Denne Netflix-film er perfekt underholdning hjemme i stuen

Daniel Craig er genial som sandhedssøgende mesterdetektiv af den gamle skole i "Glass Onion: A Knives Out Mystery”

Glass Onion: A Knives Out Mystery (2022). (L-R) Edward Norton as Miles, Madelyn Cline as Whiskey, and Daniel Craig as Detective Benoit Blanc. Cr. John Wilson/Netflix © 2022.
Glass Onion: A Knives Out Mystery (2022). (L-R) Edward Norton as Miles, Madelyn Cline as Whiskey, and Daniel Craig as Detective Benoit Blanc. Cr. John Wilson/Netflix © 2022. Foto: Netflix/John Wilson/Netflix  2022.

Når streamingstjenesten Netflix vælger at bruge tre milliarder kroner på at købe en film, tror de virkelig på den. Det er der også god grund til, for denne films forgænger, ”Knives Out”, var en helt ekstremt underholdende film og indtjente et trecifret millionbeløb i dollar i biograferne. Nu kan opfølgeren ”Glass Onion: A Knives Out Mystery” så ses på Netflix, og den er både underholdende og rigtig godt skruet sammen.

”Knives Out” og ”Glass Onion” er begge "whodunit-dramaer", som vækker en ellers lidt bedaget krimi-genre til live som almindeligvis forbindes med Agatha Christie. Film som denne er plotdrevne og kredser omkring opklaringen af et mord.

Den totalt charmerende mesterdetektiv og gentleman, Benoit Blanc, spilles af den tidligere James Bond-helt Daniel Craig. Han er indbegrebet af maskulin elegance, han kender sin jurisdiktion, og han kan sit håndværk til fingerspidserne. Han ser direkte igennem alt skin og kan opklare selv de største kompleksiteter. Den tredje film i rækken er godkendt, og gensynet skal nok blive godt, for Blanc er allerede ikonisk.

Plottet udspiller sig på tech-milliardæren Miles’ (Edward Norton) private ø, hvor han lever en superprivilegeret corona-isolation i sit vanvidsdyre palæ. For at peppe hverdagen lidt op har han spundet en mordgåde, som han inviterer en udvalgt flok mennesker til Grækenland for at løse. Stik imod hans forventning dukker Blanc op, men fordi Miles er så sikker på gådens genialitet, bydes han straks ind.

Her står den – udover på mord – på Porschebiler, pools og cocktails i det overdrevne højteknologiske rigmandshjem, som for lige at understrege pointen har den ægte "Mona Lisa" hængende på væggen.

Filmen viser en ny form for overklasse, som man aldrig tidligere havde kunnet forestille sig. I dag kan man generere kæmpestor rigdom og berømmelse ved at skrue på de rigtige knapper, når det kommer til selvfremstilling på de sociale medier. De fleste af filmens karakterer er temmelig tåbelige. De roser sig selv for at turde sige sandheden, men egentlig står de med deres tankeløshed i kæmpe modsætning til det gammeldags raffinement og den ordentlighed, Blanc besidder.

Som alle andre detektivfilm kredser også denne om løgn og sandhed. På toppen af milliardærens palæ befinder sig et stort glasformet løg, som fungerer som den metaforiske røde tråd igennem hele filmen. Blancs påstand er, at løget, som sandheden, synes at have mange komplicerede lag, men når det kommer til at opklare mysterier, er svaret og sandheden ofte lige foran én.

Blanc er i modsætning til mange af filmens karakterer, der gerne dolker både andre og sandheden i ryggen, retfærdighedssøgende. Mod filmens afslutning kan man næsten ikke undgå at fryde sig, måske næsten lidt for meget, over, hvor god den retfærdige selvtægt og vandalisering af løgnenes imperium føles. For det føles godt.

Glass Onion: A Knives Out Mystery. Instruktion og manuskript: Rian Johnson. Medvirkende: Daniel Craig, Edward Norton, Janelle Monáe m.fl.  Filmen kan ses på Netflix.