Denne sønderjyske historie vil for meget på én gang

”Sønderjyder i krig” vil minde danskerne om den særlige sønderjyske historie forud for genforeningsjubilæet. Men desværre vil den også meget, meget mere

Denne sønderjyske historie vil for meget på én gang

Ved en gård i Ullerup i Sønderjylland står en mindesten over den unge sønderjyde Kresten Andersen, der faldt ved Somme i 1916. Den unge Sønderjyde var blot en af 30.000 unge mænd, der pludselig måtte sætte alle deres planer i stå og trække i ”kejserens klæ’r”. Ja, for Sønderjylland var fra Ejderen til Kongeåen tysk.

Omtrent 6000 unge sønderjyder faldt i krigen. De sønderjyder, der trods mange års tysk undertrykkelse havde fastholdt deres danskhed, havde lagt et sidste offer på historiens alter, før Sønderjylland – eller i hvert fald halvdelen af Sønderjylland – kunne vende tilbage til Danmark. ”Der var mellem dem en ungdom med guldglorie om hovedet, begejstrede idealister, evnerige mænd, hvis hjerter brændte af længsel efter et arbejde i vort folks tjeneste,” sagde den sønderjyske politiker og førstemand H.P. Hanssen i sin store tale i Aabenraa november 1918.

I Sønderjylland mindede veteranerne, som bar på fysiske og pykiske mén fra krigen, dagligt om det store offer. Først i 1970’erne ebbede det ud, i takt med at de gamle krigere blev ældre og stadig flere faldt fra. Men den dag i dag lever historien om den oldefar eller bedstefar, der faldt eller i mange år tavst levede videre med mindet om krigen.

Sådan er det i Sønderjylland. Men i Danmark som helhed har der været forbavsende ringe evne og vilje til at mindes den historie, der gik forud for Genforeningen, som vi jo fejrer netop i år.

At fortælle denne historie er det erklærede formål med Hans Boll-Johansens nye bog ”Sønderjyder i krig – En europæisk historie”. (Eller det er et af formålene. Det vender vi tilbage til.) Bogen er tilegnet Kresten Andersens minde og tager på sæt og vis udgangspunkt i denne interessante skikkelse, hvis soldaterbreve er blevet udgivet flere gange og er anerkendt for deres litterære kvaliteter.

Det var ikke mindst ham, H.P. Hanssen havde tænkt på, da han talte om ungdommen med guldglorien. Da krigen brød ud, stod han på spring til at blive højskolemand i Danmark. Hans død var i dobbelt forstand en ulykke.

Netop fordi Andersen var en af de sønderjyder, der bedst formåede at sætte ord på sine oplevelser og tanker under krigen, er han et godt udgangspunkt for en bog med det erklærede formål at minde danskerne om denne historie.

Desværre vil bogen også mere – meget mere. Boll-Johansen, der ud over at være dr.phil. i fransk litteratur selv er sønderjyde årgang 1936 og er vokset op ikke blot med det levende minde om Første Verdenskrig, men også med erindringen om den derpå følgende, vil med denne bog nemlig ikke bare fortælle om sønderjyder i krig, men om krig i det hele taget.

Bogen er tænkt ”som en refleksion over krigens væsen med eksempler fra denne og andre krige. Hvordan tænkes der om krig før, under og efter den finder sted? Er det overhovedet muligt at slutte varig fred… Hvordan genforener man lande og regioner, der er skilt af krig?”.

Ja, det er altså et enormt brød, der slås op. Og før man ved af det, vrimler siderne da også med filosoffer, digtere, generaler, andre soldater, andre krige, løse tanker og Hans Boll-Johansens personlige erindringer og opsummerende betragtninger.

Snart er det Napoleon. Snart er det Ernst Jünger. Snart er det Clausewitz, og så er det Céline. Pludselig er det Toftlund, og pludselig er det Thomas Dinesen på eventyr. Det ene øjeblik befinder vi os i skyttegraven, det andet øjeblik i den kolde krig, hvor Hans Boll-Johansen bliver kaptajn af reserven. Men så er vi i hans barndoms skoletid, hvor Uffe hin Spage dræber to frankere på en ø i Ejderen – eller også var det før. Dér var Nietzsche, og nu er vi så på feltbordel.

Bogen myldrer med betragtninger, og afsnit for afsnit er det hele skrevet ganske godt. Stærkest er de personlige erindringer. Men som helhed fungerer den ikke. ”Sønderjyder i krig” er en bog, der vil være alting på én gang: historie: samtidsbetragtning, filosofi, memoirer og så en hel del causeri. Man ærgrer sig over at skrive det, for samtidig oser bogen af forfatterens enorme viden og overblik. Det er, som om tankerne er rendt for frit i pennen. Ja, man mistænker, at det ikke blot er Kresten Andersen, der er død i krigen, men også bogens redaktør.

De sønderjyder i krig, som bogen ifølge sin titel skulle handle om, viser sig kun at være på gæstevisit. Kresten Andersen, hvis minde bogen er tilegnet, er glemt, før man er nået til enden – ja hvis ikke lige der var et billede af mindestenen i Ullerup.

Det bliver for meget. Mere klarhed er der i de ord af digteren Peter Seebergs far, som Hans Boll-Johansen lykkeligvis citerer:

”A haj så møj en dejle dreng/ han vår så ung, så ung/ men alle blæw æ arbejd´tung/ no hwill han i så kold en seng/ stej ved Mulæng su Tuvang.”