Mette Bock: Der er altid et lys foran en

Kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA), der i næste uge fylder 60 år, oplevede tidligt modgang i livet. Som voksen har hun flyttet sig mellem forskellige topjob og fra SF til Liberal Alliance, men hun er hele tiden blevet hos sin mand i Horsens – og i troen på Gud

Livet leves bedst lokalt, mener kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), der er blevet i Vær Sogn hele livet. –
Livet leves bedst lokalt, mener kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), der er blevet i Vær Sogn hele livet. – . Foto: Tim Kildeborg Jensen /ritzau.

”Må jeg lige fortælle dig en historie, inden vi går i gang?”, spørger kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), mens hun hælder kaffe op i et par blomstrede porcelænskaffekopper på sofabordet hjemme i Vær Sogn i Horsens.

”Det her er et meget dyrt kaffestel med en meget speciel historie,” siger hun med et varmt glimt i de isblå øjne, mens hun fortæller, hvordan hendes mands tyske bedstefar byttede sig til kaffestellet for to stænger cigaretter under krigen, hvor han selv slap for krigstjeneste, da han med sin centrale stilling på en cigaretfabrik i Hamborg var blevet erklæret uundværlig.

”Min mands ’opa’ havde aldrig regnet med at se det kaffestel og mest givet de to stænger cigaretter til manden, fordi han havde virket meget trængende. Men i 1953 – ti år senere – dukkede der pludselig en stor trækasse op med et kaffestel til 12 mennesker og fade og det hele. Det viste sig, at kassen ved en fejl var havnet på et loft i Berlin, som jo blev sønderbombet under krigen. Men lige det hus blev ikke bombet. Og her var der altså en, der fandt kassen med min mands opas adresse på loftet i 1953 og sørgede for at få den sendt af sted. Er det ikke fantastisk?”, udbryder Mette Bock og smiler, inden hun tilføjer:

”Selv et skrøbeligt kaffestel kan altså overleve selv de værste krige.”

Mette Bock er familiens samlingspunkt

Mette Bock minder på en måde om sit fine kaffestel. Hun er i hvert fald både tynd, smuk og mere robust, end man skulle tro. Og så samler hun hele familien omkring sig i Horsens, hvor hun altid har boet. Som byrådsmedlem navngav hendes far endda den vej, hun bor på med udsigt over Nørrestrand og det fredede fuglereservat med græssende køer, der grænser direkte op til familiens hus. Og siden har det været et samlingssted for familien, cockerspanielen Crassus (kærligt opkaldt efter den romerske senator) og vennerne i Liberal Alliance.

Mette Bocks bror, udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), viede endda engang – som byrådsmedlem – Joakim B. Olsen og hans kone, Karen, lige her på terrassen. Men selvom Mette Bock altså både har huset og kaffestellet i orden, kan hun stadig godt mærke, hvordan det var at føle sig helt alene. For sådan havde hun det i flere år, efter at forældrene blev skilt, da hun var teenager.

"Nu har du kun dig selv"

”Da mine forældre fortalte mig, at de skulle skilles, satte jeg mig ned og tænkte: ’Nu har du ikke længere nogen at læne dig op ad. Nu har du kun dig selv,’” siger Mette Bock og stiller forsigtigt sin kaffekop på plads på den fine underkop, inden hun tilføjer:

”Det var ikke nogle lykkelige ungdomsår.”

Årene forinden havde i forvejen ikke været nemme. Mette Bock så sin lillesøster, Karen, blive dræbt i trafikken ”lige ovre på Oddervejen”, da Mette Bock var ni år gammel i 1966. Dengang havde børneflokken bestået af to piger og to drenge. Men de næste to år fødte moderen to drenge til, så Mette Bock nu havde fire små brødre derhjemme og en søster i Himlen. På samme tid kom faderen i Folketinget for Det Radikale Venstre, hvor han faktisk også var tæt på at blive netop kirkeminister. Men da han så røg ud af Folketinget ved jordskredsvalget i 1973, røg han også ud i et alkoholmisbrug. Og så mistede han ikke kun sit mandat, men også sin kone, der i stedet fandt en ”ny, besynderlig mand”. Og midt i det hele sad teenageren Mette Bock og tænkte, at hun nu ikke længere kunne regne med andre end sig selv, mens hun forsøgte at være en god storesøster for sine fire mindre brødre.

”Som årene er gået, har jeg fundet ud af, at det har været helt afgørende for hele min tilgang til livet, at jeg som niårig så min søster dø og året efter fik lov til at se Anders’ fødsel. Det tænkte jeg ikke over dengang. Men det har farvet hele min forståelse af, at vi må gøre os umage i livet, men alligevel ikke kan styre alt,” siger Mette Bock, da hendes mand pludselig åbner stuedøren for at hente noget, inden han forsvinder med et kærligt smil i fuldskægget.

Familiens fire generationer bor i hjemsognet

”Det blev nemmere, efter at jeg mødte Hans Jørn,” siger Mette Bock så.

”Jeg var kun 17 år, da jeg mødte ham. Og siden har han været min søjle. Han er 11 år ældre end mig, så han var allerede dengang et voksent menneske, som mine brødre også kunne læne sig op ad. For det var nogle hårde år – både for mig og mine brødre, men hvis man kan se en positiv bivirkning af det, så er vi blevet meget tæt knyttet til hinanden. Hans Jørn og jeg fik vores første barn, da jeg var 20 år, så vores hjem blev også et tilholdssted for mine små brødre. For der var problemer både hos min mor og far. Jeg bebrejder dem ikke, at de blev skilt, for deres ægteskab kunne ikke mere, men de var meget dårlige til at blive skilt. Min far ville for eksempel slet ikke se min mor mere, og det er meget upraktisk, når man har fem børn sammen, så der var meget forbindelsesofficer over min rolle dengang. Men jeg kom igennem det hele uden at gå i stykker.”

Kaffestellet er blevet i Horsens, siden hendes mand arvede det. For selvom Mette Bock blandt andet både har været direktør for Muskelsvindfonden, chefredaktør på JydskeVestkysten og programdirektør i DR, er familiens rødder i Horsens for stærke til at blive rykket op. Og i dag bor familiens fire generationer i hjemsognet. For ”livet leves bedst lokalt”, som hun siger. Og sådan har hun trods forældrenes skilsmisse selv videreført deres fælles holdning til, at man skal engagere sig i familien, skolen, samfundet – og kirken, hvor Mette Bock også har følt sig hjemme hele livet.

”Begge mine forældre sad i menighedsrådet. Og jeg blev allerede kirkesanger, da jeg gik til konfirmationsforberedelse. Senere blev jeg også kordegn i kirken, hvor jeg stod og læste bønnerne op. Jeg har været meget i kirke hele mit liv, ligesom troen også har fulgt mig hele livet. Men det er ikke noget, jeg går og sætter ord på.”

Prøv alligevel…

”For mig er det en tro på, at uanset hvor ondt livet gør, og hvor mange sten der er på vejen, så er der et eller andet sted et håb og en barmhjertighed og nogle muligheder, som man skal prøve at få øje på. Troen giver altid det perspektiv, at der ligger noget foran en. Der er altid et lys foran en. Selvom det hele ser sort ud, er der altid et lys et sted.”

Kunne du også mærke det som stort skilsmissebarn?
”Ja, det kunne jeg faktisk godt. Men det var ikke noget, som jeg gik rundt og talte med andre om. Det har bare været et fundament for mig. Ligesom at trække vejret. Man tænker jo ikke over, at man trækker vejret. Det gør man bare. Sådan er troen i mit liv også. Det er fuldstændig ukompliceret.”

Har du haft nogle særlige trosoplevelser?
”Overhovedet ikke. Jeg er meget lidt spirituel, hvad det angår. Jeg er meget jordnær,” siger hun og tilføjer, at hun dog for eksempel har stor respekt for P1-værten Anders Laugesen, der er ”ude i alle hjørner” for at afsøge, hvad der findes i sindet i programmet ”Mennesker og tro”.

”Det er en fantastisk skurvogn, han har. Han bruger oven i købet meget af sit eget udstyr, fordi han ikke kunne vente på DR, så det er noget af det billigste radio, man kunne lave. Men også noget af det allerbedste. For han laver virkelig smukke samtaleprogrammer. Og man kan også høre, at han kender sit område og har det brede overblik, så han kan stille meget præcise spørgsmål.”

Hvad mener du om, at DR lukker programmet?
”Det er DR’s valg, uanset hvad jeg måtte mene om det, og fordi jeg selv har været på den anden side, kunne jeg aldrig drømme om at blande mig i konkrete programmer som minister. Men når vi skal til at lave en ny medieaftale, vil jeg gøre alt, hvad der står i min magt, for at få strammet fokus på, hvad der er kernepublic service, også for en stor institution som DR. For det har vi prøvet medieforlig efter medieforlig. Og der er også bred politisk enighed om, at der er noget, som man ikke kan forvente, at andre medier kan og vil levere, og så skal DR gøre det. Og det bliver vi bare nødt til at få strammet op på.”

Som programdirektør i DR oplevede hun dog også, at der er mange forskellige holdninger til, hvad DR skal:

”Alle har en holdning til DR. Men jeg valgte at gå fra DR, fordi jeg syntes, at det gik den forkerte vej. Man kan vælge to veje som en stor public service-institution. Enten kan man vælge at lægge sig så meget op ad markedet som muligt for at konkurrere om seere og lyttere i takt med, at medieudbuddet bliver mere broget,” siger hun og holder sine samlede hænder ud til den ene side som en stor radionål, inden hun fører dem over til den anden side af ”FM-båndet” i luften, idet hun tilføjer:

”Eller også kan man vælge at blive et korrektiv, så man netop leverer det, som det kæmpestore mediemarked ikke kan eller vil levere, fordi der er en dannelse, som vi som et lille samfund med et lille sprogområde gerne vil holde fast i. For den dannelse minder os om, at vi stadig føler, at vi er ét folk med nogle grundlæggende værdier, som vi er sammen om. Det er en kæmpestor opgave for en institution som DR, og den synes jeg at de skal løse bedre. Så har jeg ikke sagt for meget.”

I en kronik i Berlingske kritiserede hun for nylig DR for at svigte kunst- og kulturområdet, som hun overordnet set synes mangler opmærksomhed.

”Du får mig ikke til at kritisere konkrete programmer. Det er egentlig også helt ligegyldigt, hvad jeg som minister synes er godt eller dårligt på det enkelte programniveau. Det, der er vigtigt, er, at vi samlet set får et indhold, der medvirker til at styrke den dannelse, som også finder sted i skolen og foreningerne i lokalsamfundet. Men DR har en særlig dannelsesopgave, og den skal løses bedre.”

Gælder det også trosstoffet?
”Det gælder hele kunst- og kulturområdet, herunder trosstoffet. Det bliver opfattet som et surt pligtstof i DR. Men det er det, der virkelig har betydning. Det er jo selve fundamentet. Det er lidt det samme med det ministerielle hierarki, hvor Kirke- og kulturministeriet ligger nederst. Det er helt bogstaveligt. Man går bagest, når man skal ind til dronningen. Men jeg plejer at sige, at det ikke gør noget. For det, der ligger nederst, er jo fundamentet. Et hus står ikke uden et fundament, og det er også det, der betyder noget for folk. Det er jo de færreste, der virkelig er optaget af de tekniske ting, vi ofte diskuterer som politikere. Men udover arbejdslivet er det, der betyder noget, jo netop foreningslivet, lokalsamfundet og troslivet,” siger kirke- og kulturministeren og tilføjer:

”Det er de ting, der optager en i hverdagen, men de bliver skubbet til side i det ministerielle hierarki. Og lidt det samme gør sig gældende i DR, hvor de store væsentlige spørgsmål bliver trængt til side til fordel for underholdningsperspektivet i debatter, hvor man tager en fra hvert sit yderste hjørne og får dem til at slås. Resultatet er, at ingen bliver klogere, og ingen flytter sig nogen steder hen. For de berigende samtaler foregår kun i nogle meget sjældne reservater. Og det er ikke godt nok.”

Selv har Mette Bock i hvert fald på papiret flyttet sig politisk. Som ung stillede hun op for SF, siden blev hun næstformand for Det Radikale Venstres landsorganisation, inden hun så blev medlem af først Ny Alliance og siden Liberal Alliance. Men hvad er den røde tråd i det forløb?

”Det er troen på det enkelte menneske og troen på, at dér, hvor livet leves, det er lokalt og i familien og i dagligdagen,” svarer Mette Bock straks og tilføjer så:

”Jeg ved godt, at det lyder tåbeligt, men jeg mener grundlæggende, at jeg har de samme holdninger, som jeg altid har haft. SF var en fejltagelse, det erkender jeg blankt. Men vi begår jo alle fejl i vores liv. Men den grundlæggende tro på, at mennesker kan og vil, har præget mig hele mit liv.”

Hvad tiltrak dig ved SF?
”Det var Lilli Gyldenkilde, som var et fantastisk menneske med en kæmpestor personlig integritet. Jeg skrev en biografi om hende i starten af 1990’erne. Hun havde også en meget udogmatisk tilgang til sit eget parti, og da hun spurgte mig, om jeg ville stille op, tænkte jeg, at hvis jeg kunne hjælpe hende lidt med det, så gjorde jeg da det.”

Mens det var Lilli Gyldenkilde, der fik hende til at stille op for SF, var det broderen, Anders Samuelsen, der overtalte hende til at stille op for Liberal Alliance, som også passer bedre til hendes egne grundholdninger. Men hun lægger ikke skjul på, at hendes egne valg af partier også har været personbårne. For politik handler også om at have tillid til mennesker, mener hun:

”Det tror jeg også vil komme til at præge vores demokrati i fremtiden. Partierne kommer til at fylde mindre og den enkelte politiker kommer til at fylde mere. Det er der nogle, der begræder. Men jeg synes, at det ville være fantastisk, hvis Folketinget bestod af 179 selvstændige mennesker, der var mere optaget af gode argumenter end partidisciplin og topstyring. Folketinget burde ikke være som en skoleklasse, hvor man bruger mere tid på at mobbe hinanden end at finde løsninger sammen. Jeg er i hvert fald ikke blevet politiker for at latterliggøre andre. Men dem, man hører, er dem, der siger noget dumt, frækt eller sjovt. For det er vejen til at komme i medierne.”

Hvordan vil du beskrive din egen kulturforståelse?
”Jeg plejer at skelne mellem kunst og kultur. Kultur er det, der bindes os sammen i foreningslivet og så videre, mens kunst nogle gange kan splitte os ad, fordi den kan gøre os rygende uenige, men til gengæld kan den måske lære os at tale ordentligt sammen. For kunstens rolle er jo at udfordre vores måde at tænke på ved hele tiden at spørge, om verden nu også ser sådan ud, som vi forestiller os. Sådan giver kunsten os hele tiden nye synsvinkler på alting. For hvis vi kun forstår os selv og dem, der ligner os, bliver vi også meget tit endimensionelle og fordomsfulde. Og når man bliver fordomsfuld, begynder man ofte at ville lave om på andre i ens eget billede. Og så begynder det at gå galt.”

Fordi man tager Guds rolle?
”Ja, og det værre. For man vil jo ikke lave folk om, så de ligner Gud, men så de ligner en selv. Som om man selv var Gud. Og det bryder ægteskaber, venskaber og samfund sammen på. Det går altid galt. Man må lære at acceptere, at andre mennesker har andre præferencer og synsvinkler end en selv. Og det kan kunsten hjælpe os til at se,” siger hun og peger op på væggen, hvor et af den lokalt fødte kunstner Michael Kviums malerier hænger på en central plads i hjemmet.

Det forestiller en hjælpeløs figur, der alligevel ser ud til at lede efter lys.

”Det billede får mig altid til at tænke. Jeg fik det som en gave, efter jeg stoppede i Muskelsvindelfonden, hvor vi faktisk samarbejdede med Michael Kvium. For han udstillede nogle af muskelsvindlerne, som de kaldte sig. Så sad de dér musestille på museet. Og blinkede måske med øjnene til gæsterne. Nogle var meget stødt over, at vi udstillede handicappede. Men de havde selv lyst til projektet, som jeg tror, fik mange til at tænke. Og det er også det, livet handler om. Uanset hvilken situation man står i, må man i det mindste altid tænke: ’Er der noget jeg selv kan gøre her?’”