Dengang alle udenrigspolitiske bolde var i luften

Historiker Kåre Laurings bog om årene efter Anden Verdensskrig har desværre store mangler

Dengang alle udenrigspolitiske bolde var i luften

Det var en ny verden, som blev undfanget i årene fra afslutningen af Anden Verdenskrig og frem til 1949. Afslutningen på krigen efterlod et Europa i ruiner, et britisk verdensrige i hastigt forfald, og i hver sin ende af verden de to supermagter, der snart skulle dele verden mellem sig.

Også for Danmark bød tiden på forandringer. Både politisk og kulturelt. Vi gik, som det hedder i den sigende titel på forfatteren Kåre Laurings nye historiske skildring af perioden, fra befrielse til forpligtelse. Kort sagt fra en situation, hvor vi kunne ånde lettet op efter Besættelsens ophør, til en gradvis erkendelse af, at Besættelsens ophør ikke betød, at vi nu kunne læne os tilbage.

En ny konflikt var i sin vorden, en ny skillelinje ved at blive trukket ned gennem Europa. Den kolde krig nærmede sig, og Danmark måtte tage stilling. I den nye verdensorden måtte Danmark forpligte sig politisk og militært på en måde, vi måske i dag kan opfatte som en selvfølge, men som absolut ikke var selvfølgelig i 1945.

Drømmen, ønsket og målet for dansk udenrigspolitik var længe – ja, helt frem til 1948 – videreførelsen af den neutralitetspolitik, som havde været ankerpunktet for landets udenrigspolitik siden 1864. Nu blot i en nordisk blok, så vi kunne være fælles om at vedligeholde læhegnet.

Forskydningerne var enorme. Det var ikke alene den kolde krig. Det var også det net af internationale organisationer og aftaler, der skabte fundamentet for det, vi i dag kalder den liberale verdensorden. Det var FN, Marshall-hjælp, drømme om Europas forenede stater, Europarådet og tættere nordisk samarbejde.

Alle bolde var i luften, og da vi greb dem, var vi blevet en integreret del af den vestlige blok.

Det er et vigtigt emne, Kåre Lauring tager op, men også et, der ikke just er underbelyst i litteraturen. Og her er vi ved det første og vigtigste problem ved denne bog: Det er uklart, hvad vi skal med den. Ja, hvad den i det hele taget vil os. Forfatteren nævner i forordet, at perioden 1945-1949 fangede hans interesse, da han arbejde med sin forrige bog, den roste ”Københavnerliv 1945-1972”.

Nu er interesse ikke et dårligt udgangspunkt for en god historisk bog. Det er dog, som juristerne ville sige, den nødvendige, men ikke den tilstrækkelige forudsætning. Den lidt vage indkredsning af bogens relevans afspejler sig i dens flakkende fokus. Kåre Lauring kalder den i undertitlen en fortælling om Danmark og den kolde krig. Men det er uklart, hvad der forstås ved fortælling.

I stedet for en fortælling støder man på en tekst, der forholder sig distanceret og desinteresseret til sit stofområde. Det fortællende består måske i, at bogen mestendels har en ganske traditionel kronologisk fremstillingsform, hvor episode efterfølger episode. Men er det nok? Sagen er, at bogen fremstår som noget, der i emne, omfang og form lige så godt kunne have været bind 8 eller 10 i én af de mere generelle danmarkshistorier, som udkommer med åringers mellemrum.

Men med disse har man trods alt den fordel, at de rummer et analytisk lag. I ”Fra befrielse til forpligtelse” er der ikke noget tydeligt analytisk lag, og denne anmelder efterlades med mistanken om, at denne mangel er alt, hvad der gemmer sig bag deklarationen af bogen som en fortælling.

I stedet for analyse får vi opremsninger.

Det bliver kun afbrudt af enkelte umotiverede og ret banale værdidomme. Det er et gennemgående tema, at Kåre Lauring anno 2020 ikke rigtig synes, at danskerne anno 1945-1949 har forståelse nok for den store verden. Blandt andet fordi de har lempet sig gennem krigen.

Dette bliver brugt til at forklare, at man var hård mod de såkaldte tyskerpiger og senere mod ”amerikanertøserne”. Det bruges også til at forklare, at man ifølge Lauring behandlede de tyske flygtninge dårligt. Her forlader Lauring sig på Poul Henningsen, der aldrig havde sat sine ben i én af flygtningelejrene. Og sidst, men bestemt ikke mindst lader Lauring flygtningehadet være årsagen til, at et flertal af de sydslesvigske vælgere efter 1945 orienterede sig mod Danmark. Det handlede slet ikke om danskhed, forstås, men om forsvar for hjemstavnen – en tolkning, som litteraturen på området ellers har afvist.

Men temaet om de snæversynede danskere har nok været for godt til at slippe. Faktisk er det vel med forfatterstemmens umotiverede indbrud i den historiske skildring, at bogen måske alligevel får karakter af fortælling. Vi kender jo formen fra Paul Hammerichs danmarkskrønike. Men her virker det påklistret. Det falder ud af sammenhængen.

Nuvel, det er ikke jammer det hele. Den har nøgternhed og ædruelighed i fremstillingen. Og den løfter sig i de passager, hvor den handler om almindelige menneskers reaktioner på udviklingen. Her kan man pludselig mærke gløden og skriveglæden. Ak. Havde bogen blot været mere fokuseret på den mentale, ideologiske og kulturelle side af bevægelsen fra befrielse til forpligtelse. Man kunne have sparet mindst 200 sider og fået en dobbelt så god fremstilling.