Det er ikke en roman, men en collage, skriver forfatteren Niels Johansen på forsiden af sin nye bog, ”Hjerter taler samme sprog”. En collage er en samling brudstykker, der udgør et hele. Ordet collage betyder egentlig noget, der er opklæbet. Vi kender det måske bedst fra billedkunsten.
Denne collage danner et livsbillede, der på mange måder rimer med det, Niels Johansen har skrevet om før. Han er født 1944 og vokset op på Østerbro i København. Han er krigsbarn, og for den generation hænger krigen altid over én på en eller anden måde. Det er nøjsomheds-50’erne med et liv, der på mange måder er væk. Nutidens fancy velstillede Østerbro med spelt, caféer og in-butikker er der ikke skygge af endnu. Der er noget andet. Små arbejderlejligheder med masser af børn. Der er sammenhold og kirkeligt ungdomsliv. I en af sine forrige bøger, ”Engle har mange ansigter”, fortalte Niels Johansen med stor nerve om mennesker i hans barndomsland. Denne gang er det det samme univers: kvarteret, krigen og kirken.
Det finurlige ved bogen er, at ”forfatteren” er en yngre kvinde, Anna Gertzen, der er mor til to drenge, Nikolaj og Anders, og gift med den bundsolide jyde fra Humlum, Jens. Hun er journalist på Østerbro Avis i et slags ”overkommeligheds-job” efter en mere hæsblæsende karriere. Hun har en kompliceret opvækst bag sig, idet faderen var en berømt fodboldspiller med en udenlandsk stjernekarriere på linje med ”Guld -Harald” fra Frederikshavn, men i modsætningen til ham går livet i stykker for Annas far efter fodbolden. Han kan ikke finde sine ben og bliver alkoholiker.
Livet er ikke let for Anna, og da moderen dør af brystkræft, kommer der vrede og desperation frem. Skal hun tage sig af sin skrøbelige naive far? Ægteskabet med Jens slår revner. Den historie er en af elementerne i collagen.
Det altafgørende element i collagen er hendes møde med Johannes Madsen, der var fodboldspiller sammen med hendes far i B93 selvfølgelig. Østerbro for ever ! Johannes er mere end en gammel ven til hendes far. Han er et fyrtårn på Østerbro. KFUM-leder i Fredens Kirke i Ryesgade, der tager sig af drengene i kvarteret. Han var modstandsmand i Holger Danske, socialdemokrat af den gamle Anker Jørgensen-slags. Selvfølgelig abonnent på Kristeligt Dagblad og menighedsrådsmedlem.
Det er ham, der udgør centrum i collagen, der også omfatter hans ældre søster Petra, der, som navnet siger, er en klippe. Hun er også med i Holger Danske med sin læge-mand Ulrik. ”Kæmp for alt, hvad du har kært”-salmen spiller en væsentlig rolle og er en helt konkret ledestjerne. Dø, om så det gælder! De betaler alle sammen en pris for engagementet, og den kamp skildrer Johansen bevægende. Johannes gjorde sin kristne pligt, og uden at ville det, blev han Østerbros lys og en slags jordens salt.
Collagen har også en nutid. Det gamle Østerbro-liv med pastor Rønn i Sions Kirke og Fredens lokaler i Ryesgade kaster lys ind i en moderne kvindes overvejelser om, hvad vi bruger og skal bruge vores liv til. Hvorfor har vi ikke længere sådanne fyrtårne? Hvem skal give nutidens børn det, som gamle Johannes gav sin samtids børn? Bogen rammer lige ind i modernitetens overvejelser. Vi er blevet rige på noget, men desværre også fattigere på andet.
Undervejs i collagen kommer Johansen også med en række opklæb fra litteraturens og kirkens virkelighed. Det forøger dybden af denne fine bog. Man løber igennem den og bliver bevæget gang på gang. Jo, hjerter taler også hen over tiden samme sprog.