Denne symfoni byder både på dæmoniske indfald og kærlig parodi

Når musikanmelder Peter Dürrfeld lytter til Beethovens 8. symfoni, får han lyst til at dele et krus øl med komponisten i en af Wiens forstadshaver

På ”Beethoven. Symfonie nr. 8” i serien ”Klassieke Klankjuwelen” fra Philips med den hollandske dirigent Paul van Kempen og Die Berliner Philharmoniker kan man lytte til Beethovens 8. symfoni.
På ”Beethoven. Symfonie nr. 8” i serien ”Klassieke Klankjuwelen” fra Philips med den hollandske dirigent Paul van Kempen og Die Berliner Philharmoniker kan man lytte til Beethovens 8. symfoni.

Udviklingen i slutningen af Napoleonstiden ville, at Beethovens næstsidste symfoni skulle blive hans korteste. Da den desuden ikke er særlig heroisk i sin karakter, har det gennem generationer medført en udbredt undervurdering af den. Den er blevet opfattet som et ikke videre betydningsfuldt mellemspil mellem den rytmisk overvældende 7’er og den gigantiske 9’er. Men som enhver anden symfoni bør den naturligvis vurderes på sine egne præmisser, og mange fremstående dirigenter har erklæret at 8’eren har en ganske særlig plads i deres hjerte.

Uden nogen form for indledning slipper Beethoven førstesatsens energiske og muntre hovedtema løs. Det har kraft nok til at dominere hele forløbet, men suppleres fortræffeligt af et sidetema, som fagotten lægger op til. Der opstår en vis spænding mellem de to temaer, men det hele forløses, uden at satsen på noget tidspunkt mister noget af sit fandenivoldske præg.

Det er bemærkelsesværdigt, at den 8. symfoni ikke har nogen langsom sats. Den korte andensats er listigt luntende, som en spasmager, der sniger sig af sted for at udføre en opfindsom practical joke . Det har været en udbredt opfattelse, at denne spøgefulde allegretto skulle være en kærlig parodi på metronomen, der netop var blevet opfundet af Beethovens ven Johann Nepomuk Mälzel, men måske havde Beethoven fået inspirationen til denne sats fra Haydn, nemlig i hans symfoni nr. 101 med tilnavnet ”Uret”, der har en tikkende karakter. Beet-hoven kan have sendt en nostalgisk tanke til sin gamle lærer, der var afgået ved døden et par år forinden.

Tredjesatsen er præget af gemytlighed og står for mig som den mest ”wienerische” symfonisats, Beethoven har skrevet. Der er noget solidt biedermeiersk over den. Den slags musik, man i gamle dage kunne høre i Wiens små forstadshaver, og som blev spillet rundt omkring i byens dansepavilloner. Igen bidrager fagotten til den djærve humor, mens horn og klarinet indgår i et legende samspil i triodelen.

Fjerdesatsen er både virtuos og vital. Tempoet er blevet sat endnu en tak i vejret, og selvom der formelt er tale om en rondo, giver Beethoven flere steder plads til overraskende dæmoniske indfald. Men det hele er under kontrol, og de fire satser danner en forunderlig musikalsk sammenhæng og giver os alt andet lige et andet Beethoven-billede end det bistre, ufremkommelige geni med det heftige væsen. I den 8. symfoni fremstår Beethoven som en mand, man gerne ville have været på fornavn med, og i hvis selskab man ville have fornøjet sig over et krus øl eller to i de hyggelige haver i Grinzing.

Jeg lærte første gang symfonien at kende på en Philips-indspilning med den hollandske dirigent Paul van Kempen. Den kærlighed er ikke rustet.