Denne bog er noget af en bedrift: Man efterlades med en sær form for ømhed

Johannes Lilleøres ”Kannibalen” udspringer af virkelige hændelser. Og de gør virkelig indtryk

Det er nemt at gøre nogen til monster, men straks sværere at gøre det monstrøse menneskeligt. Men det lykkes faktisk for Johannes Lilleøre i "Kannibalen", der udkommer i dag.
Det er nemt at gøre nogen til monster, men straks sværere at gøre det monstrøse menneskeligt. Men det lykkes faktisk for Johannes Lilleøre i "Kannibalen", der udkommer i dag. . Foto: Sara Galbiati.

Med mindre end en uges mellemrum har Gyldendal udgivet to små romaner, der bærer undertitlen ”en kærlighedshistorie”.

Først var det sangerinden Katinka Bjerregaards debutroman ”Klump”, og nu udkommer altså Johannes Lilleøres fjerde roman, ”Kannibalen”. Det er givetvis tilfældigt, at de to romaner deler undertitel, men der er alligevel et slægtskab at spore på den måde, at de begge behandler både kærlighedshistorien og romangenren på mere utraditionelle måder.

Johannes Lilleøres nye roman er da også en bearbejdelse af det teaterstykke af samme navn, som forfatteren debuterede med som dramatiker i 2022. I bogform består fortællingen således mere eller mindre udelukkende af en dialog, der stedvis inkorporerer regibemærkninger om personernes gøren og laden.

”Kannibalen” udspringer af virkelige hændelser. Mange vil måske huske sagen om Armin Meiwes, kendt som ”Kannibalen fra Rotenburg”, som i 2001 amputerede en anden mands penis, som han og den amputerede spiste sammen, hvorefter Meiwes, efter indbyrdes aftale, dræbte manden, parterede ham og spiste af kødet de følgende måneder.

Historien lyder jo fuldkommen forrykt og kvalmende grænseoverskridende i sin voldelighed, når man gengiver den på denne måde, men på en eller anden måde lykkes det Johannes Lilleøre at forvandle det makabre stof til en historie om en transaktion begået i nænsomhed mellem to ensomme mænd.

Manden, som frivilligt lod sig slagte og spise af Armin Meiwes, hed Bernd Jürgen Armando Brandes, og i bogen taler de to stemmer sammen fra hver sin spalte på siderne som henholdsvis ”A” og ”B”.

Stemmerne befinder sig både efter og samtidig med begivenhederne: Sommetider kommenterer de retrospektivt på handlingen, og andre gange opsluges de i handlingens nu. På den måde løsrives de fra deres kroppe og bliver kondenseret som det, de er: fortrængte stemmer fra virkeligheden, der i Lilleøres dramatisering har fået taletid og et sted og et rum at blive betragtet og undersøgt i.

De minimalistiske replikker efterlader så megen luft omkring mændene, at der bliver plads til, at læseren kan træde helt tæt på og udfylde de tomme pladser med sin egen indfølingsevne.

Sammen gør A og B rede for hele forløbet, fra de stifter bekendtskab med hinanden via det kannibalistiske internetforum, de begge er medlem af, og hvor Armin annoncerer efter mænd, som vil spises. Det vil Bernd, og efter tre måneders chatten frem og tilbage om handlingens mere præcise udformning mødes de på Armins 36-værelses herregård, hvor et særligt rum er indrettet til formålet med kødkroge, badekar og slagtebænk. Efter et mere eller mindre mislykket erotisk forspil i sengen, hvor Bernd beskylder Armin for at trække i land, skrides der til handling, og herfra er der ingen vej tilbage.

Undervejs får vi indblik i de to smerteligt ulykkelige skæbner, som har formet mændene. De er begge blevet forladt af deres forældre i en eller anden forstand og på en måde, som har præget dem for livet. Bernd ønsker udfrielse fra sin depressive tilstand i en eksplosion af smerte. Armin ønsker sig en ven, som aldrig vil forlade ham, og som vil blive ét kød med ham.

I retssagen, som skildres i bogens slutning, forklarer en psykiater Armins kannibalistiske fetichisme således: ”Hr. Meiwes er parafil. Parafili beskriver en afvigende seksuel drift, der er forbundet med særlige objekter eller situationer, ofte står denne drift i vejen for gensidig kærlighed. Den parafile ser dog ikke selv noget sygeligt ved sin praksis.”

På den måde bliver ”Kannibalen” også en historie om ulykkelig kærlighed, fordi det ritual, som Armin ser som den ultimative forening mellem to mennesker, for Bernd er et middel til at slippe fri af verden.

Man må tage hatten af for Lilleøres mod til at arbejde med så betændt et stof, men måske endnu mere for hans vilje til om ikke at forstå så i hvert fald at forsøge på det. Det er nemt at gøre nogen til monster, men straks sværere at gøre det monstrøse menneskeligt. Men det lykkes faktisk, og derfor efterlades man som læser ikke (i hvert fald entydigt) frastødt, men snarere opfyldt af en sær form for ømhed. Det er lidt af en bedrift.

Johannes Lilleøre: Kannibalen – en kærlighedshistorie. 118 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.