Prøv avisen
Bog

Denne bog om jagt bør nydes langsomt

4 stjerner
Anne-Cathrine Riebnitzsky beskriver i bogen, hvordan man nedlægger 60 stykker vildt – heraf 21 rådyr. –

Anne-Cathrine Riebnitzsky åbner i ”Med bue og pil” jagtens verden for andre end de i forvejen kyndige på området

Jagtens øjeblikke beskrevet på én gang nøgternt og meget konkret – og med dirrende intensitet. Romanforfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky, tidligere soldat og faldskærmsudspringer, gør begge dele i sin bog ”Med bue og pil. Jagthistorier”, bestående af en række selvoplevede beretninger. Enkelte af dem har i en anden form været bragt i Kristeligt Dagblad.

Riebnitzsky omtaler den tradition – paraden – hvor byttet efter en jagt lægges på række, og jægerne tager hatten af i respekt for de dyr, der er blevet skudt. Hendes bog er præget af en lignende holdning. Siden 2013 har hun gået på jagt med bue og pil. Og hun fortæller om sine erfaringer fra den første spæde begyndelse og indtil maj i år. Som rådgiver har hun haft sin mand, Mads Rahbek, der på en diskret måde er ret så nærværende i bogen. Den er da også tilegnet ham.

”Med bue og pil” har vignetter udført af forfatteren. De er nydelige uden at føles nødvendige.

I den beskrevne periode har Anne-Cathrine Riebnitzsky nedlagt 60 stykker vildt – heraf 21 rådyr. For det meste gik det hele, som det skulle. Men hun fortæller også om, når dette ikke var tilfældet. Og hun mener endda, at erfaringerne i den forbindelse giver nogle af de mest interessante læseoplevelser. Og det kan der være noget om: Det uberegnede udvider typisk virkelighedserkendelsen.

Vi læser ikke alene om det spændende eller muntre, men også om det hårde. I efteråret 2015 indtraf en af hendes ”mest ubehagelige jagtoplevelser, som sætter varigt aftryk i min sjæl”. Hun anskød et dyr – som bagefter viste sig umuligt at finde.

Ganske anderledes var stemningen, da hun for første gang skød et rådyr. ”Kroppen er endnu varm, og hun har lagt sig et sted, hun følte var trygt. Jeg har taget hendes liv. Jeg har tænkt mig at spise hende, men jeg er ydmyg i dette øjeblik.”

Beretningerne udgives i håbet om, at andre end jagtkyndige kan have udbytte af dem. Og som repræsentant for disse andre kan jeg bevidne, at det er tilfældet. Riebnitzsky formår som den gode fortæller, hun er, at åbne jægerens verden, så enhver, der har interesse for det, kan træde ind i den. Dette skyldes først og fremmest hendes medrivende sans for naturoplevelser, hendes iagttagelser og sansninger, stemningsanslagene fra de forskellige årstider. Det er skildringer, der rummer poesi. Men romantiker er hun slet ikke. Dertil er hun for bevidst om, hvor barsk naturen kan være.

Netop naturoplevelser er noget af det, Riebnitzsky fremhæver, når hun i indledningen gør rede for, hvorfor hun går på jagt. Ligeledes vildtforvaltning spiller en stor rolle for hende, altså dette at jægerne er med til at holde bestandene nede. ”Det betyder også, at vi som jægere høster af et overskud. Hvis ikke vi skyder en del dyr, så vil disse dyr ellers dø af sygdom eller blive kørt ned i trafikken.” I et afsnit om bukkejagt skriver forfatteren, at den oplevelse, hun i den sammenhæng helst vil have, måske er synet af en rå med et nyfødt lam. Og hun oplever det, da hun og hendes mand ser et rådyr, ”Snehvide”, som de har fulgt på nærmeste hold, med et lam. Med de mange ræve i området kunne meget være gået galt. Anne-Cathrine Riebnitzsky og hendes mænd fyldes af glæde over, at det gik godt. En sød og anderledes historie blandt alle de mange andre historier.

Antallet af disse kunne i øvrigt sagtens have været skåret ned. Læses de medtagne beretninger i ét stræk, kan man føle sig udsat for en overdosering. Så nyd dem langsomt.