Martin A. Hansens skrifter fra besættelsestiden er intens læsning

Det er intenst at læse Martin A. Hansens skrifter fra besættelsestiden, der nu udkommer for første gang. Der er tale om en væsentlig og helt oplagt udgivelse

Det har længe været kendt, at Besættelsen var en skelsættende periode i Martin A. Hansens liv, og at den gav anledning til nogle af hans mest berømte ikke-litterære tekster som ”Dialog om Drab og Ansvar” (om stikkerlikvideringerne) og ”Juli 44” (om folkestrejken i København). Nu sættes disse tekster ind i deres naturlige sammenhæng med en del andre tekster, der ikke tidligere har været genudgivet og kendt. –
Det har længe været kendt, at Besættelsen var en skelsættende periode i Martin A. Hansens liv, og at den gav anledning til nogle af hans mest berømte ikke-litterære tekster som ”Dialog om Drab og Ansvar” (om stikkerlikvideringerne) og ”Juli 44” (om folkestrejken i København). Nu sættes disse tekster ind i deres naturlige sammenhæng med en del andre tekster, der ikke tidligere har været genudgivet og kendt. – . Foto: Mogens Amsnæs/Ritzau Scanpix.

I årene omkring årtusindskiftet fik vi de store monumentale Martin A. Hansen-udgivelser: ”Dagbøger” i 1999 redigeret af Anders Thyrring Andersen og Jørgen Jørgensen, og i 2004 ”Kætterbreve”, redigeret af Thyrring Andersen alene. Begge udgivelser affødte kolossal interesse. Der blev afholdt seminarer på universiteterne, og der udkom diskuterende supplementsbind.

Det var en fest. Senere blev der lidt mere stille i den store offentlighed. Martin A. Hansen-aktivismen blev dog institutionelt forankret i Landsforeningen Martin A. Hansen, stiftet i 2009 ved 100-året for forfatterens fødsel. Forfatterens datter Mette Lise Rössing har været en drivende kraft, og foreningens aktuelle formand er pastor emeritus Ole Juul, også kendt som kronikør i nærværende avis.

Og i dag sendes man så helt tilbage i millennium-stemning, for nu er der endelig igen landet en monumental Martin A. Hansen-udgivelse. Landsforeningen er initiativtageren og Gyldendal (igen) forlaget bag ”For Folkets Frihed. Martin A. Hansen og Besættelsen”. De gamle redacteurer er på banen, Jørgen Jørgensen har redigeret udgivelsen, Thyrring Andersen er bidragyder, og Ole Juul skriver forord på foreningens vegne. Faktisk er gensynsglæden lige ved at tage overhånd: Juul roser i sit forord Jørgensens indledning, og Jørgensen lovpriser på sin side de aktuelle bidrag til udgivelsen. ”Happy days are here again.”

”For Folkets Frihed” samler alle de tekster, Martin A. Hansen skrev i tilknytning til besættelsen af Danmark, dels de anonyme bidrag fra det illegale blad Folk og Frihed og fra antologien ”Der brænder en ild”, dels teksterne i eget navn fra de første år efter Befrielsen.

Der er tale om en væsentlig og helt oplagt udgivelse. Det har længe været kendt, at Besættelsen var en skelsættende periode i Martin A. Hansens liv, og at den gav anledning til nogle af hans mest berømte ikke-litterære tekster som ”Dialog om Drab og Ansvar” (om stikkerlikvideringerne) og ”Juli 44” (om folkestrejken i København). Nu sættes disse tekster ind i deres naturlige sammenhæng med en del andre tekster, der ikke tidligere har været genudgivet og kendt.

Det fremhæves, at udgivelsen er væsentlig både i Martin A. Hansen-sammenhæng og besættelseshistorisk. Det er rigtigt, men måske skulle man så have taget skridtet fuldt ud og ladet en historiker med speciale i perioden introducere den for (ikke mindst de yngre blandt) læserne og kommentere på de ting, Hansen skriver.

Jørgen Jørgensen har ganske vist i sin indledning lavet en ”fortællende tidstavle” og også et fyldigt noteapparat, men man savner en løbende redegørelse for de forhold, Hansen mener noget om. Gode bidrag af Axel Johnsen og Bo Rasmussen klarer opgaven, hvad angår Sydslesvig-debatten og folkestrejken, men man skal i for høj grad selv samle stumperne. Jeg havde gerne set Jørgensen skrive et andet bidrag, men herom senere.

Det er meget intenst at læse Martin A. Hansens illegale tekster.

I sagens natur er der tale om lejlighedsskrifter; de skal virke ansporende og følelsesmæssigt appellerende. Patos kan forekomme, og den refleksive dybde og den litterære brillans er naturligvis ikke et hovedærinde. Man kan diskutere, om han var særligt velegnet til beredskabsrollen. Som en tænksom og anfægtet natur med tendens til det forgrublede var han meget anderledes end en Kaj Munk eller en Nordahl Grieg, som han implicit sammenligner sig selv med et sted; de to magtede på hver sin måde den store lidenskabelige eller naive gebærde, som situationen krævede. Drømte han om at være mere Kaj Munk-agtig?

Her smides den reflekterede i hvert fald ind i en verden med radikale valg og absolutte handlinger, den realiserede eksistentialisme. Han går til biddet. Ikke mindst er han heftig og sarkastisk i sin polemik mod intellektuelle, der står på afstand og kan tænke sig frem til tusind gode grunde til ikke selv at forpligte sig. En veloplagt og ond energi driver ham her, og mon ikke han også svinger pisken over en lunken udgave af sig selv?

Et vigtigt emne er hans oplevelse af folkestrejken i juli 1944. Man kommer til at tænke på forfatteren Elias Canetti, der på samme måde blev præget for livet af en masse-oplevelse i Wien. I den såkaldte massepsykologi har massen været betragtet som et irrationelt og etisk tvivlsomt fænomen, men Hansen ser den helt omvendt og positivt; massen kan i visse tilfælde stå på et etisk højere stade end individet eller udgøre den lykkelige fusion af ansvarlige individer. Den oplevelse giver ham virkelig håb for fremtiden, også da det ser dystert ud efter Befrielsen. Og han drager en parallel til religionsskiftet i Norden i sin tid som et lignende positivt massefænomen.

Et andet centralt motiv er offeret. Nogle må dø, for at andre kan leve. De unge frihedskæmpere ligger i deres grave.

Som bekendt var der i årene efter krigen en intens optagethed af de unge sabotørers breve fra timerne før henrettelsen. Heroisme, mytologisering og Kristus-identifikation går hånd i hånd. De henrettedes breve skyder lige som en pil gennem stuen og rammer en gammel bog på hylden, Det Nye Testamente bliver revitaliseret, når nogen igen må dø for én.

Martin A. Hansen tangerer her en dødskult og en atavistisk offerdyrkelse, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal mene om. Redaktør Jørgensen er ekspert i den franske litterat René Girards kulturteori om syndebukkens ofring som en grundlæggende figur, der overvindes af kristendommen, og jeg havde gerne set ham udlægge, hvad Girard ville sige, når Hansen skriver, at det rene absolutte liv, der kan overvinde relativitet, kun har ét vidnesbyrd, som renser såret for bakterier, og det er offeret.

Langt mere menneskeligt indlevet og psykologisk fintmærkende er Hansen, når han andetsteds – og fremhævet i en fin læsning af David Bugge – ser brevene som en kærlighedsgerning som den dømte yder sine nærmeste. Han dølger sin egen angst for at trøste dem og trøstes og opbygges selv derved.

Et tredje motiv er mindet. Hvordan skal man ære dem, der gav sig hen? Han udtrykker gentagne gange stor modvilje over for monumenter og mindesmærker. Ofrene må ikke blive historie, de skal være levende stene. Hellere et gammelt frønnet trækors for Munk end en statue, mener han næsten naivt, for er der ikke meget andet end fysiske mindesmærker, der på uheldig vis kan være monumentale, for eksempel alt for store ord?

Efter Befrielsen raser han mod parti-uvæsenet og de gamle politikere, der kommer igen og vil stjæle æren fra modstandsfolkene. Han er bekymret for de unge, deres skuffelse, der kan slå over i kynisme. Martin A. er ikke noget politisk dyr. Det er folket, det gælder, og den enkeltes stærke karakter. Han veg tilbage, når det politiske blev trægt og svært, som det viste sig i Slesvig-spørgsmålet. Var han i virkeligheden lidt af en revolutionsromantiker med sin euforiske begejstring for folkestrejken?

Den oplagte forening af det muliges kunst med de høje idealer viste sig for ham at være kulturpolitikken, oplysningen, den lange vandring gennem institutionerne. På den baggrund giver det mening, at han kunne se tidsskriftet Heretica som en forlængelse af det illegale blad Folk og Frihed, en tanke mange andre måske ikke lige selv var kommet på. Han udlægges blandt andet af Thyrring Andersen som en fader til velfærdssamfundet, altså det idébårne og kulturelt oplyste, som Lasse Horne Kjældgaard for nylig har skrevet disputats om. Måske ikke så godt nyt for dem, der gerne har villet se Martin A. Hansen som en af vore få store borgerlige forfattere i det 20. århundrede.

Artiklerne er gennemgående gode. Men især de litterære analyser er ikke alle lige nødvendige i sammenhængen. Hovedproblemet er dog den store ærbødighed, der kan udarte til eftersnak. Martin A. Hansen var bedre tjent med, at man var gået hårdere til ham, for en del af det, han siger om offeret og massen, virker ærligt talt lidt mystifistisk.

Jeg ved godt, at Martin A. Hansen er et stridens æble. Jeg har selv støbt termen ”Martin A. Hansen-bashing” og påpeget, hvordan generationer af litterater slapt og rutinemæssigt har undsagt og latterliggjort digteren fra Stevns.

Modviljen går dybt, og man kan også møde den hos folk og i sammenhænge, hvor man ikke forventer den. På den baggrund kan man sagtens føle sig foranlediget til at danne vognborg omkring ham, men han var måske ikke på alle punkter et orakel.

Og her må jeg så næsten slå mig selv for munden, for også på disse sider kan løvekloen når som helst slå uventet til og oraklet spå om fremtiden, så man forbløffes. Han forudser for eksempel både de små landes situation under den kolde krig og hele efterkrigstidens udstrakte brug af ”nazi-kortet”, anti-nazismen som den moralske målestok over alle andre. Klogere end de fleste, det var han altså.