Med sin debut, ”Åleevangeliet”, der blev solgt til udgivelse i mere end 30 lande, fik den svenske kulturjournalist Patrik Svensson for nogle år siden blandt andet denne læser til at finde ål særdeles spændende i kraft af sin eminente natur- og kulturhistoriske dannelsesberetning. Bogen havde ham selv, hans far og naturligvis ålen som omdrejningspunkt, mens det denne gang er havet, der står for skud i den veloplagte ”Havet og mennesket”.
Faktisk tror jeg, at Patrik Svensson ville kunne få mig til at finde det meste her i verden interessant. I hvert fald er jeg mindst lige så optaget af de mennesker, han maler frem, som af havet, for hans portrætter står som små, fornemme karakterstudier i et værk, der sømløst fletter en enorm mængde fakta ind i sine fortællinger.
En af dem, han skildrer i et af bogens største og mest indtagende portrætter, der næsten lader sig læse som en lille roman, er den amerikanske forsker og forfatter Rachel Carson. Hun gav med blandt andet ”Havet omkring os” fra 1951 og ”Det tavse forår” fra 1962 verden en økologisk samvittighed og bliver af mange betragtet som forgænger for det tankesæt, der er centralt i nutidens økologi og økofilosofi. Med sine bøger ønskede hun at vise, at det var muligt at skrive om naturvidenskabelige emner med skønlitteraturens virkemidler uden at give afkald på hverken det ene eller det andet, og Patrik Svensson har gjort hendes metode til sin egen: at forene dyb viden med forundring i et helt igennem forførende sprog.
Der bliver heldigvis plads til mange andre portrætter og referencer end Rachel Carson, blandt andet til Mumitroldene, Thor Heyerdahl og Kon-Tiki, Joseph Conrad og ”Mørkets hjerte”, til Herman Melville og ”Moby-Dick” og Homer og ”Odysseen”, til Jules Verne og ”En verdensomsejling under havet”, til den første opdagelsesrejsende, Fernando de Magellan, der i august 1519 trådte om bord på sit flagskib "Trinidad" på havnen i Sevilla for at begive sig ud på den sejlads, der gerne bliver betegnet som den første jordomsejling, og til munken Fra Mauro, der tegnede det indtil da mest detaljerede og korrekte verdenskort i 1400-tallet.
Undervejs citerer Patrik Svensson også Pompejus, der gerne krediteres for det latinske udtryk navigare necesse est, vivere non est necesse – Det er nødvendigt at sejle, ikke at leve – og om det skriver han:
“Men jeg vil mene, at udtrykket også har en videre og mere metaforisk betydning. Det har været nødvendigt at sejle, eftersom det ligger i menneskets natur at gøre det. Fordi mennesker lever af altid at drage ud. Fordi de i en fuldkommen opdaget, erobret og oplyst verden mister noget af deres mening og formål.”
Således kan man kun glæde sig over, at den svenske kulturjournalist atter har fulgt sin forundring og er draget ud og vendt hjem med en fortælling, hvor havet udgør den perfekte kulisse for de allerstørste fortællinger om menneskets rolle i verden og dets forhold til naturen og til livet i dets forskellige udtryk, ja, om selve dets plads i eksistensen, som det hedder sig i ”Havet og mennesket”, der hermed anbefales.
Patrik Svensson: Havet og mennesket. Oversat af Søren Vinterberg. 240 sider. 299,95 kroner. Gads Forlag.