Dengang Henrik Pontoppidan gav alle danske præster én på frakken

Det er slemt med kristendommen, men det er måske værre uden. Pontoppidan var ubeslutsom på højt niveau i sit livs foredrag

Henrik Pontoppidan (1857 - 1943).
Henrik Pontoppidan (1857 - 1943). Foto: NF/Ritzau Scanpix.

I januar 1914 holdt forfatteren Henrik Pontoppidan et foredrag i Aalborg under titlen ”Kirken og dens Mænd”. Det var noget af en begivenhed, for selv om forfattere både den gang som nu drog land og rige rundt for at holde foredrag, gjaldt det ikke Pontoppidan. ”Kirken og dens Mænd” var det eneste rigtige offentlige foredrag, han holdt i sit liv. Bortset fra at han gentog det i Horsens måneden efter. Senere på året udkom det i bogform.

Hvorfor Pontoppidan undgik foredrag, vides ikke med bestemthed. Måske var han for sky, måske følte han ikke, at han havde organ eller talent for at tale en stor forsamling op. Han havde også i sine skrifter et skarpt, til tider ondt, øje for hvordan den offentlige taler kan beruse en menneskemængde.

Titlen og dermed emnet holdt han for sig selv indtil få dage før begivenheden. Han sagde nej til senere at holde foredraget i Studentersamfundet i København, fordi han helst kun ville tale for sine modstandere! Ved en anden lejlighed skrev han, at han helst ville tale for en ”Arbejderforsamling” og han i øvrigt ikke ville ”være en litterær Variétéfigur, der agerer for Nysgerrigheden”.

Hvad sagde Pontoppidan så i foredraget? Det var et heftigt angreb på hele den danske præstestand, uden smålig skelen til kirkelige retninger og individuelle repræsentanter for standen. De fik med grovfilen over en kam, alle de 1100 præster, der her i 1914 hver søndag besteg landets prædikestole. Anekdoter og perfidier stod i kø for at komme til i det veloplagte foredrag, der må have glædet brødrene Brandes. Endnu på dette sene tidspunkt kunne Pontoppidan gælde for en af Det Moderne Gennembruds mænd.

Der knytter sig imidlertid en ejendommelighed til foredraget, hvis man gerne vil læse det som en oplysningsmand, der tordner mod religionen. Det er de moderne præster, Pontoppidan kritiserer: de liberale præster, der omfavner moderne videnskab, bibelkritik og humanisme og som måske endda koketterer med at være ”fritænkere” eller lidt kætterske; det er datidens Thorkild Grosbøll’er, hvis det da ikke ligefrem er datidens ”grundtvigske midtbane” som en af mine polemiske venner foreslog.

Som modbillede fremmaner Pontoppidan langt mere strenge og dogmefaste præster fra svundne tider. Det gør han med en sådan lidenskab, at han er nødt til at præcisere, at han skam ikke går ind den gode, gamle kristendom. Sådan skal det ikke forstås. ”Jeg er tværtimod overbevist om, at den augsburgske Dogmekirke nu går sin endelige Opløsning imøde. Dens Livskilder er udtørrede, dens Moderbryst er blevet goldt. Den er et opsminket Lig …”.

Hvad er det egentlig, Pontoppidan vil med denne fremhævelse af noget, der samtidig byder ham inderligt imod? Da jeg i sidste uge endnu en gang tumlede med dette spørgsmål uden at finde et svar, greb jeg ud efter dagens udgave af nærværende avis for at få et pusterum. Her fandt jeg en interessant artikel under overskriften ”Amerikansk kristendom er ved at miste sin liberale fløj”.

Artiklen beskriver en udvikling i USA, hvor den liberale del af protestantisk kristendom i disse år taber voldsomt terræn til den evangelikale del. Det indebærer blandt andet, at kristendommen snarere end at være noget, der kunne samle begge politiske fløje, nu indgår i den heftige polarisering. Kristendommen bliver i stigende grad opfattet som en konservativ pol i kulturkampen, noget der hører Det Republikanske Parti til. De liberale protestanter er med årene blevet mere og mere utydelige. De har simpelthen ikke kunnet overbevise om, at der er noget at komme efter i kirken, som man ikke kan få i det sekulære samfund, udtaler en ekspert i artiklen.

Det slog mig pludselig, at det er en sådan udvikling, Pontoppidan forudser og advarer imod i 1914. Han brød sig ikke om kristendommen, men måske brød han sig endnu mindre om at den fortyndede sig selv til uigenkendelighed. Et fredeligt forlig med fornuften kan ikke stilne ”Hjertets inderste trang”. For som han også siger om fornuften i foredragets måske mest uforglemmelige ord: ”For så billigt Køb, i så stor Magelighed udleverer Tilværelsen heller ikke sine Hemmeligheder”.