Kunsthistorikeren Mogens Nykjær har skrevet en bog, der forløber ad et andet spor end det, han i løbet af sin karriere har lagt. Hans bøger har handlet om Rom, Venedig og Firenze med vægt på barokken og renæssancen. Sporskiftet er ikke større, end at Nykjær i sin nye bog forbliver i Italien, hvor han ud fra en i dag vel næsten overset samling i Firenze komponerer sin fortælling om det moderne Italiens fødsel og dets billeder.
Bogen rummer meget sigende i sin titel ordet forår, til hvilket forfatteren selv afslører sin inspiration, nemlig Ole Vindings klassiker ”Foråret i fransk kunst”. Den blev skrevet i den dystreste tid under Anden Verdenskrig, i 1943, da man i den grad ventede på forår. Vindings far, journalisten Andreas Vinding, var leder af den danske radio i Paris frem til nederlaget i sommeren 1940. Ole Vinding blev her introduceret til de muligheder, der lå i det nye medie, radioen, hvor han blev causeriets mester og benytter af den moderne radiomontage.
Ole Vinding så impressionismen som et forår i den franske kunst, men Mogens Nykjær ser det italienske forår som en besindelse på arven fra renæssancens kunst og på det oprør, der siden 1848 skulle omstyrte tronerne og skabe en samlet italiensk republik. Det skete ikke. Italien blev samlet i et nyt kongerige, og de kunstnere, vi møder i bogen, fungerer som fortolkere af denne skuffelse: foråret, der aldrig rigtig kom. ”Falsk forår”, som Klaus Rifbjerg kaldte en af sine bøger.
Virkelighedens tyngde
Bogen handler om en gruppe florentinske kunstnere mellem 1850’erne og cirka 1900, der går under det svære navn ”I Macchiaioli”, der er dannet ud fra det italienske ord ”macchia” for plet eller markering. Ikke som de franske impressionister, der med deres prikker opløser den sete virkelighed i lysreflekser. De italienske kunstnere insisterer på virkelighedens tyngde, på linje og flade. Deres behandling af lyset er væsensforskellig fra franskmændenes.
Bogens forside prydes af et vildt signaturbillede af Silvestro Lega: ”Curiosià”, altså nysgerrighed. En kvinde står halvt rygvendt bag et tilskoddet vindue og kigger ud på det, kun hun ser. Hun ser gennem skoddernes lameller som privatdetektiven bag persiennen i ikoniske scener fra klassiske amerikanske film med Humphrey Bogart og konsorter. Et mesterværk, der fører på sporet af Mogens Nykjærs greb om stoffet. Bogen er om ikke en leg med medier, så en udfordring af medier, både radiocauseriet, der må have en dynamik for at fastholde sagen og tilhørerne, og filmen med sin fremdrift, sine klip og overblændinger i den episke fortælling.
For mig at se forklarer dette en del af bogens egenart. Den følger tre spor: den politiske historie om Risorgimento, kampen for Italiens genrejsning, det biografiske; skæbner og stemninger under Risorgimento – og sidst, men ikke mindst, kunstværkerne som udtryk for en genfødsel af verden og synet på den. Disse tre spor klippes sammen i en flydende fortælling uden mange brud. Billeder er der masser af, men de beskrives kort – og kun i brødteksten. De klippes sammen med ordene, kommentatorsporet. Billeder og tekst skal så vidt muligt følges ad. Man kan til tider savne et ophold og en dybere beskrivelse eller analyse, men det ville stilistisk bringe værket i ubalance.
Arbejder med skjult symbolik
Hvad maler de så, I Macchiaioli? De maler ikke som impressionisterne det moderne byliv, men det ordinære, lidt tilfældige liv. De maler Italiens historiske mytologier, krigen, 1800-tallets frihedskampe, scener fra slagmarkerne efter slagene.
De klipper, som var de filmskabere, virkeligheden ud i billeder med unådige udsnit af større sammenhænge, masking, som det hedder i amerikansk filmsprog eller i lange panorerende blikke i widescreen. De arbejder med masser af skjult symbolik, helt ned til det, et hotelnavn kan alludere til i samtidens politiske diskurs. De maler det unge Italiens helte, Garibaldi og Mazzini, men ikke nødvendigvis heroisk. De maler sliddet med naturen, med jorden, markerne. De maler de marginaliserede, de fangne, de sindssyge. De maler rum og figurer i rum. De maler en generations traumer, idealernes blegnen, virkeligheden, der er under forandring. De sætter sig spor i det 20. århundredes kunst, ikke mindst hos den stille mester Giorgio Morandi, hvis motivverden mest er flasker, men hvilke flasker og flader!
Mogens Nykjær har et godt blik for det hele, han spilder ikke tiden med digressioner. Ikonografien udvikles ikke, når man for eksempel ser de mange malerier af kvinder, der syr italienske flag og røde skjorter til garibaldisterne. Flagsyningen går tilbage til et motiv i den amerikanske revolution og reflekteres helt frem til Carla Colsmann Mohrs maleri af kvinderne, der syr danske flag på Christiansborg i 1919. Forfatteren søger heller ikke efter ligheder i udtryk med kunstnere eller grupper uden for Italien, i USA for eksempel. Atter ville det ødelægge fremstillingens fremadskriden, dens flow.
Til gengæld giver forfatterne til slut læseren en ekskurs, der forbinder I Macchiaiolis værker med filmen, ikke mindst med Luchino Viscontis tidlige film, men man kunne med lige så god ret pege på storfilm som Bernardo Bertoluccis ”1900” eller Francis Ford Coppolas ”Godfather”-trilogi, hvis billeder ligger i sporet af I Macchiaioli.
Det er umuligt her at introducere de 10-15 kunstnere, det drejer sig om. Man må åbne den flot producerede bog og lade sig føre med af en engageret fortæller, der ved alt og skriver det, han selv vil. Således en anbefaling af en mesterfortælling om et hidtil lukket eller glemt land. De italienske drømmes og erindringers land.