplysninger om overnatnings-, spise- og indkøbssteder. Man er ikke overladt til sig selv, når man bevæger sig gennem terrænet med ”Fra Viborg til Aalborg” i tasken. Det er en bog, der vil én det bedste. Man sendes på en ydre rejse, som også er en indre. Diskret opponerer Jens Kristian Krarup mod den opfattelse, at en indre rejse skal foregå i et tomrum eller skabes af ens egen bevidstshed, nej, forudsætningen for den indre er en ydre rejse med indhold, i denne sammenhæng betinget af mødet med kirkens åndelige og kulturelle tradition. Deltagerne skaber ikke en ny vej, men hjælpes til at finde en gammel.