Der findes tilhængere af klassisk musik, der ikke køber hele pakken. Nogle bryder sig ikke om store ”svulstige” symfonier, andre har svært ved at goutere det 20. århundredes musik med dens mere eller mindre avantgardistiske elementer – og atter andre synes, at opera i bund og grund er en besynderlig udtryksform. Samtale som syngende kommunikation, er det ikke bare skingrende unaturligt?
Men selv for skeptikere var der i den grad noget at komme efter ved en af sæsonens sidste koncerter i Tivoli. I halvanden times tid hørte vi en række af operaens største hit fra den periode, man kalder verismen, tiden omkring 1900, hvor komponisterne begyndte at interessere sig for ganske almindelige menneskers sorger og glæder – ofte med kærligheden i centrum. Halvkriminelle sigøjnerpiger, smuglere, sypiger og fattige digtere befolkede nu scenen – de italienske opera-dramaer skulle skildre den ægte, ofte barske virkelighed. Som kyndig konferencier førte Mathias Hammer os gennem denne tid og dens musik.
Med sine smægtende melodier var Puccini frem for nogen den, der fulgte denne strøm og skabte en fornyet popularitet for operagenren. Det var ikke noget tilfælde, at Tivoli-koncerten havde fået titlen ”Viva verismo!” (Leve verismen!), og det er ingen overdrivelse, at numrene kom som perler på en snor. Tenoren Peter Lodahl var i fin form, og han lagde ikke overraskende ud med en af operalitteraturens største træffere ”Che gelida manina” (Så kold den lille hånd er) fra ”La Bohème”. Den russiske sopran Yana Kleyn – spinkel, men med en stor stemme – gav ham svar på tiltale i arien ”Mi chiamano Mimi” (De kalder mig Mimi), hvorpå de to sangere lod deres stemmer smelte sammen i den ømme finaleduet fra første akt.
Den walisiske baryton David Kempster supplerede Lodahl og Kleyn i arier af Giordano og Puccini og Verdi, og det siger sig selv, at det i høj grad blev en italiensk aften. Midtvejs fik vi endda en strejf af siciliansk stemning, da orkestret, der blev fortrinligt ledet af den tyske dirigent Sebastian Lang-Lessing, tolkede Pietro Mascagnis gudeskønne ”Intermezzo” fra operaen ”Cavalleria rusticana”. Et himmelsk hvilepunkt midtvejs i koncerten, både for sangere og publikum. Det var i det hele taget et program, man kunne nynne med på, og det skete i bogstavelig forstand i koncertens sidste nummer, arien ”Nessun dorma” (Ingen skal sove) fra Puccinis ufuldendte opera ”Turandot” fra hans dødsår 1926. Lodahl sang for i det rette tempo, Lang-Lessing vendte sig om og dirigerede publikum i den smukke passage.
Kun en tonedøv eller et skarn ville ikke nynne med. Dem var der vist ingen af i salen i torsdags.