Denne ukendte pioner banede vejen for nutidens normer

Poul Andræ fra den københavnske elite blev forkæmper for accepten af homoseksuelle

Det politiske miljø i Danmark i 1850’erne udgjordes af en gruppe mænd, der sammen med deres koner mødtes selskabeligt på torsdagsaftener for at diskutere politik. Det kunne være hos C.G. og Hansine Andræ. Her kom børnene Poul og Victor i kontakt med den ledende nationalliberale kaste foruden deres morbror, forfatteren Hans Egede Schack. De levede i et trygt hjem, og de blev sat godt i vej. Blev jurister med høje karakterer, men med noget særprægede karriereforløb. En vis medvind ved ansættelser i statsadministrationen fik de gennem familiens politiske venner.

Poul Georg Andræ fødtes i 1843, og han blev elev på Metropolitanskolen, hvor han lærte klassisk kultur og sprog. Ikke mindst kendskabet til græsk litteratur var med til at sætte ord på den seksuelle tiltrækning, han følte. Han var tidligt klar over, at han måtte være det, man kaldte kontrærseksuel. Han havde, hvad han på græsk kalder en ”filia”, altså en forkærlighed for mænd, ja, han var især tiltrukket af stærke mænd med barkede næver.

Andræ efterlod sig et velordnet arkiv med henblik på eftertidens undersøgelse og publikation. Dette materiale har arkivaren og historikeren Karl Peder Pedersen underkastet en dybtborende analyse. Andræ var sig bevidst, at beskrivelserne af hans seksualitet og undertrykkelen af den havde et befrielsespotentiale, men stoffet rummer også lakuner, som Pedersen søger udfyldt. Bogen er en lidelseshistorie, der går meget tæt på hovedpersonens psyke og hans evige angst for at træde frem og blive afsløret i den praksis, som beskrives meget klart og kontant. Andræ flygtede for samfundet, den offentlige moral, men lagde også bånd på sig selv i en lang periode. Således vovede han allerhøjst at tænke på sex med de efter hans mening prægtige sorte i Vestindien, da han i 1870’erne virkede der som sekretær for en regeringskommission.

Hvor kunne han da leve sin seksualitet ud? I Italien var det muligt, og her var også et af hans studieobjekter, nemlig den romerske oldtidsvej Via Appia, som han beskrev i et stort værk, der dog ikke blev videnskabeligt anerkendt. Andræ havde svært ved at finde på plads, og hans karriere sluttede som amtsforvalter i Skanderborg, hvilket ifølge ham selv var en rædsom periode. Han gik på pension i København som 50-årig, men gik også ind i et aktivt og bevidst arbejde for homoseksuelles ligestilling med andre.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er sært, at han som jurist ikke var særlig godt orienteret om lovgivningen. Det gik sent op for ham, at det ikke var kriminelt at være homoseksuel; politiet skred dog hårdt ind over for pengeafpresning. Man kunne let få sit navn og rygte ødelagt af folk, der vidste noget, og som tog sig betalt for at tie om de kendes dunkle liv. Langsomt kommer han via politiet og sindssygehusvæsenet i kontakt med en moderne psykiatri, han læser de nyeste afhandlinger og teorier. Han opsøger tidens mest berømte psykiater på området i Wien, men har det sværere i Danmark, hvor der kun er få veluddannede psykiatere. Bogen rummer bidrag til det i forvejen af Amalie Skram negativt tegnede billede af Knud Børge Pontoppidan på Kommunehospitalets sjette afdeling. Andræ tager simpelthen skriftligt og offentligt til genmæle mod overlægen, hans teorier og hans metoder.

Karl Peder Pedersens bog er en øjenåbner. Den er skrevet med stor historisk professionalisme, og den tegner billedet af en mand, der søger at bidrage med viden om sin seksualitet, for den var knap nok beskrevet af læger og psykiatere i hans tid. Gennem kontakterne med lægerne udlægges nok nye spor af viden, hvis retning går mod en forståelse af ”patientens” lidelse, men nok så meget af dennes lidelser. Spørgsmålet er jo ikke patologisk, men i høj grad socialt og politisk. Den sociale orden eller uorden havde så også en anden side: Andræ var i stand til som del af den økonomiske og sociale elite at betale samfundets lavest stillede for det, han seksuelt søgte. Der var ofte en asymmetri i forholdene, som han dog søgte at bøde på i sit testamente, der efter hans død i 1928 rundhåndet delte penge ud til mange af hans gamle bekendtskaber. Karl Peder Pedersen ser hele tiden opmærksomt sagen fra flere vinkler.

På en måde er det en rodet historie, fordi der konstant er lag, der dækker over lag. Den handler meget om, hvad man tror og synes, om omgivelsernes syn på en selv som individ, om illusion og virkelighed. Den handler om viden og om mangel på viden, men også om en videnskab, der må tilbagelægge en lang vej i det 20. århundrede under positivisme, biologisme og politiske ideologiers stigmatisering af de menneskelige drifter.

Karl Peder Petersen fortæller på en gang fortættet og detaljeret, hvorved bogen får sin egen dynamik. Jeg vil tro, at meget få i dag kender Poul Andræ, men at han var en pioner, er der ikke den mindste tvivl om.

Han betalte længe en personlig pris, men valgte så netop selv på et tidspunkt at gøre sin seksualitet, sin viden og sine erfaringer til del af et fremadrettet oplysningsprojekt. Det er en vigtig bog om vejen frem mod det moderne samfund med dets normer. Den er derfor svær at finde en vej uden om. Den ligner til forveksling en klassiker.