Den findes endnu, den ambitiøse psykologiserende samtidsfortælling, der dissekerer den moderne kreative mand og det samfund, han er et produkt af. Philip Roth gjorde det i ”Portnoys genvordigheder” og ”Mit liv som mand”, Woody Allen har gjort det i flere af sine tidlige film, og nu fortsætter Ben Lerner linjen inden for denne, indrømmet, lidt specialiserede gren af samtidskunsten, der med virtous ironi og sproglig ekvilibrisme lader jødiske psykoterapeuter og kunstnere tale ud om livet lige nu og her. Som man kan læse her på siden i oversigten over den øvrige modtagelse af ”Topekaskolen”, handler romanen om den angiveligt giftige maskulinitet, der af mange ses som baggrund for Donald Trumps vej til magten: De mange unge mænd fra Midtvesten, der føler, at privilegier forsvinder, skyder skylden for domænetabet på kvinder og indvandrere, og stimler sammen i konspirationsfora på nettet.
Nu kom Trumps vælgere som bekendt også mange andre steder fra – for eksempel var mange af dem tidligere Obama-støtter, der hellere ville stemme på Trump end på Clinton – men rigtigt er det, at ”den hvide mands domænetab” er et vigtigt emne i tiden.
Dog er det for reducerende kun at se ”Topekaskolen” som ”romanen om Trumps vej til magten”.
Den er også en roman om frisættelse, om jødiske intellektuelle i et kristent miljø, om familieværdier, og om den frisindede tradition i Midtvesten, som også Marilynne Robinson skriver om.
Og så er den måske mest af alt en roman om sprog. Handlingen i romanen er glimrende gengivet i Lotte Kirkebys artikel her på siden, så vi springer direkte til et vigtigt citat, der handler om hovedpersonen Adams forældre:
”Som psykoterapeuter frygtede de ikke en åben konfrontation nær så meget som udsigten til en dreng, der trak sig væk, forsvandt ind på sit værelse, ind i sig selv, fortabt for omverdenen. Så længe der var sprog, skete der noget”.
Ja, så længe der er sprog, sker der nemlig noget, og romanen er en undersøgelse af det komplekse forhold mellem sprog, virkelighed og individ, fortalt med mange stemmer og store tidsmæssige spring.
Den unge Adam er som søn af hyperintelligente forældre begavet med masser af sprog, vil være digter og er mesterdebattør, men er også bange for at overtage andres sprog og ikke finde sin egen identitet.
Hans skolekammerat Darren er sprogligt langt mere hæmmet og tiltrækkes for sin del netop af andres sprog og finder sikkerhed i et maskulint ordforråd, som andre har lavet for ham.
Sideløbende hermed undersøger romanen den ekstreme sproglige elegance, som debattører på højrefløjen op gennem 1990’erne forfinede og vandt politisk kapital på, hvormed de på en vis måde slog den akademiske venstrefløj på egen banehalvdel. Det lyder måske kompliceret, men det er egentlig bare ambitøst og giver mening, når man læser ”Topekaskolen” og falder ind i dens psykologske udgravninger af sindet og skarpe samtidsdiagnose.
Ben Lerner bør med denne roman få sit gennembrud i Danmark. ”The man in me will hide sometimes to keep from bein’ seen/ But that’s just because he doesn’t want to turn into some machine”, synger Bob Dylan i ”The man in me” fra New Morning-pladen.
Det er samme ambition, Lerner har: At beskrive spillet mellem tildækning og afsløring i den maskuline identitet, så den bevarer noget organisk og selvstændigt og ikke bliver en maskine, der bare reproducerer gamle mandeidealer.