Prøv avisen
Bog

Denne svære toer er hverken dårlig eller vellykket

”Abandon Green Language” er ikke en dårlig bog, men den er heller ikke gennemført vellykket, mener Kristeligt Dagblads anmelder.

Jonas Rolsteds anden bog er bedst, når den er afdæmpet og uprætentiøs, men desværre vil den helst være alt muligt andet

Jonas Rolsted debuterede i 2012 med ”Flex Death”, der er kendetegnende ved, i en stil på grænsen mellem poesi og prosa, at arbejde med systemer, kiasmer og afsøgende variationer og gentagelser af de samme motiver, ord og sætninger.

Det er dette, der sammen med den altid tilstedeværende natur synes at udgøre Rolsteds særlige stil og univers. I hvert fald genfinder man disse elementer i Rolsteds nye udgivelse, ”Abandon Green Language”. Men hvor debuten beskæftigede sig med den alkoholiske far, hjemmehjælperjobbet, den kristne matyr Perpetua med mere, er det nu en kærligheds- og tabshistorie (bogens jeg er blevet forladt af et du), der er omdrejningspunktet i de forskellige tekster, som værket indeholder.

Bogen indledes med et par sider, der fungerer som en art afsæt for de kommende kapitler, når man her møder en brudstykkeagtig ophobning af ord, sætninger og stemninger, som genfindes senere.

Bortset fra disse åbnende manøvrer, holdes bogen sammen af en ramme, således at den både starter og slutter med tre korte kapitler (der gentager hinanden, men med visse afvigelser), betitlet henholdsvis ”ABANDON”, ”GREEN LANGUAGE” og ”JEG LÆNGES EFTER SKOVENE”. Afslutningskapitlerne falder imidlertid i omvendt rækkefølge, så bogen indrammes af det negative (”ABANDON”, forlad).

Fælles for de nævnte kapitler er, at stilen er lettere fragmentarisk, og sproget hurtigt slår over og bliver gådefuldt, ja, nærmest uafkodeligt (”Er i hjortedød nu. Underdag. Underansigt.”), måske fordi Rolsted er på jagt efter et andet sprog (”Green Language” henviser til et mytologisk og okkult sprog), men det forekommer ikke altid lige veludført.

Skulle man imidlertid forsøge sig med en art udlægning, synes det, som om et andet og større projekt, en anden og mere altomfattende søgen end blot og bar den personlige, intime kærlighedsrelation, er på færde. Her blander udsagn om naturen, sproget og samfundet sig således med dem, der knytter an til det mistede du.

Et sted møder man positive udsagn, der omhandler en nærmest økologisk (søgen efter) forbundethed med omgivelserne: ”Jeg fik en mærkelig fornemmelse af kontinuitet. Jeg leder efter tingene der hvor de er.” Mens det andre gange er mere uforsonende toner, der manifesterer sig: ”Behandl naturen som vreden har behandlet dig. Behandl vreden som naturen har behandlet dig.” Tilsvarende og parallelt hermed lyder det om bogens du: ”Jeg længes efter at ligne dig” eller ”Jeg ser at en kvindelig fodgænger er blevet dræbt og jeg tager mig i at ønske at det er dig.” Paradokser og modsætningsfyldte følelser er altså ikke sjældne hos Rolsted.

Imellem disse kapitler finder man så to længere. Først ”SKOVENE”, der dels er en notesbog med (erindrings-)glimt fra parforholdet, dels en omskrivning af en sagnfortælling (Skjold og Gram), som kæresteparret plejede at læse for hinanden. Og dernæst ”STILHEDENS TÅRNE”, som består af optegnelser fra en rejse gennem Iran, hvor jeget nysgerrigt og nøgternt registrerer og reflekterer over mødet med dette fremmede land og dets befolkning, særligt kvinderne, samtidig med at det brudte forhold igen og igen dukker op.

Disse kapitler udmærker sig ved et langt mere ligefremt og lettilgængeligt sprog, og det er da også her, man finder bogens stærkeste tekster. For selvom der klart er noget både tankevækkende og suggererende over de flimrende og associativt springende tekststykker, er Rolsted bedst, når han afdæmpet og uprætentiøs beskriver og fortæller om konkrete erfaringer og sansninger: ”Nu er det snart tre måneder siden du forlod mig. Og pludselig den anden morgen kl. 5:33 ringede det på døren. Kort efter lød din stemme gennem brevsprækken: 'Jonas åbn.' Hvisket med din sædvanlige smukke mørke hvisken. Kort efter gentaget. Jeg hørte dig ikke stige ned ad trappen igen. Men da jeg vågnede var du væk.”

Bogens gennemgående problem er dog desværre, at Rolsted alt for ofte begiver sig ud i nogle vidtløftige refleksioner, som sproget ikke kan bære, fordi det enten bliver for pseudofilosofisk (”Når man erindrer ser man den sorg der er i alting”), for søgt og studentikost (”Den måde skakbrættet er låst i Iran - pga magtkampe mellem teknokraterne og den religiøse ledelse - minder om den måde vi er låst på - du og jeg”) eller banalt og poesibogsagtigt (”Hvorfor ved vi først hvem vi er når vi forlader nogen?).

”Abandon Green Language” er ikke en dårlig bog, men den er heller ikke gennemført vellykket.

kultur@k.dk