Dengang eventyret endnu levede

Herman Melvilles første romaner fuldender en enorm oversættelsesindsats af Flemming Christian Nielsen

Herman Melville er mest kendt for sin roman om "Moby Dick". To tidlige værker er nu udkommet i flot dansk oversættelse.
Herman Melville er mest kendt for sin roman om "Moby Dick". To tidlige værker er nu udkommet i flot dansk oversættelse.

I det store hele er historier om glemte forfattere, der kommer til ære og værdighed på god afstand af deres død, sjældent helt troværdige. Men i Herman Melvilles tilfælde er der noget om det, og det må siges at være en stor udmærkelse for hans værk, at det nu findes i en næsten komplet dansk oversættelse mere end 120 år efter forfatterens død.

Flemming Christian Nielsen har ydet en fornem præstation ved at bringe et stort, usandsynligt projekt til ende. Der afsluttes med udgivelsen af Melvilles to første værker, ”Typee” og ”Omoo”, der begge er skildringer af livet på stillehavsøer baseret på hans egne oplevelser som sømand gennem fem år.

De to romaner er også med til at tegne udsvingene i Melvilles karriere. Begge bøger, der udkom i henholdsvis 1846 og 1847, var succesrige og med til at etablere Melville som forfatter, mens det paradoksalt nok var hans hovedværk, ”Moby Dick”, der var med til at sende ham ud i glemslen som forfatter, før han blev genopdaget omkring Første Verdenskrig.

”Typee” og ”Omoo” er ikke forfatterskabets mesterværker, men de er også meget mere end blot tidlige værker, der er taget med af pligt. Der fortælles med en flydende pen og god fornemmelse for skrønen, og begge bøger næres ved at skildre mødet med fremmede kulturer og den sidste rest af eventyr og opdagelse, som en industrialiseret verden ikke længere kan byde på.

Begge romaner veksler også på fin vis mellem handlingsdrevne afsnit og etnografiske beskrivelser og overvejelser. I ”Typee” stikker fortælleren Tommo og hans ven Toby af fra deres hvalfangerskib, der har været på søen i seks måneder, og de begiver sig ud på opdagelse på stillehavsøen Nuku Hiva, hvor de både støder på konger, krigere, kunstnere og kannibaler.

Efterfølgeren ”Omoo” drives af et lignende plot. Tommo, der bliver til Omoo efter ”den vandrende”, er anklaget for mytteri og stikker af sammen med skibslægen på Tahiti og kommer blandt andet til at sætte stor pris på øens kvinder.

Skildringen af kulturmøderne udgør en kompleks blanding af beskrivelser, vurderinger og sammenligninger. Melville er kritisk over for den kolonialisering, der har fundet sted, og de dårligdomme, som det har bragt den lokale befolkning.

Han romantiserer dog ikke overdrevent de lokale kulturer, om end han er fascineret af, hvordan det uvante kan være naturligt for dem. Dertil kommer længslen efter det enkle liv under varme himmelstrøg, hvor fiskene er lette at fange, og tøj knap er nødvendigt:

”Ens behov mindskes i disse milde egne, og de, som er tilbage, lader sig nemt opfylde; sagtens kan man klare sig uden brændsel og husly og endda uden tøj. Hvor anderledes er ikke vore breddegrader! Ak! i sandhed ynkværdig er skæbnen for den arme djævel tyve grader nord for Krebsens Vendekreds.”

”Typee” og ”Omoo” holder godt som fortællinger, og deres etnografiske tilgang, der også har en charmende uskyld over for mødet med det eksotiske, gør Melvilles første værker til et godt bekendtskab.

Det samlede værk er udkommet i smukt udstyr til en samlet pris af knap tusinde kroner. Flot. Overraskende og flot.