Denne podcast bør give jazzen flere venner

Jazzmusik er bedst, når det høres live og kollektivt. Mens vi venter på at komme ud af hjemmet, kan man lytte til første sæson af en fremragende podcastserie om dengang, jazzen kom til Danmark og blev her

Podcasten ”Farlige toner” kommer også forbi betydningen af den amerikanske jazzmusiker Louis Armstrongs koncert i Tivoli i København i 1933: Det var dén stil og lyd, de danske musikere så op til. – Foto: Ritzau/Scanpix.
Podcasten ”Farlige toner” kommer også forbi betydningen af den amerikanske jazzmusiker Louis Armstrongs koncert i Tivoli i København i 1933: Det var dén stil og lyd, de danske musikere så op til. – Foto: Ritzau/Scanpix.

Det nye, fremmede, farlige. Alt det, som man endnu ikke vidste, hvad var, og som ingen kunne sætte ord på – men som man bare kunne føle.

Vi taler om jazzen. En vild musik, der kom til Danmark efter Første Verdenskrig og spredte sig over byer, forargede og sendte folk i ekstase. I DR’s podcast ”Farlige toner – historien om dansk jazz” fortæller trommeslageren Kresten Osgood om den fremmede gæst, som i begyndelsen virkelig ikke havde det let.

”Jazz var noget, kultiverede mennesker ikke kunne beskæftige sig med.”

Fortællingen indledes med historien om tre fætre fra Valby, der lyttede til amerikanske plader og blev pionerer inden for dansk jazz. Trioen Valdemar Eiberg, Kai Ewans og Peter Rasmussen begyndte at spille på Danas Have på Nørrebro i København – det eneste sted, man kunne høre de hotte tracks fra USA.

Osgood og hans hold har gravet i det mest jazzede hjørne af DR’s arkiv, og i fem afsnit af cirka 30 minutters varighed blander radiostemmer fra svundne tider sig i et lydbillede af sprælske trut, trommer og swingende kontrabas.

Stemningen er høj med galante herrer og jazzede kvinder i tilrøgede danselokaler. Skoene vipper i takt, mens vi hører om, at jazzen for mange var et ”udresseret væsen”, om jazzhad og anmeldere, der skrev om ”undermenneskemusik”, der bedøvede ørerne. Om urskovsspektakel og de sorte musikere, der omtales som ”chokoladedukker”. Banjospil skulle forbydes på Frederiksberg: ”Det tiltrækker ballade, når nogen spiller banjo.”

Nej, ikke alle mæskede sig i de nye taktarter med navne som Dixieland og New Orleans eller blæseinstrumenterne, der efterlignede den menneskelige stemme.

Men efter Sam Woodings besøg i Danmark i 1925 skrev en jublende Tom Kristensen i et læserbrev i Ekstra Bladet:

”Jazz skal høres med hele kroppen, ligesom den skal spilles med hele kroppen. Jazz er ikke liderlighed, jazz er legemskultur. Jazzmelodier er muskelmelodier. Jazz er ikke fortid, jazz er fremtid.”

”Halleluja Tom,” siger værten Kresten Osgood, der holder med jazzen i tykt og tyndt og forklarer betydningen af Louis Armstrongs koncert i Tivoli i 1933. Det var dén stil og lyd, de danske musikere så op til.

Vi swinger forbi Restaurant München i Dahlerupsgade, hvor der danses interimistisk jitterbug. Helt i jazzens ånd går vi aldrig den mest selvfølgelige vej.

Til gengæld får vi en masse anekdoter. For eksempel om den hurtigt spillende Leo Mathisen, der med cigar mellem tænderne boksede løs på tangenterne, så hamrene faldt ud af det åbne klaver.

I femte afsnit fortæller den senere verdensberømte danske violinist Svend Asmussen om Amerika:

”Det var et drømmeland, som var fuldstændig uopnåeligt, og de folk, der levede der, spillede jazzmusik; det var guder i en fjern himmel, som var umuligt at tænke sig nogensinde at kunne komme i kontakt med.”

Asmussen åbnede sin egen jazzklub med navnet Blue Heaven og turnerede med Mills Brothers. Men han tilbragte også halvanden måned i et Gestapo-fængsel i Berlin.

”Farlige toner” uddyber, hvordan jazzen var et demonstrationsmiddel under besættelsestiden.

Jazzen var i mange år a man’s world, men kvinderne glemmes ikke. Gerda Neumann og Raquel Rastenni gik under navnet ”songbirds” eller refrainsangerinder. Idolet var Josephine Baker, der kom til København og sang ”J’ai deux amours” i bananskørt. Glemt er heller ikke Karen Jønsson, den første danske kvindelige jazzmusiker. Denne ”jazzens præstinde” skrev melodien til ”Hvorfor er lykken så lunefuld”. Jønssons liv var dog en trist affære. Hun døde som blot 33-årig og ligger nu på Assistens Kirkegård sammen med de andre jazzfolk som Ben Webster, Kenny Drew og Etta Cameron.

Jazz handler om at gribe øjeblikket. En friskhed løber gennem denne lydlige historie om jazzen i Danmark, der fik flere og flere venner og piblede stædigt fremad. Det gør jazzen også i denne sprøde podcast, hvor Kresten Osgood er en kyndig guide med en passion i stemmen et sted mellem Master Fatman og Dan Turèll. ”Farlige toner” lyder som en herlig jazzbule. Erfarne sangfugle og polyrytmiske nybegyndere venter sikkert spændt på flere dristige rytmer i anden sæson.