Prøv avisen
Bog

Denne bog er så oplysende, at man sagtens kan genlæse den

5 stjerner

Britiske Douglas Murrays øjenåbnende bog om identitetspolitik, ”The Madness of Crowds”, udkommer nu på dansk

Man kan stadig huske de gode, gamle dage indtil for få år siden, hvor man kunne gå og grine lidt i skægget over, hvad man hørte fra USA om ”identitetspolitik” og ”krænkelseskultur”. Måske formastede man sig endda til at bilde sig ind, at så ekstremt ville det aldrig blive i Danmark.

Nu er det over os. Man kan knibe sig i armen over det, men her hjælper ingen kære mor – hvis man ellers stadig uden at krænke nogen kan anvende ordet ”mor”.

Hvor mange af vore medier, vel ud fra den jernhårde lov om den laveste fællesnævner, mest forholder sig sensationalistisk til disse spørgsmål, er der her en bog, som varmt anbefales enhver, der vil dybere ned i, hvad de handler om.

Britiske Douglas Murray udgav ”The Madness of Crowds” sidste år. Jeg anmeldte den her i avisen den 16. november og gav den fem stjerner. Nu udkommer den så på dansk under titlen ”Hordernes hærgen”, og jeg ser ingen grund til ikke også at give dén fem stjerner, selvom jeg ikke er meget for titlen. ”Horder” – leder det ikke mere tanken hen på tatarers bopladser eller hunnerangreb end på moderne massesamfund? Jeg savner også originalens person- og emneregister, som i den danske udgave er reduceret til blot et personregister.

Til gengæld er bogen forsynet med et fortrinligt forord af litteraten Marianne Stidsen, som dels fører problematikken up to date – og der har unægtelig ikke været mangel på sager siden sidste år, jævnfør George Floyd, Black Lives Matter og overgreb på ”onde” statuer – dels minder om danske udløbere, såsom Eskimo-is og forholdene på universiteterne.

Murray fokuserer i sin bog på tidens offer-denominationer inden for køn, seksualitet og race. Han er grundig, bogen er empirisk velargumenteret, han skriver levende og effektivt, og oversættelsen tager ikke noget fra det. Vel er det en forfaldshistorie, men er det ikke altid opmuntrende, når nogen formår at skære ind til benet?

Identitetspolitikken kommer fra amerikanske universiteter post 1968. Allerede i 1987 beskrev Allan Bloom dens udgangspunkter i sin dengang øjenåbnende ”The Closing of the American Mind”, der på dansk hed ”Historien om Vestens intellektuelle forfald” (1991).

Bloom forholdt sig kritisk til 1980’ernes studerende. De store fortællinger var braset sammen, og nu kunne enhver skabe sine egne værdier. Alligevel var der især særlig beundring for dem, der postulerede ”ufravigelige værdier” og stod fast på dem, særligt minoriteters ”offerværdier”. Studerende derfra så ud til at være mere i kontakt med et ”indre selv”, selvom det mest var et romantisk postulat.

Derfra udviklede universiteterne i USA sig til skræppende kalkunfarme af mere eller mindre splintrende identitetsgrupper i alle retninger. Der hersker et krav om betingelsesløs tolerance, undtagen over for ”hvidhed” – medløberiet grasserer, identitetspolitikken rydder bordet. Et stupidt samfund breder sig, nu også hertillands.

Blooms advarsel kom for over 30 år siden. Hans bog blev en bestseller, men den gjorde ingen forskel for den nye totalitarisme. Sådan er det med bøger. Det har heldigvis ikke forhindret Murray, som i sin bog er på linje med Bloom og ser identitetspolitik som et produkt af postmarxistiske miljøer på amerikanske universiteter.

Da den traditionelle marxisme, som havde kolporteret kapitalismekritik og utopi på arbejderklassens vegne, kollapsede i 1970’erne og balkaniseredes i diverse minoritetsfrigørelsesbevægelser, blev det et vigtigt postmarxistisk projekt at forene disse, som det bedst lod sig gøre.

Det er resulteret i begrebet ”intersektionalitet”, som postulerer et skæringspunkt mellem flere undertrykkelsesforhold, hvor altså dette for eksempel at være en fattig, sort, lesbisk kvinde ikke længere blot ses som en simpel addition af ”fattig”, ”sort”, ”lesbisk” og ”kvinde”, men hvor disse forhold virker forstærkende på hinanden.

Det skulle definere et fællesskab mellem grupperne, men fører faktisk til konkurrence mellem offer-identiteter; Mark Lilla kaldte i bogen ”The Once and Future Liberal” fra 2017 fænomenet en ”offer-olympiade”.

Som Stidsen skriver i sit forord: Heraf følger, at ”transseksuelle og handicappede skal have lov til at gå forrest i fx den årlige Pride-parade. Mens dem, der ’kun’ er homoseksuelle, må værsgo gå bagerst”.

Men som Murray konkluderer: Rettighedskrav forener ikke, de splitter. Den enes særlige frihed bliver den andens ufrihed. Fokus har især været på de transseksuelle, som måske nok vinder olympiaden, men ikke udtrykker andet end frustration og ulykke.

Tilbage står i dag en samfundsmajoritet – de fleste – der måske et langt stykke af vejen har været velvillige, men også måbende og grundforvirrede. Hvad vil det i dag sige at være et godt menneske? Douglas Murrays ideal er Martin Luther King, som drømte om, at hans børn en dag skulle leve i en nation, ”hvor de ikke dømmes ud fra deres hudfarve, men ud fra deres karakter”.

I dag – 50 år senere – føler en akademikertype som professor Robin DiAngelo sig foranlediget til over for et publikum på Boston Universitet at undskylde sin hvidhed med ordene:

”Jeg ville gerne være lidt mindre hvid, det vil sige lidt mindre undertrykkende, ubetænksom, defensiv, uvidende og arrogant.” Og hun sætter trumf på med præciseringen, at hvide, der ser andre som individer i stedet for at se på deres hudfarve, faktisk er ”farlige”.

Dermed er Martin Luther Kings problemstilling vendt på hovedet.