Ni kendte danskere fortæller om et helt særligt juleminde

Ni kendte danskere fortæller her deres mest særlige juleminde.

Lise Nørgaard fik et uventet besøg i 1943. Bodil Jørgensen stjal engang en knallert. Ulf Pilgaard mistede sin præstefar. Juleaften kan forløbe på mange uventede måder. Læs eller genlæs ni kendte danskeres historier om deres helt særlige juleminde

Om lidt er det jul, en begivenhed, mange ser frem til og planlægger ned til mindste detalje. Men det er ikke altid, at dagen og aftenen forløber som ventet. Derfor har mange formentlig også mindst en juleaften, der skiller sig ud fra de øvrige af en eller anden grund.

Måske anden brændte på et år, og der måtte hentes pizza. Eller også faldt sneen så tæt, at gæsterne ikke kunne komme frem. Eller der kan være en helt tredje grund til, at du husker netop én jul fra de øvrige.
 
For forfatter, foredragsholder og tidligere sognepræst Lisbeth Smedegaard Andersen blev julen i 1979 en helt særlig oplevelse, da hun i New York fik Kristus-lyset til at skinne med ekstra intensitet. 

For skuespiller Ulf Pilgaard har julen altid været forbundet med hans far, fordi han døde i dagene op til juleaften i 1972. Forfatter Kim Fupz Aakeson til et år Berlin og barrikaderede sig mod juleaftens særlige stemning. Og for folketingsmedlem Ida Auken (R) var en jul i Australien en påmindelse om, at julens højtidelighed handler om mennesker og ikke om omgivelser.

Læs eller genlæs deres og andre kendte danskeres særlige juleminde.

Glædelig jul!

Dengang en uventet gæst ringede på Lise Nørgaards dør

 99-årige Lise Nørgaard er formentlig mest kendt som manuskriptforfatter til tv-serien ”Matador” og for ...

Lise Nørgaard arbejdede som ung som journalist og rapporterede blandt andet fra Tyskland lige efter krigen. Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto

Jeg har haft mange interessante juleaftener. Men den mest usædvanlige indtraf i 1946, hvor jeg i efteråret var udsendt som journalist i Hamborg og skulle rapportere til den samlede Venstre-presse i Danmark.

Det var en helt igennem chokerende oplevelse at se den sønderbombede by, jeg så ofte havde besøgt som barn.

Jeg opholdt mig i byen i fire uger, og den positive side af sagen var, at jeg fik mange gode venner under opholdet. Alle internationale journalister, der var udstationeret i byen, boede sammen i en villa med udsigt over byen. Det var ikke en særlig smuk udsigt dengang.

Det endte med længerevarende venskaber, og vi lovede hinanden at holde kontakten og skrive til hinanden, og det gjorde vi så.

Læs eller genlæs hele artiklen her.

Ulf Pilgaard: Min far døde julenat

Ulf Pilgaard har altid forbundet julen med sin far, der var præst. Foto: Polfoto/DAVALI PHILIP

Jeg har altid forbundet julen med min far, der var præst i Holme Kirke ved Aarhus.

Juletiden var en barsk tid for ham, især hvis helligdagene faldt uheldigt, så han både skulle prædike søndag, juleaften og første og anden juledag lige efter hinanden. For han gjorde sig altid umage med sine prædikener. Han var altid usikker på, om han nu gjorde det godt nok.

Det var hans mørke side. For hans prædikener var altid fulde af lys og eminent gode. Og med tiden blev han nærmest også en kultpræst for teologistuderende, der kom for at høre ham. Han forstod at forene sin glade kristendom med et hverdagsagtigt sprog med små sjove anekdoter.

Læs eller genlæs hele artiklen her.  

Kim Fupz Aakeson: Jeg har aldrig været den store julefætter

Kim Fupz Aakeson husker en særlig jul i Berlin uden familie Foto: Polfoto/Sofia Busk

Jeg har aldrig været den store julefætter. Men jeg kan godt lide julen, og jeg har altid fejret juleaften.

Mine forældre havde særlige traditioner for, hvornår og hvem og hvordan. Da jeg så selv blev far, skulle jeg holde jul med min egen familie. Jeg blev så siden skilt og gift igen.

For seks-syv år siden var der pludselig ingen børn juleaften på grund af vores skilsmissesituation, og min store datter skulle være hos sin mor, og min hustru, Pernilles, søn hos sin far for første gang.

Så stod vi der helt alene og skulle være alene for første gang juleaften. Vi kiggede på hinanden og sagde ”øh”, og det gik op for os, hvor meget julen handler om netop familie og ikke mindst børnene og om at lære dem at føre traditionerne videre. Men tanken om at skulle sidde helt alene derhjemme juleaften var absurd.

Læs eller genlæs hele artiklen her. 

Ida Aukens højtidelige jul på den anden side af jorden

Ida Auken, MF fotograferet i

Ida Auken tog til den anden side af kloden for at holde jul Foto: Leif Tuxen

Sidste år var jeg med min familie i Australien, hvor vi fejrede jul på en helt anden måde end normalt.

Vi boede ved min mands kollegas familie, og de var så gæstfrie, at vi måtte deltage i deres juleritualer.

Det betød, at vi fejrede dansk jul den 24. december om aftenen og australsk jul første juledag om morgenen. Det var noget ganske særligt. Vi badede blandt andet med nissehuer på, og det var jo helt anderledes end normalt.

Læs eller genlæs hele artiklen her.  

Smedegaard: Lys og jul hører sammen

Lisbeth Smedegaard Andersen, præst og

Lisbeth Smedegaard Andersen, præst og forfatter. Foto: Arkivfoto

I 1979 var jeg hjælpepræst ved Den Danske Sømandskirke i New York, og december det år blev en helt særlig, varm oplevelse for mig og min familie. Vi boede i et lejet hus, og de mennesker, vi havde lejet huset af, boede selv i en mindre forstad til New York.

En uges tid før jul inviterede de os på besøg. Vi ankom hen på eftermiddagen, hvor det begyndte at blive mørkt, og sneen dalede. Vi havde nok forestillet os en hyggelig eftermiddag og aften indendøre, men i stedet fik vi besked på at beholde overtøjet og vanterne på, for vi skulle ud at gå. Og pludselig var vi midt i den amerikanske tradition med at gå fra hus til hus, mens vi sang julesange.

Det foregik sådan, at vi sammen med vores værtsfamilie gik over til naboen og sang, hvorefter naboerne fulgte med til det næste hus. Sådan fortsatte det, til vi var en stor flok. Der gik vi så, syngende gennem sneen med levende lys i hænderne.

For amerikanerne var det en helt naturlig ting at gøre, og alle steder var man ventet og blev budt på godter. For os, der aldrig havde oplevet det før, var det noget helt særligt at mærke den venlighed og varme, amerikanerne mødte deres naboer med. Og ikke mindst gjorde det indtryk at se den række af levende lys i mørket, der blev båret frem.

Læs eller genlæs hele artiklen her.  

Sebastian Klein: Julen er børnenes og familiens fest

Julen er mest for børnene, siger Sebastian Klein Foto: Polfoto

Som barn går man meget op i julens gaver, og da jeg var ni år gammel, ønskede jeg mig også alt muligt til jul. Men allermest et bordtennisbord.

Det var en uopnåelig drøm, for det var dyrt, det vidste jeg godt.  

Juleaften var hele familien – bedsteforældre, mostre, fætre, kusiner og så videre – samlet i vores kælder. Vi var nok 20 mennesker. Og jeg kan huske, hvordan det hele sitrede på mig, fordi jeg vidste, at ovenpå stod juletræet med de mange gaver under. 

 Jeg syntes, det var hyggeligt, at hele familien kom på besøg, men der var jo så mange retter, vi skulle igennem, før jeg kunne komme op til gaverne. 

Læs eller genlæs hele artiklen her.  

Bodil Jørgensen: Ventetiden var ulidelig

Heldigvis overlevede skuespiller Bodil Jørgensen ulykken for to år siden, men som det blev påvist i DR 2- ...

Engang stjal Bodil Jørgensen en knallert juleaften Foto: Leif Tuxen

Jeg kan huske en juleaften engang, da jeg som barn boede i den lille, stille stationsby Vejen. Klokken var hen ad 19, og der var så stille i gaderne.

Vi var altid lidt sent ude med alting, men denne aften var vi særligt forsinket, nok på grund af min far, som var noget af en underlig strejfer og ofte forsvandt, når alt helst skulle klappe. Så var han pludselig væk, enten i kælderen eller i ude i legehuset for at gøre et eller andet. Jeg kender det godt lidt selv, når noget brænder på. Så trækker jeg mig en smule. Men ofte var han der bare ikke, og så blev vi altså forsinkede.

Og ventetiden var ulidelig lang, før maden overhovedet var klar. Min storesøster havde fået en Velo-knallert, og jeg sagde til min to år yngre bror, at vi lige kunne tage en tur på søsters knallert for at få tiden til at gå.

Læs eller genlæs hele artiklen her.  

Da præstens søn fik tommeltotten klemt i kirkebøssen

Biskop Henrik Wigh-Poulsen glemmer den jul, hvor hans søn fik fingeren klemt i kirkebøssen. Foto: Polfoto/Christian Klindt Sølbeck

Da jeg som nyudklækket præst skulle holde min allerførste juleaftensgudstjeneste, var jeg lettere anspændt.

Jeg vidste jo, at en stor del af det lille Lejrskov Sogns befolkning ville møde op, og de ville nok også se mig an og tænke: Prædiker han nu ordentligt?

Jeg husker det, som om sneen dryssede ned. Jeg stod ved min pult i præstegården og forberedte min prædiken for 117. gang. Det var magtpåliggende for mig at sige noget meningsfuldt.

Noget, der kunne give håb til de modløse, trøst til de sørgende og ramme så bredt, at også børnene fik noget ud af det. Mens jeg stod der, kunne jeg ud ad vinduerne se, hvordan bil efter bil blev ved med at trille ind på kirkens parkeringsplads.

Læs eller genlæs hele artiklen her.  

Isam B: Juleaften er årets kedeligste aften for en muslim

Isam B. drømte om at se en rigtig dansk jul. Foto: Polfoto

Juleaften er årets kedeligste aften for en muslim. Sådan var det særligt, da jeg var barn i Brøndby Strand. Alle butikkerne var lukkede. Alting var lukket.

I skolen havde vi i hele december måned lavet julepynt og guirlander som et langt projekt, der peger frem mod juleaften, som vi muslimer ikke skulle holde. Men vi havde fået fortalt historier om, hvordan man juleaften dansede om juletræet og sang. Min ven Waqas og jeg tænkte, at vi gerne ville se sådan en rigtig dansk jul.

Vores ven Lenny er katolik, så om aftenen, da han skulle holde jul med sin familie, sneg Waqas og jeg os ind i Lennys have og gemte os i en busk. For så kunne vi se, når han og hans familie dansede om juletræet.

Læs eller genlæs hele artiklen her.