Torben Brammings bog giver folk urigtige titler og placerer dem på forkerte steder på forkerte tider

Ribe-teologen Torben Brammings bog om hekse og videnskab i renæssancen er velskrevet og bygger på omfattende læsning. Men der er mange fejl og unøjagtigheder i den

Torben Brammings bog giver folk urigtige titler og placerer dem på forkerte steder på forkerte tider

Ribe-teologen Torben Brammings seneste bog knytter ripensisk lokalhistorie sammen med store udviklingslinjer i renæssancens idéhistorie. Udgangspunktet er adelsmanden Albert (eller Albret) Skeel, der i 1601 som nygift 29-årig kom til Ribe som byens nye kongelige befalingsmand. Han var højtuddannet og kultiveret med mange års rejser i Europa bag sig.

Desuden var han nogenlunde jævnaldrende med Christian den Fjerde, der havde knyttet ham til inderkredsen ved hoffet. Da Skeel kom til Ribe, var det med Brammings udtryk som den perfekte hofmand. En kosmopolitisk administrator, der også snart blev højt dekoreret for sin indsats i Kalmarkrigen i 1611-1613.

Det afgørende er, at Skeel havde en ideologi med sig til Ribe, hvor bogen følger en række heksesager. Bramming kalder ideologien for renæssancens nye videnskab, hvilket vil sige en magisk-religiøs tro på, at verden er besjælet af overnaturlige, guddommelige eller dæmoniske kræfter.

Disse kræfter tror mennesket, at det ved forskellige teknikker – uanset om man vil kalde dem for observationer, eksperimenter, kontemplationer eller slet og ret trolddomskunster – kan opnå indsigt i og manipulere. Uanset om det er den tyske dominikanermunk og heksejæger Heinrich Kramer, der i 1400-tallet stod bag den berygtede bog ”Heksehammeren”, eller om det er astronomen Tycho Brahe, der i 1500-tallets slutning bedrev sin videnskab ud fra et kristent-nyplatonisk verdensbillede, så ser Bramming ingen forskel mellem dem:

”Den nye heksetro havde en anden kilde end kristendommen. Det var renæssancens nyplatoniske filosofi og videnskab,” skriver han.

Det er mildt sagt et omstridt synspunkt, eftersom der i renæssancen var masser af præster, der netop med kristendommen som kilde ville sende hekse på bålet sammen med andre kættere.

Hekseprocesser handler i øvrigt ikke kun om sand eller falsk tro. Og man kan ikke uden videre drage en slutning fra processerne i Ribe til Skeels personlige opfattelse af trolddom. Det er nok helt rigtigt, at han ikke hørte til på den skeptiske fløj, men selvom han havde indflydelse, afgjorde han ikke sagerne i Ribe. Heksene blev dømt på bytinget og ved rådstueretten.

Bramming overser desuden en vigtig detalje. I den forordning mod trolddom, som Christian den Fjerde efter et mangeårigt pres fra teologer udstedte i 1617, og som for alvor fik antallet af hekseprocesser til at stige, blev der truet med alvorlige straffe til embedsmænd som Skeel, hvis de så gennem fingre med troldfolk. Han kunne selvfølgelig have strittet imod og sat karrieren på spil, men som ”den perfekte hofmand”, han var, føjede han magtens ønsker og støttede domfældelsen af hekse. Trolddomssagerne, herunder deres fremkomst og forsvinden, indgik også i et socialt og politisk magtspil.

Bogen bygger på en omfattende læsning af andre historikeres arbejder, og der er både noter og litteraturliste. Den er også velskrevet og trods emnet ikke unødigt indviklet. Men der er mange fejl og unøjagtigheder. Folk udstyres med urigtige titler og placeres på forkerte steder på forkerte tider; billedtekster er forkerte, og citater henvises i noterne til at stå i forkerte værker.

Det er, som om detaljernes rigtighed ikke er så vigtige. Mange af siderne er fyldt med tanker om, hvad Skeel eller andre måske har gjort eller troet. Det er problematisk, når den slags ophøjes til fakta.

For eksempel skriver Bramming, at teologen Niels Hemmingsen, der i 1575 havde skrevet en bog om trolddom og altså gik ind for at bekæmpe den, i 1589 mødtes med kong Jakob den Sjette af Skotland, der var på besøg i Danmark. Bramming sætter mødet til at være sket på Hven hos Tycho Brahe, men det var nu i Roskilde, hvor Hemmingsen var til middag hos kongen. Man ved, at der ved bordet blev diskuteret teologiske emner, men ikke om trolddom var et af dem.

Bramming skriver først gættende med forbehold, at der ”sandsynligvis” også er blevet talt om hekse. Men allerede på næste side:

”Der er ingen tvivl om, at disse samtaler mellem Hemmingsen og kong Jakob førte til, at sidstnævnte blev opmærksom på hekseproblemets alvor.”

Og så kører det derudad med den skotske konges heksetro, som er relevant, fordi Skeel i 1597 var på rejse i Skotland, og der er ”ingen tvivl om, at det er på denne rejse, at Skeel er blevet heksetroende”. Det mener jeg nu nok, man kan rejse tvivl om. Og at knytte Tycho Brahe sammen med de skotske forfølgelser, som når det hedder, at den skotske konges kamp mod hekse var et ”forsøg på at komme på højde med den intellektuelle udvikling på kontinentet efter kontakten med Tycho Brahe og Niels Hemmingsen i Danmark”, savner ethvert belæg.

Til sidst i 1600-tallet holdt hekseprocesserne op. Ifølge Bramming skyldtes det, at en gruppe præster (og altså ikke sådan en som Hemmingsen) med held prædikede forsynstro og bodskristendom for befolkningen. Den måtte tage lidelser og ulykker på sig som kors i stedet for at skyde skylden på hekse.

Synspunktet kommer fra Jens Chr. Vesterskovs disputats fra 1991, ”Da Djævelen var ude”, men det kan ikke stå alene som forklaring. Det er veldokumenteret, at store dele af præstestanden var utilfreds med, at hekseforfølgelserne blev indstillet, ligesom der ikke er bevis for, at befolkningen i al almindelighed indrettede deres liv i tillid til Guds forsyn.

Bramming vil dog gerne slå sin pointe fast, at det ikke var oplysningstiden eller rationel videnskab, der fik bugt med heksevanviddet. Det var ”alvorlige, gammeldags kristne”, som opdagede, at den ny videnskab var uvidenhed. For mig at se er bogen derfor først og fremmest et indlæg i en debat om historieforståelse. Som sådan er den inspirerende, selvom man ikke behøver at være enig i bogens metode eller konklusion.

Gæsteanmelder Morten Fink-Jensen er lektor i historie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.

Læs interview med Torben Bramming om bogen her.