Denne mørke roman er lysende litteratur

Hermann Ungar skrev om det skidne, det syge, det sindssyge, og nu kan hans foruroligende fornedrelsesroman ”Klassen”, der kom på tysk i 1927, endelig læses på dansk

Stefan Zweig skrev, at Hermann Ungar havde ”en frygtelig forkærlighed for – ja, hvad skal man sige – for dårlig luft, for sjælens miasmer, for det hengemte, svedige og urene”, mens Thomas Mann i bøgerne så ”et seksualhelvede, fuld af smuds, forbrydelser og den dybeste melankoli”.

Trods skrækblandet lovprisning fra to af tysksproget litteraturs titaner, er Ungar – født 1883 i en lille by i Østrig-Ungarn, død 36 år senere i Prag – ukendt for de fleste. Få læste ham i samtiden, og først i de senere år er hans forfatterskab blevet trukket ud af glemslen. Herhjemme takket være forlaget Sidste Århundrede, der i 2016 udgav den grumt gode ”De lemlæstede” og nu altså også ”Klassen”, der er en skoleklasseroman, men ikke set fra elevernes vinkel – som for eksempel Hans Scherfigs ”Det forsømte forår” – men fra lærerens.

Og hr. Josef Blau frygter sine elever. Han er vokset op i fattige kår, mens hans elever er fra overklassen, og de kan instinktivt fornemme hans underlegenhed. Og de vil ham det ikke godt.

”Han vidste, at drengenes blikke iagttog ham fra alle sider, at enhver blottelse, han viste, kunne blive hans fordærv”, lyder romanens første sætning, og for ikke at blive offer for elevernes ondskab kører Blau klassen med jernhård disciplin.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men som læser forstår man gradvist, at virkeligheden ikke er, som Blau ser den. At han lider af tvangstanker, af paranoia. Selv hans hustru, den smukke, højgravide Selma, volder ham kvaler. Andre mænd begærer hende, mener han, og ikke mindst Leopold, hans vitale kollega. Så Blau får Selma til at rage håret af og gå i kjoler, der skjuler hendes former.

Men Blau går ikke desto mindre mere og mere til i sine forestillinger om, at Gud noterer hver eneste lille synd, og at alt i tilværelsen – selv de mindste tanker og handlinger – hænger sammen, og at alt således kan falde fra hinanden ved ét forkert indfald, én forkert bevægelse.

Det er sygeligt, men Ungar formår at skildre Blau på en måde, så man kommer i tvivl om, hvad der er sygt, og hvad der er sandt. Er eleverne nu også så ufarlige? Er hustruens tanker nu også så rene?

Ungar formår samtidig at fortælle en historie, der kan læses på flere planer. Romanens titel, ”Klassen”, kan således forstås som en henvisning til skoleklassen, men også til samfundsklassen, og læst i dét lys skildrer den, hvordan mennesker præges – og ødelægges – af det sociale hierarki.

Romanen kan også læses som et signalement af et sygt sind, og Blaus måde at holde eleverne i skak på – med en disciplin, der indimellem tangerer sadisme – som den sindslidendes forsøg på at holde styr på alt det, der truer med at gå amok indeni og skabe kaos og øve vold i de skrøbelige indre balancer.

”Klassen” er som ”De lemlæstede” – i sit korte liv skrev Ungar kun de to romaner – på samme tid en frastødende og dragende læseoplevelse. Det gælder helt ned på sætningsniveau, som når han for eksempel skriver om ”den lille fedtpolstrede hånd”. Det er jo ikke behageligt eller smukt, men billeddannende på sin egen suveræne måde.

Oversætter Søren Møllerhøj Porsmose kalder i sit veloplagte, sprænglærde efterord Ungars to bøger for ”grotesk-komiske fornedrelsesromaner”, og mere præcist kan det ikke siges.

Det er absurd, det er stedvist tragikomisk, og karaktererne er ikke ærværdige væsener, snarere sørgelige stakler, der ikke kan leve i lyset, men hele tiden trækker sig selv længere ind i mørket og ned i sølet, og som læseren på samme tid tager afstand fra og sympatiserer med – ikke ulig karaktererne hos Franz Kafka, som Ungar har en del tilfælles med.

Det er altsammen tydeligst i ”De lemlæstede”, mens der i ”Klassen” også fornemmes en vis tristesse, og hvor slutningen forsøger at springe fra mol over i dur. Det tror man bare ikke på som læser.

Det ligner mest Ungars forsøg på at imødekomme kritikken fra blandt andre Thomas Mann, der håbede, at Ungar en dag ville skrive en lidt lysere roman. At han ville ”modnes til et mindre ensidigt billede af livet og menneskeheden”.

Men ”Klassen” er ikke desto mindre en perle af en roman. Selvom den tager sig så plettet, ildelugtende og skiden ud.