Prøv avisen
Musical

Der er både dramatik og harmoni i historien som Skagensmalerne

En fiskeskipper, spillet af Anders Bircow, kigger over skulderen på P.S. Krøyer, spillet af Tomas Ambt Kofod, der sidder ved staffeliet. – Foto: Thomas Lekfeldt

Musicalen ”Lyset over Skagen” om Skagens kunstnerkoloni har i dag, 12 år efter urpremieren, repremiere i Arena Nord i Frederikshavn. Herefter tager forestillingen på turné rundt i Danmark

Deres billeder bliver ved med at fascinere, og derfor bliver også personerne på og bag billederne ved med at være interessante. Sådan er det med Skagensmalerne, Danmarks verdensberømte kunstnerkoloni.

I de kommende måneder får danskerne mulighed for at opleve eller genopleve en fortolkning af historierne om de kunstnere, der i slutningen af 1800-tallet samledes i det nordligste hjørne af Danmark inspireret af Skagens særlige lys. Det sker, når musicalen ”Lyset over Skagen” fra 2007 i dag får repremiere i Arena Nord i Frederikshavn og derefter tager på turné i hele landet.

En stor del af skuespillertruppen er gengangere fra urpremieren for 12 år siden. Det gælder også Nicoline Siff Møller, der igen spiller og synger rollen som Anna Ancher. Hverken for hende eller resten af holdet er der dog tale om en gentagelse, men snarere om en ”gammel forestilling på nye druer”, som hun udtrykker det.

”Udgangspunktet er det samme, men vi er enige om ikke at lave en kopi, men en genfortolkning,” siger hun og lader forstå, at forskellen skal findes i nuancer, der er svære at forklare. Sikkert er det, at der er tale om et stykke danmarkshistorie, som bliver ved med at være interessant, mener hun.

Nicoline Siff Møller kan i år fejre sit 25-årsjubilæum som sanger og skuespiller. Hun fik sin debut i musicalen ”Atlantis” på Østre Gasværk i København i 1994. I rollen som Anna Ancher fortolker hun den eneste af de berømte malere, der er ægte skagbo. Hendes far ejede Brøndums Hotel, hvor hun som ung mødte kunstneren Michael Ancher. De to giftede sig i 1880.

”Annas mor var indremissionsk, men selv fik hun en mere fri tilgang til livet. Hun voksede op med de kunstnere, der kom på hotellet, men samtidig havde hun en fod indenfor i alle grupper og samfundslag i byen. Min intention er at skildre hende som en varm og favnende, lokal kvinde, der hviler meget i sig selv, og som samtidig er en anerkendt kunstner,” siger Nicoline Siff Møller og fortsætter:

”Hun havde et nært og ligeværdigt forhold til sin mand, og på mange måder var de som par ret fremmelige for deres tid.”

Anna og Michael Anchers harmoniske ægteskab står i musicalen i kontrast til Marie og P.S. Krøyers langt mere stormfulde forhold. P.S. Krøyer er psykisk ustabil, og Marie er ikke lykkelig. Hun finder i stedet kærligheden hos den svenske komponist Hugo Alfvén, og det trekantsdrama bærer en stor del af handlingen i ”Lyset over Skagen”.

Flere end 60.000 publikummer så musicalen for 12 år siden, og mange anmeldere var dengang begejstrede. Instruktøren Daniel Bohr er også begejstret for at få lov til at sætte musicalen op endnu en gang:

”Det er en stor fornøjelse. at vi igen får lov til at formidle den på én gang dramatiske, harmoniske og historiske fortælling om de danske skagensmalere på musicalscenen. Jeg glæder mig meget over at forvandle en svunden tid på ny sammen med et dygtigt hold bag scenen og imponerende skuespillere,” siger Daniel Bohr.

Nye i truppen er skuespillerne Anders Bircow og Joachim Knop.

”I begyndelsen af 1990’erne tomlede jeg til Skagen hver sommer sammen med mine venner, og jeg husker tydeligt de klitter, vi sprang længdespring fra. Det er skønt at komme tilbage til de omgivelser i ’Lyset over Skagen’,” siger Joachim Knop, der spiller rollen som Hugo Alfvén.