Litteratur kan, som kunst i det hele taget, noget helt særligt. På et par sekunder, i løbet af et par sætninger, kan man transporteres til et helt andet sted. Man kan sidde på Amager, åbne en bog, og pludseligt være på en jazzbar i Tokyo, på en støvet landevej i Georgia eller i Østberlin i DDR’s sidste år. Det er netop Østberlin, som den finske journalist og forfatter Meri Valkama tager læseren med til i sin debutbog med den fine titel "Din Margot".
I sin fars efterladte papirer finder Vilja Siltanen en stak breve med samme afsender; Din Margot. I et forsøg på at finde ud af, hvem denne Margot er, tager Vilja, der som barn boede nogle år med sin far, mor og lillebror i Østberlin, før Muren faldt, tilbage til det Berlin, som hendes far, udenrigskorrespondent og stærk tilhænger af DDR, havde taget familien med til. Hvad skete der, dengang Muren faldt, hendes forældre blev skilt, og de alle vendte tilbage til Finland helt forandrede? Hvem er Margot? Hvem var hendes far egentlig? Og hvem er man selv, hvis man finder ud af, at det, man voksede op med, er noget andet end det, man husker?
Det er et klassisk greb, Meri Valkama bruger; at lade den helt store historie blive fortalt i den lille intime historie. Det er godt greb. Fra en nutid begiver Vilja sig tilbage for langsomt at opklare, hvad der skete dengang. Det skaber en god fremdrift, man vender siderne, brikkerne i puslespillet bliver lagt; hvorfor fik hendes far ikke den Margot, som ifølge brevene blev ved med at vente på ham? Hvad skete der, da de store forhåbninger blev væltet?
"Din Margot" er fuld af gode intentioner og af fortælleglæde. Opbygningen er afvekslende, både geografisk og kronologisk. Og sådan helt overordnet; at fortælle længslen efter den forbudte og umulige kærlighed parallelt med DDR’s smadrede drøm om det helt rigtige rige er godt tænkt.
Men noget er ikke, som det burde være. Noget afgørende ødelægger romanen. Synderen er sproget. Som her, hvor stilheden ikke bare kan få lov til at være stilhed, ”men stilheden blev ikke brudt, den var tyk og formløs og udvidede sig, tegnede sit omrids, tungt og klodset, voksede i højden, og hun havde ingen midler at stoppe den med”.
Et andet sted står der om sorgen: ”Sorgen vældede op fra et sted i hendes indre, den var voldsom og indtog hver en celle af hendes krop.”
Det kan godt være, det bare er mig, men den slags tilføjelser til hver en følelse og hver en tanke, bliver alt for overfortalt og overlæsset og helt unødvendigt. Der mangler enkelthed, en tro på, at få, udvalgte ord præcis er nok, det rigtige. ”Elsk med mig”. Hvem siger sådan noget? Det bliver for tantet og usexet til mig.
Meri Valkama har taget for meget med i bilen, proppet den, kører i samme gear og vil ikke stoppe op og smide noget væk undervejs. Viljas egen kærlighedshistorie er lige så kedelig som hende selv, hendes forældres uundgåelige brud i et hendøende familieliv har vi læst for mange gange før, bipersonerne træder trods en del plads aldrig rigtigt frem, men værst; det gør hovedpersonerne (bortset fra Margot/Luise som bliver det eneste rigtige emotionelle holdepunkt) heller ikke. Fordi de er fortalt på samme måde, og fordi de tænker og taler ens. Deres følelser og deres motiver skrives frem på en måde, så man langsomt kommer til at fortælle sin hjerne, at den slet ikke behøver at tænke selv.
Man savner ganske enkelt ro i fortællingen, en åbning, en plads, der ikke er optaget, lidt tid. Til trods for det sartrosa omslag, de bløde ord, kærligheden som ikke kunne blive, sorgen over det mistede, det dramatiske historiske brud mellem øst og vest – alle de rigtige ingredienser til en uforglemmelig fortælling – forbliver romanen en mursten af klichéer.
Jeg ville ellers gerne med til Berlin, særligt i tiden omkring Murens fald, men Meri Valkama formår ikke at tage mig med. Hun var dér. Jeg blev på Amager.
Meri Valkana: Din Margot. Roman, 550 sider. Oversat af Birgita Bonde Hansen, Gutkind forlag.