En af de mest tankevækkende udgivelser i den nyeste danske litteratur er Solvej Balles omfattende fortælling ”Om udregning af rumfang”.
Det samlede værk strækker sig ifølge planen over syv bind. Det er sjældent, at en forfatter binder sig til at skrive en litterær føljeton i så stor skala. Der er tale om en satsning, som kræver mod og vedholdenhed.
I det senest udkomne bind, nærmere bestemt bind III, møder læseren på ny hovedpersonen Tara Selter, der også fungerer som vores fortæller.
Tara lever i en undtagelsestilstand. Hun er fanget i tiden. Hver evig eneste dag vågner hun op til den 18. november, hvor alle andre end hende selv gør præcis det samme, som de gjorde dagen før. Og i modsætning til hende husker ingen, at det også var den 18. november det forudgående døgn.
I de to første bind foldede Solvej Balle sin hovedfigurs besynderlige erfaringer af tiden og verden bredt ud for læseren. Man fik indsigt i Taras mange mislykkede forsøg på at komme videre i tiden til den 19. november og hendes store vanskeligheder ved at komme overens med sine frustrerende oplevelser. Man fik tal på og fornemmelse for hendes mange monotone og ensomme dage.
I bind III er situationen grundlæggende forandret. Bindet åbner med ordene:
”Jeg har mødt et menneske, der husker. I går. Det vil sige, jeg mødte ham i går. Men han husker også i går.”
Tara har mødt en mand, der har den samme type af erfaring af dagene som hende selv.
I forhold til de to forudgående bind skaber det en anden dynamik i fortællingen. For tilføjelsen af en ekstra figur giver selvsagt nye plotmuligheder for Solvej Balle. Det er ikke længere Tara alene i verden, nej, nu kan hun diskutere sine erfaringer med Henry Dale. Sammen kan de to tidsfanger reflektere over livet i undtagelsestilstanden.
Henry D. repræsenterer på en gang en udfordring og en psykologisk åbning for Tara. Det sidste er ikke svært at forstå. For Tara oplever stor glæde over at tilbringe tid med et menneske, der forstår desperationen i hendes situation. Samtidig er det dog ikke enkelt for de to at forene deres forskellige ønsker og syn på verden.
Mindre kompliceret bliver det ikke, da to nye tidsfanger gør deres entré i Taras og Henrys liv. Solvej Balle har for alvor lagt op til interessante nyudviklinger i de kommende bind.
Sammenligner man ”Om udregning af rumfang” med Solvej Balles tidlige hovedværk, nemlig ”Ifølge loven” (1993), vil man se, at det nye storværk på ene side er typisk for forfatterskabet, på den anden side markant anderledes.
Et fællestræk for udgivelserne er den nøgternt deskriptive stil, der momentvis kan fremkalde en vis kølighed i fremstillingsformen. Et andet er mønsterdannelserne.
”Ifølge loven” består af fire fortællinger, der alle berettes i et særligt mønster. Tilsvarende kan man i ”Om udregning af rumfang” få øje på en række gentagelsesstrukturer i de forskellige bind.
Et tredje fællestræk er den filosofiske erkendelsesinteresse, som umiskendeligt præger Solvej Balles fiktion. Den valgte form i det nye storværk tilbyder imidlertid også en psykologisk fordybelse, som det tidlige hovedværk ikke tillod forfatteren. Tara træder langsomt, men sikkert i karakter. Hun vokser frem i læserens bevidsthed.
Samlet set er det vanskeligt at holde sin begejstring over værket tilbage. Den seneste udmøntning af Solvej Balles litterære føljeton er stilren, spændende og eksistentielt anfægtende. Hun er en ener i det skønlitterære landskab. Og man glæder sig uvilkårligt til det næste bind af fortællingen om Tara og tiden, der efter alt at dømme udkommer senere i år. ”Om udregning af rumfang” er godt på vej til at blive en samtidig litterær klassiker.