”Situationen, som den har set ud længe, må beskrives ligeud. Lad os bare sige, at et betydeligt antal mænd hader kvinder, om det så er fremmede, der bliver chikaneret på gaden, Twitter-brugeren, der bliver truet til tavshed på nettet, eller hustruen, der bliver banket.”
Det er ikke i småtingsafdelingen, vi finder amerikanske Rebecca Solnits bombastiske udfald mod vores – Vestens, og egentlig også resten af verdens – ”voldtægtskultur”. En kultur, der systematisk favoriserer mænd, en kultur, der kvæler kvindens stemme og fratager hende frihed og råderum – økonomisk, socialt, professionelt. Men med sine anklager mod manden og det maskuline i det hele taget repræsenterer Solnit en alarmerende ny form for ideologisk mainstream i den moderne feminisme. Et forvrænget ekko fra fortidens mandschauvinisme, hvor kvinder kollektivt tillagdes alskens dårligdomme bare på grund af deres køn.
Rebecca Solnit (født 1961) er ikke bare historiker og forfatter, men et feministisk fænomen med en enorm følgerskare. Kvinden, der efter sigende er ophav til begrebet ”mansplaining”, skønt hun aldrig selv har brugt det, er blevet kaldt alt fra popfeminist og ekstremist til en af vor tids vigtigste stemmer, der talte om seksuel chikane og samtykke før MeToo.
Det hele begyndte tilbage i 2008 med essayet ”Mænd forklarer mig ting”, hvor hun med afsæt i en anekdote fra sit eget liv – en fest, hvor en fremmed mand vist kommer for skade at fortælle hende ting, hun godt ved – udfolder en vidtgående tese om mænds generelle tilbøjelighed til at afbryde, underminere og dominere kvinder i alle tænkelige henseender.
Og det er et gennemgående træk ved Solnits generelt svage argumentatoriske linje, at den tager afsæt i mere eller mindre dunkle anekdotiske eksempler, hvorudfra hun fremmaner et sindrigt narrativ om patriarkalske magtstrukturer og strukturel kvindeundertrykkelse. En historie, hvor kvinden altid er forfordelt og umyndiggjort, og hvor manden altid i en eller anden forstand er voldelig (direkte eller indirekte). Det er med begreber som ”toksisk maskulinitet”, ”voldtægtskultur” og ”patriarkat” løseligt underbygget af sporadisk kildefattig statistik, at Solnit tegner sit sort-hvide billede af et betændt klima mellem kønnene.
Maskuliniteten er farlig, forstås; ”rovdyrsagtig”, giftig, depraveret. Faktisk i en sådan grad, at planeten Jorden er ubeboelig for kvindekønnet, lyder Solnits i ramme alvor vanvittige slutning. Hen over de mange essays, som dels er samlet i ”Mænd forklarer mig ting”, dels i opfølgeren ”Alle spørgsmåls moder”, der nu udkommer i ét bind i den danske oversættelse, er det de samme temaer, hun trættende vender tilbage til igen og igen.
Ærindet er dog hele tiden det ene; at vise, hvordan hadet mod kvinder ikke er en anomali, en afvigelse fra kulturen, men tværtimod fundamentet for vores kultur. For patriarkatet. Og hadet har mange ansigter, forstår man. Der er tavsheden, som vies adskillige essays, og som kan være enten pålagt udefra med vold eller internaliseret. Alt fra almindelig høflighed og humor til slaveri og folkemord ryger under samme hat som udtryk for det fundamentale kvindehad.
Men som den slovenske filosof Slavoj Zizek ganske rigtigt har anført, er det kritisable ved udsagn som disse den umærkelige sammenblanding af ideologi og neutral ekspertise. Når alverdens dårligdomme i et snuptag og uden videre tilskrives et bestemt køn, manden, er det en fordrejet, forrykt og farlig udskamning af halvdelen af jordens befolkning under dække af neutral sagkundskab og fakta. Og er det da ikke en glidebane i det hele taget at uddele kollektiv skyld og medansvar alene på grund af køn (hudfarve, etc.)?
Solnit er hverken upartisk, videnskabelig eller saglig i sin stærkt ideologiske, farvede fremstilling. Tværtimod bliver hun flere steder ligefrem perfid og nedladende i omtalen af mænd i almindelighed og ”republikanske, hvide mænd’ i særdeleshed – og særligt republikanske, hvide mænd, der tillader sig at stille sig kritisk an over for Solnits feminisme. En stil og indstilling, der ikke gavner sagen endsige hendes etos i det hele taget. Men den kri- tikresistente ”enten er du med os, eller også er du imod os”-attitude, hvor man med det samme stemples som misogynist eller blind marionet i patriarkatets klamme net ved den mindste tøven, er ikke overraskende og synes nærmest kendetegnende for den form for akademisk feminisme, der har rod i det tiltagende ømtålige amerikanske universitetsmiljø, som Solnit udspringer af.
Var forfatteren derimod knap så syrlig, knap så virkelighedsfordrejende, så uunderbygget, så sort-hvid-generaliserende, så sludrende og så mangelfuldt kildehenvisende, kunne det nok have været interessant at forholde til nogle af de problematikker, der rent faktisk åbenbares i bogen. Hvad gør vi ved den destruktive side af tidens maskulinitet? Ved den vold, der faktuelt findes? Med det vaklende mandeideal? Men i Solnits endeløse, unuancerede amokløb mod manden og i hendes ensidige offergørelse af kvinden levnes desværre ikke plads til tale om konkrete forslag. Man vil bare bryde ned. Og det er vel nok sigende for den engang så vigtige feminisme, der desværre på det seneste er gået hen og blevet lidt af en karikatur af sig selv, druknet i besynderlig skyggeboksning mod trafiklys og andre ligegyldigheder.