Den yndigste rute er funden

Ribe har fået hele to nye digterruter. Den ene fører gennem Brorson-land og ender i en rosengård i hjertet af byen – lige i salmedigterens ånd

Turister ved Dronning Dagmar-statuen på Riberhus Slotsbanke lytter til en historie om Brorson via danskedigterruter.dk
Turister ved Dronning Dagmar-statuen på Riberhus Slotsbanke lytter til en historie om Brorson via danskedigterruter.dk. Foto: Leif Tuxen.

Første stop på digterruten for den store salmedigter H.A. Brorson begynder egentlig ved Taarnborg, hvor han de sidste 21 år af sit liv boede og digtede en del af sine elskede salmer, mens han var biskop i Ribe. Men visse onsdage i sommerperioden arrangerer sognepræsten Torben Bramming, der nu faktisk bor Taarnborg med sin præstehustru Bente Bramming, også morgensang fra toppen af tårnet i Ribe Domkirke. Det er hårdt at komme op ad de stejle trapper, men så er det også et himmelsk sted at begynde med at gå i Brorsons fodspor.

”Op! op, min sjæl! fra denne jord/ til Gud, som hist i lyset bor,” synger vi denne morgen, hvor himlen pakker Ribe ind i lysmættede skyer, mens en morgenfrisk trompetist giver Brorsonsalmen ekstra englelyd. Omkring 20 turister synger med denne morgen, efter kirkeklokkerne klokken 8 har givet genlyd over byen med de mange skæve, charmerende huse og stræder. Dernede i gadeplanet er der god stemning med stokroser og ikke mindst roser overalt, som Brorson også elskede og brugte i sit eget salmegartneri. Men herfra er der udsigt ud over både byens røde tage og marsken med grønt græs, som også på Brorsons tid spirede op overalt og inspirerede ham til salmer som ”Op, al den ting, som Gud har gjort” og ”O Gud! Hvor er du mer end skøn”, som vi synger lige nu. Torben Bramming forklarer lidt om salmerne mellem fællessangene, så både trompetisten og de trappeforpustede turister kan få vejret.

Brorsons digterruten slutter i i Jacob A. Riis Museums rosenhave. For Brorson blev en rosenhave tidligt et paradisbillede, ligesom han beskrev Jesus som en rose, man aldrig kan miste.
Brorsons digterruten slutter i i Jacob A. Riis Museums rosenhave. For Brorson blev en rosenhave tidligt et paradisbillede, ligesom han beskrev Jesus som en rose, man aldrig kan miste. Foto: Leif Tuxen

”Man kan fornemme Brorsons blik fra jorden op mod himlen, og fra himlen ned mod den flade jord, vi har, hvor Gud ser ned på os som sådan en myretue, hvor vi kravler rundt. Og alligevel har han en kærlighed til den askebolig, som Brorson kalder mennesket. Brorson er jo egnens digter, vi har fået en Brorson-digterrute, som man kan gå og komme rundt i byen på og se steder og høre fortællinger fra hans liv.

Men når man ser ud over landskabet her, er det jo også Brorson-land,” siger sognepræsten, inden han sætter gang i endnu en fællessang. I alt bliver det til fem salmer og små foredrag i den stærke morgenvind. Nede på jorden igen er de nordjyske turister Conni Andersen og Bente Christensen glade for, at de tog til tårnsang, efter de hørte om det på en via en flyver på deres campingplads.

”Det var en god start på dagen,” siger Conni Andersen smilende.

”Ja, det var virkelig hyggeligt,” istemmer Bente Christensen, inden de to veninder forsvinder ud i Brorsons Ribe.

Der vokser roser op ad muren på Taarnborg på Puggaardsgade, hvor Brorsons digterrute og digterruten for den samtidige digter Ambrosius Stub (som vi besøger i et andet afsnit af denne serie) officielt begynder. Foran huset, der i dag både er en privatbolig og et kulturhus, kan man tage en pjece i en holder, og det er QR-koderne på pjecen, man skal bruge undervejs. For her i det fredede Ribe er det svært at få lov til at opsætte skilte, selvom de tjener et dannende formål, forklarer Torben Bramming, som sammen med sin hustru Bente Bramming også er hovedarkitekten bag Brorson-ruten her i Ribe. Begynder man ved Taarnborg, hvor man også kan få historien om Brorsons sommetider mørke sind, fører ruten faktisk tilbage til domkirken og videre mod Slotsbanken og slutter i rosenhaven bag Jacob A. Riis Museum.

Sognepræsten Torben Bramming bor i Taarnborg, hvor Brorson selv boede som biskop i Ribe. Og det er også Bramming, der er hovedmanden bag digterruten for Brorson.
Sognepræsten Torben Bramming bor i Taarnborg, hvor Brorson selv boede som biskop i Ribe. Og det er også Bramming, der er hovedmanden bag digterruten for Brorson. Foto: Leif Tuxen

”Det, vi prøver med Brorson-turen, er at give en mangfoldighed af både Brorsons biografi og digtning,” siger han, mens både Bente Bramming og han leder ud i byen.

”Det spændende ved digterruterne for både Brorson og Stub er, at man stadig kan føle sig ind i det, når man går rundt her i Ribe, hvor så meget af byens oprindelige stemning er bevaret. Det tror jeg er specielt for Ribe,” siger han, mens vi gynger hen over brostenene i strædet foran Taarnborg, der stadig strækker sig mod himlen som en arkitektonisk påmindelse om fortidens stræben efter magt og ånd. Ellers er mange af husene her små, og det er svært at finde en bygning her i byen med en lige linje. Som om hvert hus her bærer på historiens tyngde som en gammel, krumbøjet dame.

Anden post på Brorsons rute er dog på sin vis ganske moderne. For den fører forbi billedhuggeren Laila Westergaards udsmykning ”Ord på vej” på skolevæggen i byens katedralskole, der på Brorsons tid lå et andet sted i byen. Men her kan man gennem sin QR-kode på mobiltelefonen lytte til et uddrag af hans berømte salme ”Her vil ties, her vil bies”, mens vi også får historien om, hvordan Brorson som 10-årig mistede sin far. Som voksen mistede han sin kone og måtte begrave otte af sine 16 børn.

Morgensang fra toppen af tårnet i Ribe Domkirke.
Morgensang fra toppen af tårnet i Ribe Domkirke. Foto: Daniel Øhrstrøm

Næste stop fører os videre til en anden af Brorsons berømte salmer ”Den store hvide flok” ved statuen af Brorson på torvet foran Ribe Domkirke, hvor han også ligger begravet. Tæt ved domkirken ligger de gamle kroer, som Brorson foragtede, blandt andet fordi faderen havde drukket.

Lidt længere er der at gå til Riberhus Slotsbanke – Ribes lidt mere faldefærdige pendant til Hammershus, men her kommer man til gengæld tæt på den marsknatur, som Brorson blev så inspireret af. Så her får man, selvfølgelig, mulighed for at lytte til ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, mens fuglene denne dag synger med over Dronning Dagmar-statuen og det grønne tæppe af græs, hvor der er gode muligheder for at undres over det mindste græs, som Brorson engang selv gjorde det.

Mere drama er der på tilbagevejen til rosenhaven, når man kommer forbi Stormflodssøjlen, som vidner om, at Brorson voksede op i en barsk tid. Han voksede selv op i en præstegård i Randerup – endnu tættere på Vadehavet. Det var før digernes tid, og der var intet til at bremse vandmasserne, når de først kom stormende.

Men sidste stop på digterruten handler om den kærlighed, der heller ikke kan bremses, selv når vi ser os selv i dale og modgang. For her fandt Brorson trøst i at se på rosenhaver, og ruten her ender også i Jacob A. Riis Museums rosenhave i hjertet af Ribe.

Morgensang fra toppen af tårnet i Ribe Domkirke.
Morgensang fra toppen af tårnet i Ribe Domkirke. Foto: Daniel Øhrstrøm

”Brorson brugte tidligt en rosehave som et paradisbillede. Der er også et Brorson-vers på Kierkegaards grav, hvor Kierkegaard med Brorsons ord glæder sig til uafladeligt at tale med Jesus ’i rosensale’, mens H.C. Andersen brugte et Brorson-vers i ’Snedronningen’: ’Roserne vokser i dale, da får vi barn Jesus i tale’, og her i Jacob A. Riis Museums rosenhave findes der faktisk 43 rosenarter,” forklarer Torben Bramming.

På denne dag er de fleste dog visne, men i stedet kan man lytte til ”Den yndigste rose er funden”, hvor Brorsons stærke tro på Jesus strømmer over i slutlinjerne, hvor Jesus er rosen, som aldrig kan mistes. Sådan kan man næsten se Brorson for sig med sin bispeparyk og et melankolsk, men dog stærkt ansigtsudtryk som en plaget mand, der som en anden Job har mistet alt, men ikke sin tro:

Lad verden mig alting betage,

lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste,

min rose jeg aldrig vil miste!

min rose jeg aldrig vil miste!