Prøv avisen
Interview

Professor: Derfor røg forfatterne ud af velfærdsdebatten

Den offentlige samtale mellem forfattere og politikere er genstand for litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaards doktorafhandling. Foto: Leif Tuxen

Det var ikke blot politikere, der deltog i debatten om den tidlige danske velfærdsstat. Ofte indgik skønlitterære forfattere i visionære samtaler med de folkevalgte. For i den tidlige velfærdsdebat var der et rum til litteraturens stemmer, som ikke findes i nutidens rationelle debatklima, siger litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard, der er forfatter til en doktorafhandling om emnet

”Den stiltiende forudsætning for hele velfærdssystemet er, at det kun er et middel, ikke et mål; social sikkerhed kan aldrig være et mål i sig selv, kun en baggrund for den enkeltes personlige eksistens.”

Det var en af de mest tindrende klare definitioner på velfærdsstaten, der blev formuleret i Statsradiofonien i sommeren 1956. Den ramte simpelthen hovedet på sømmet i datidens politiske landskab, siger professor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet, Lasse Horne Kjældgaard.

Ordene var ikke formuleret af en politiker, en professor i statskundskab eller nogen anden aktør med tilknytning til Slotsholmen eller de samfundsvidenskabelige universitetsfag.

De var derimod nedskrevet og oplæst af den 27-årige forfatter Villy Sørensen, der i radioforedraget ”Velfærdsstaten og den suspenderede personlighed” leverede et forsvar for den nye samfundsmodel, som blev udskældt for mangt og meget, men hvis betydning ingen politikere tilsyneladende kunne finde ud af at indkredse. Og sådan endte Villy Sørensens idé om velfærdsstaten med at indlejre sig i den offentlige debat i årene efter – endda hos politikere fra vidt forskellige fløje. Noget, som nok næppe ville ske i nutidens debatklima, siger Lasse Horne Kjældgaard.

Litteraturprofessoren forsvarede i sidste måned doktorafhandlingen ”Meningen med velfærdsstaten: Velfærdsstatsdebat og dansk litteratur 1950-1980” – et 10 år langt og mere end 600 siders tykt forskningsprojekt, der undersøger debatten om velfærdsstaten, som den udfoldede sig blandt politikere og forfattere i efterkrigsårene og flere årtier frem.

For det var ikke tilfældigt, at en forfatter som Villy Sørensen kunne få stor gennemslagskraft i halvtredsernes politiske offentlighed, selvom hans metier var skønlitteratur og ikke politik. Den tidlige debat om velfærdsstaten gav nemlig rum for en helt særlig form for offentlig samtale mellem politikere og forfattere, som vi aldrig har set sidenhen, siger Lasse Horne Kjældgaard:

”Debatten om velfærdsstaten op gennem halvtredserne, tresserne og halvfjerdserne var ikke en politisk debat, som vi kender dem fra i dag. Det var kulturdebat, hvor politikerne inviterede forfattere, kunstnere og humanistiske intellektuelle til at debattere visionerne for velfærdsstaten sammen med dem. Man havde jo endnu ikke opbygget den her nye samfundsmodel. Den var stadig i sin vorden. Ja, man havde end ikke defineret begrebet fuldstændigt, så politikerne var præget af en meget søgende indstilling. De havde ikke svarene selv, og det var de ganske ærlige og åbne omkring.”

Der var faktisk i ganske bogstavelig forstand tale om en åben invitation fra landets øverste embede til kulturlivet om at deltage i debatten om den dengang spæde velfærdsstat. I et interview med Dagbladet Information i juni 1960 kom den dengang nytiltrådte statsminister, socialdemokraten Viggo Kampmann, med en bøn til kulturlivet. En slags appel om rådgivning og et ønske om at nedbryde skellet mellem kultur og politik:

”Vi har i høj grad behov for vejledning,” sagde han.

”Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at raadgive os paa kærlig og forstaaende maade, ville meget være vundet! De kan naturligvis trække sig tilbage, men maa saa være klar over, at regeret bliver der alligevel.”

Den form for offentlig erkendelse af, at man faktisk ikke helt ved, hvilken retning man skal gå i, ser man ikke i dansk politik i dag, hvor skråsikkerhed nærmere er reglen end undtagelsen, mener Lasse Horne Kjældgaard. Det skyldes dels, at velfærdsstaten dengang, modsat i dag, var et stykke uudforsket land, men det handler i lige så høj grad om, at det politiske og litterære miljø havde langt flere fælles berøringsflader, end de har i dag.

”Både politikerne og forfatterne havde dengang flere offentlige kasketter på, for foraene var langt mere sammenflettede, hvilket kulturtidsskrifterne er et godt eksempel på. Det var ret normalt, at man som læser af det venstreorienterede ’Politisk Revy’ eller det socialdemokratiske ’Frit Forum’ mødte teater- eller boganmeldelser i spalterne skrevet af politikere som Viggo Kampmann eller Jens Otto Krag eller essays og kronikker om samfundsspørgsmål skrevet af skønlitterære forfattere. Så det var ganske naturligt at finde sammen i en samtale om fremtidens samfund,” siger litteraturprofessoren.

Lasse Horne Kjældgaard har i afhandlingen underkastet en række fiktionsværker fra perioden en slags velfærdslitterær analyse.

For velfærdsdebatten var ikke kun isoleret til aviserne og radioen.

Den flød også naturligt ind i forfatternes virke og satte et aftryk på deres litteratur. I 1964 udkom Villy Sørensen eksempelvis med novellesamlingen ”Formynderfortællinger”, som alene i titlen tager velfærdsstaten under behandling. For ”formynderisk” var det udtryk, som velfærdsstatens modstandere plastrede på begrebet, siger Lasse Horne Kjældgaard.

Året efter udkom Anders Bodelsen med novellen ”Drivhuset”. Titlen bygger videre på en allerede formuleret metafor om velfærdssamfundet. For et drivhus var netop, hvad den konservative politiker Poul Møller sammenlignede velfærdsstaten med. Borgerne i drivhuset var planter, som levede godt under trygge, lune kår. Men så snart de blev udsat for verden uden for drivhusets beskyttende glas, ville de forgå.

”Anders Bodelsen bruger drivhuset som en metafor for velfærdsstaten og sit eget litterære projekt, som går ud på at kigge ind i drivhuset og skildre, hvilke planter der lever under så gunstige betingelser, som borgere gør i velfærdsstaten.”

Op gennem halvfjerdserne bliver den realistiske velfærdslitteratur suppleret af en slags ”velfærdsdystopisme”, hvor forfattere som Henrik Stangerup og Svend Åge Madsen digter velfærdsstaten helt ud på et absurd overdrev med udgangspunkt i nogle af de mere radikale tanker, der var til stede i samtidens politiske debat.

”Mange af de her bøger udkommer til stor opmærksomhed, også hos politikerne.” ”Henrik Stangerups ’Manden der ville være skyldig’ bliver for eksempel af mange læst som en kritik af velfærdsstatens umyndiggørelse af mennesket, og den konservative Erik Ninn-Hansen forsøger ligefrem at tage bogen til indtægt for sit eget politiske ståsted,” siger Lasse Horne Kjældgaard.

Men samtalen varer ikke ved, for op gennem halvfjerdserne kommer velfærdsstaten i hård økonomisk krise, og politikerne indser, at udgifterne til den ellers lystigt voksende offentlige sektor må begrænses. Og det skubber for altid debatten i en anden retning, siger Lasse Horne Kjældgaard:

”Diskussionen om velfærdsstaten udvikler sig gradvist til at blive meget specifik. Samtalen om visioner og idealer forstummer til fordel for diskussioner om økonomi og politiske styringsredskaber. Velfærdsstaten skal tøjles, den skal kontrolleres. Og i den diskussion har kunstnere og forfattere svært ved at bidrage kvalificeret. Det bliver langsomt, men sikkert en samtale for politikere og teknokrater, og sådan har det faktisk været lige siden. Prøv at forestille dig en forfatter tale med om, hvordan vi skal effektivisere ældreområdet. Det er ikke så sandsynligt, vel?”

Iet historisk perspektiv var udviklingen mod en mere teknisk og økonomisk velfærdsdebat nok uundgåelig. Men med den nye vending i debatten var der noget substantielt, der gik tabt, siger Lasse Horne Kjældgaard. For hvor politikerne og forfatterne i de tidlige år var enige om, at velfærdsstaten ikke kunne begrunde sig selv, men skulle anskues som et middel til at opnå andre mål, blev velfærdsstaten pludselig endepunktet. Den blev og er stadig målet, man stræber efter.

”Prøv at lytte til den politiske velfærdsdebat i dag. Det er en økonomisk rationel debat om, hvordan vi driver og opretholder det eksisterende. Det klassiske politikerspørgsmål ’Hvordan får vi mest velfærd for pengene?’ illustrerer det måske allerbedst.”

Men hvad nu hvis politikere, journalister og meningsdannere for en kort periode kiggede bagud og lod sig inspirere af den tid, hvor hegnet mellem de politiske og de litterære cirkler var knap så højt?

”Så kunne vi meget vel spørge os, om velfærdsstaten kan bruges til andre mål, og hvad disse andre mål i givet fald kunne være. Det spørgsmål, tror jeg, er sundt at tage op i ny og næ. Det ville i hvert fald skabe en bredere og mere inkluderende debat. Men det kræver selvfølgelig, at man for en kort bemærkning tør sætte spørgsmålene om økonomi til side.”

8