De fleste serier taber højde efter tre-fire afsnit. Når først karakterer og konflikter er etableret, ja, så er de næste blot variationer og gentagelser inden afslutningen, der så – i bedste fald – løfter sig.
Sådan er det ikke i ”Maid”. Slet ikke. Her sættes hovedkarakteren og alle os ude ved skærmene i en skruestik, hvor det for hvert afsnit gør mere ondt, og hvor håbet undervejs viser sig at være en illusion; en naiv Hollywood-inficeret drøm.
Alex bor med sin kæreste Sean og deres lille datter i en husvogn udenfor Seattle. De har lige præcis penge til dagen og vejen, lever på kanten af fattigdom, og det er en af grundene til, at Alex ikke forlader den alkoholiserede og truende Sean. Men en dag bliver det alligevel for meget, og Alex sætter datteren ind i bilen og kører væk og ender efter en række uoverstigelige problemer på et herberg for voldsramte kvinder.
Men Alex vil ikke være et offer og insisterer på at bryde den cirkel af vold i hjemmet, hendes mor også forsøgte at bryde som ung, og får et dårligt betalt job som rengøringsdame. Men problemerne bliver ved med at melde sig, og da den lille lejlighed, Alex efter en lang bureaukratisk kamp får anvist, viser sig at dampe af fugt og skimmel, der giver datteren vejrtrækningsbesvær, søger hun desperat hjælp og husly andre steder.
Hun er dog så principfast, at hun nægter at betale med andet end penge. Nate, der længe har været forelsket i hende, får således at vide, at hun og datteren kun bor hos ham af nød, og indtil de finder deres eget, og at han ikke skal forvente noget. Hverken fortrolighed, sex eller kærlighed.
Den tydelighed og principfasthed er nok beundringsværdig, men ikke altid det bedste for den lille datter, der gang på gang bliver sat ind i bilen uden noget sted at køre hen.
For Alex bliver rengøringsjobbet en økonomisk livline, og kontrasten mellem hendes vilkår som mor og arbejdende og så den store arkitekttegnede villa på klipperne ved vandet, hun ofte gør rent i, er voldsom.
Men ”Maid”, der bygger på Stephanie Lands erindringsbog ”Hard Work, Low Pay, and a Mother’s Will to Survive” fra 2019, tegner ikke et forenklet billede af rige og fattige.
Den viser i stedet, at der findes godt og dårligt i alle samfundsklasser. Og villaejeren, topadvokaten Regina, som først behandler Alex som et andenrangsmenneske, viser sig endda at blive afgørende for hendes forsøg på at bryde den sociale arv.
Det er også Regina, der opdager, at Alex er en forfatter in spe, og ”Maid” synes at være alt dét, vi ser, hun skriver ned i sine kladdehæfter i pauserne fra arbejdet, datteren og problemerne. En ret forfinet cirkelkomposition, der står i grel modsætning til historiens grimede realisme. Men det fungerer, og Alex spilles uhyre troværdigt af Margaret Qualley, der også er omgivet af andre stærke skuespillere, som får mulighed for at vise flere sider af deres karakterer. Kun Alex’ maniske kunstnermor, som spilles af Andie MacDowell – der også er Qualleys virkelige mor – er for kantet, for karikeret.
Ellers er ”Maid” uden mislyde, den emmer af autenticitet og har et aldrig svigtende fokus på, hvor svært, ja, tæt på umuligt, det er at begynde forfra i et klassesamfund. Og Molly Smith Metzler, der har skrevet serien, synes mere inspireret af socialt indignerede britiske instruktører som Mike Leigh og Ken Loach end af den store amerikanske underholdningsmaskine.
”Maid” er virkelig god, men gør virkelig ondt. Også når det lysner for Alex. Fordi den dér viser, at kun den mest talentfulde og den allerkønneste har en chance. Det udtrykkes smerteligt præcist, da Alex står uden for herberget og ringer til skrivelinjen på et universitet, hvor hun måske kan få et stipendium og en studiebolig. Mens andre helt anderledes grå og plumpe kvinder står og ryger omkring hende. De har ingen fremtid uden for herberget. Andet end at vende hjem til deres gamle liv. Der ikke er noget liv.
"Maid". Skrevet af Molly Smith Metzler. Medvirkende: Margaret Qualley, Andie MacDowell med flere. Netflix.