Da Asta Olivia Nordenhofs ”Penge på lommen” – bind et i den planlagte septologi med mordbranden på Scandinavian Star som gennemgående motiv – udkom i 2020, var den en af årets mest omtalte bøger. En sensation nærmest, som foruden fremragende anmeldelser løb med både EU’s litteraturpris, P.O. Enquist-prisen og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris. Det er derfor ikke uden en vis forudgående hype, at andet bind i romanføljetonen nu udkommer. Og lad mig bare slå fast med det samme: Det er fuldstændig berettiget.
”Djævlebogen” fortsætter, hvor første bog slap: med den mystiske T, som i slutningen af ”Penge på lommen” ringer for at tilbyde den sagesløse vognmand Kurt en unik investeringsmulighed i et nyt søfartsselskab. Men selvom bog et og to således er beslægtede, er fortællingen og formen på den anden roman alligevel en helt anden.
”Djævlebogen” falder i fire dele, eller forsøg, som der også står i bogens indholdsfortegnelse: ”Fire forsøg på at besvare spørgsmålet om, hvorvidt man kan elske under kapitalismen.”
Klaustrofobisk karantæne-nutid
Første forsøg, med titlen ”Djævlen i højhuset”, der fylder godt halvdelen af bogen, er en slags kortroman, hvori en kvindelig jegfortæller befinder sig i karantæne i en luksuslejlighed i London, inviteret af en velhavende mandlig programming architect (programmeringsarkitekt), som hun har mødt kort forinden på en togrejse i Danmark. Ifølge landets pandemi-lovgivning må hun ikke forlade lejligheden i 14 dage, og hun tilbringer derfor tiden med at skrive på en novelle om dengang, hun mødte T i sit tidligere liv som prostitueret.
Forretningsmanden T opsøger hende en dag på bordellet og tilbyder hende muligheden for at rejse med ham som ”ledsager” til et uspecificeret sted med et uspecificeret formål. Pirret af noget endnu uerkendt griber hun muligheden og bliver med bind for øjnene fragtet til et hotelværelse, som hun i modsætning til ham ikke må forlade. Til gengæld må hun ønske sig alt.
I begyndelsen ønsker hun sig sko og tøj, en PH-lampe, men hurtigt bliver ønskerne mere og mere absurde – en rustning, et middelaldersværd – indtil kedsomheden til sidst får hende til at ønske sig en stor slagtekniv, som bliver lagt i sengen mellem de to. Den overliggende fare for hver især at blive slået ihjel af den anden vækker relationen til live i en sadistisk sexleg, og den ellers drevne prostituerede ser sig selv gøre frugtesløse forsøg på at komme den mystiske, anonyme kunde nærmere. Hun ønsker sig hans kærlighed og ømhed, men alt, han giver hende, er penge og ting.
Situationen i fortællingens klaustrofobiske karantæne-nutid minder til forveksling om fortidsmindet, blot er det jeg'et selv, som forhindrer relationen til værten i at udvikle sig til mere:
”Jeg troede, jeg var lykkedes med at afvænne mig fuldstændig fra at håbe på noget. Men nu håbede jeg åbenbart, og måske for at dække over chokket måtte jeg overskrive håbet med paranoia.”
Hun vover ikke at elske, besidder ikke tilliden til at foretage den blottelse, men er dømt til at genopleve parallelle erfaringer af, at også kærligheden er en kapital, som det tilfalder de privilegerede at (ud)dele.
Antikapitalistisk kærlighedsmanifest
Romanens andet forsøg, ”Åbne huse”, er en slags antikapitalistisk kærlighedsmanifest i digtform. Dette forsøg besvarer bogens overordnede spørgsmål med et rungende ja: Ikke blot kan man elske under kapitalismen, nej, kærligheden er antikapitalismens stærkeste våben, intet mindre.
”Lad os skabe det andet/ som allerede er her/ hvis bare/ vi giver os/ til hinanden,” skriver Nordenhof og et andet sted: ”vi skal/ kultivere/ impulsen/ til at dele/ til at give slip”. Husene skal være åbne, det at dele er en kærlighedserklæring til alle andre mennesker.
Det er så simpelt som: ”uden jer/ kan jeg ikke leve” og ”jeg vil/ radikalisere/ min kærlighed/ til gavn/ for de mange”.
Den blottelse, jeg'et ikke tør overgive sig til i bogens første del, er i anden del erstattet af den fuldkomne overgivelse til den menneskelige sårbarhed i en storslået erklæring af, at kærligheden var her hele tiden, og med den skal elendigheden og uligheden overvindes. Så smuk og bevægende tager revolutionen sig ud i Nordenhofs poetiske kærlighedsmanifest.
Flydende grænser
I tredje forsøg, ”Djævlen taler fra galehuset”, er tonen anderledes konfronterende og truende. Rammefortællingen er, at jeg'et indlægges på psykiatrisk afdeling, hvor mødet med livmoderens gedehovedformede udseende i en anatomibog fører til en form for åbenbaring, der får Djævlen til at manifestere sig ved et toiletbesøg. Her ”lød djævelens dejlige stemme: Lad ordene løbe.” Og det gør hun så, jeg'et. Eller skal vi sige forfatteren?
Som også tidligere i Nordenhofs forfatterskab er grænsen mellem fiktion og virkelighed, det private og det politiske, flydende. Forfatteren begyndte sin litterære løbebane med bloggen "jegheddermitnavnmedversaler", hvorpå det fremgik, at hun havde arbejdet som prostitueret under navnet Daphne – præcis som jeg'et i første del af ”Djævlebogen” – og de erfaringer med psykiatrisk indlæggelse, den kommunale forsorg og anbringelsen som barn på et behandlingshjem, som jeg'et harcelerer over i ”Djævlebogen”, ligner til forveksling elementer fra forfatterens egen historie.
Djævelens stemme afbryder for en stund fortællingen om indlæggelsen på psykiatrisk med en rasende udladning, som ikke udtrykker meget andet end foragt for et såkaldt næstekærligt velfærdssamfund. Indignationen er særligt rettet mod den fortvivlende erfaring af aldrig at være blevet elsket af nogen i det system, når det var alt, hun længtes efter – igen denne smertelige erfaring af, at kærligheden er for de privilegerede, der lukker sig om sig selv og deres kapital i alle henseender.
”Djævlebogen” er et sjældent og enestående eksempel på at lykkes med det næsten umulige litterære projekt at forene eksperimenterende, genreblandende romankunst med direkte politisk konfrontation og interessante, originale fortællinger.
Nordenhof taber aldrig forbindelsen til det menneskeligt genkendelige, men bevæger sig ubesværet gennem hele følelsesregistret, fra det blødende sårbare til det brovtende ucharmerende, fra det grænseløst kærlighedsfulde til det smerteligt rasende. Få forfattere kan så suverænt fylde så meget ind på så få sider og stadig få det til at se legende let ud. Man må bare bøje sig i støvet.
Asta Olivia Nordenhof: Djævlebogen. 175 sider. 199,95 kroner. Gads Forlag.