Hvorfor bliver folk ved med at skrive og tænke i deres høje alderdom? Hvorfor hviler de ikke på laurbærrene og ser engelske krimier i fjernsynet i stedet for? Sådan tænkte jeg, da jeg var yngre. Men det var kortsigtet. Nu forstår jeg, at ligesom der er en fysisk selvopholdelsesdrift, der kan trodse al fornuft, er der en eksistentiel og ekspressiv selvopholdelsesdrift, der snakker videre hinsides enhver rimelighed.
Og heldigvis da, for man får ikke mindre brug for rollemodeller med alderen, og jeg har heldigvis endnu en del tilbage. En af dem, forfatteren og journalisten, gammel redacteur og dr. phil. er han også, Niels Barfoed, fylder 90 næste år, men han skriver ufortrødent og udgiver en bog cirka hvert andet år. I år er det ”Ingen vej udenom”, små personlige og stemningsfulde essays om de store emner, liv og død og kærlighed og krig, som undertitlen fortæller.
Barfoed kan næppe selv have ældre rollemodeller tilbage blandt de levende. Han har overlevet sine berømte barndomsvenner Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen og Jesper Jensen.
Det må være mærkeligt at være den overlevende. Hvordan håndterer man det? Hvem har egentlig ”the upper hand”? Er det den overlevende, der vel ikke uden en ren og skær biologisk følelse af triumf kan skrive videre, også på vennernes eftermæle? Eller er det de døde, der så fuldstændigt reserverer sig og ikke melder tilbage til deres ven, der tumler rundt endnu en tid på livets scene, mens de selv ligger inde med den yderste viden, Rifbjerg til overflod ved siden af Henrik Pontoppidan på kirkegården i Rørvig?
Han snakker til dem, Barfoed, selv om han medgiver dem, at de er døde. Især snakker han til Rifbjerg og i mindre grad til Jesper Jensen, slet ikke til Villy Sørensen, og det er måske mærkeligt, men det kan vi vende tilbage til. Rifbjerg er den store venskabelige anstødssten i Barfoeds liv, og han fortæller os endnu en gang om de helt aparte og ondskabsfulde chikanerier, Rifbjerg udsatte ham for, men han får også, blandt andet ved gensyn med Rifbjergs børn, formidlet hele det tætte venskabs komplicerede fællesmængde af ømhed, latter, diplomati, genkendelse og pirrelighed.
Bogens små tekster koncentrerer sig især om livets yderpunkter, barndom og alderdom. Alt det midt imellem – ægteskaber, børn, hele arbejdslivet og det offentlige virke – er stort set fraværende. Barfoed går rundt i sit kvarter, Nyhavn og Gammelholm, og beskriver flygtige bekendtskaber fra caféer og busstoppesteder. Der kommer også en dame fra kommunen og ser til ham i lejligheden. Statens datter kalder han hende i et fint lille portræt.
Det gamle menneskes situation bliver nænsomt selvportrætteret gennem genstande som sko og badekåber. Der er mange sansninger og erindringer fra barndommen og den tidlige ungdom, hvordan var det at gå på apoteket, hvordan vaskede man tøj dengang, blev man lidt småtosset af aldrig at se piger, fordi skolerne var så kønsopdelte, men frem for alt er det besættelsen, der dominerer, larm og eksplosioner og vold i gaden og bombefly på vej andre steder hen. Der var engang en krig, som Rifbjerg sagde, og det er et stærkt fællesmotiv for Barfoed og ham. Især dette med at man levede i en potentielt ekstrem tid, hvor der alligevel skete forbløffende lidt i Danmark. Barfoed satiriserer over, at vi bruger vendingen ”de fem forbandede år”, når man tænker på, hvordan det gik for sig i det meste af Europa og resten af verden.
Alt lå ligesom i det latente, og gamle aviser og ugerevyer kan fremvise en forbløffende normalitet i de år, hvor ligene hobede sig op andre steder. Vi holdt os skadesløse. Det er først nu, vi dør, siger Barfoed om sin egen generation, der var for unge til at komme med i modstandskampen.
Det handler meget om døden hos Barfoed. Faktisk er hele bogen gennemsyret af det. Lige fra forældrenes dødslejer, hvor han føler, at han ikke gør fyldest, til den skulptur ved Garnisonskirken af en død soldat, der ligger i forvreden stilling på slagmarken og er kommet på forsiden af bogen. Det kan lyde dystert. Eller abstrakt. Eller sentimentalt. Men forunderligt nok er bogen ingen af delene. Den er konkret, sanset, stemningsmættet. Jeg læste den første gang som godnatlæsning uden at vide, at jeg skulle anmelde den. Og blev vugget blidt ind i søvnen.
Døden kan være så meget, antage så mange skikkelser. Og dem følger Barfoed gennem sine essays. Og vi ved ingenting om den alligevel. Og det er nok godt sådan. Røb intet, siger han til Klaus på kirkegården i Rørvig.
Barfoed har selv haft slagtilfælde, og han har som med forlygterne af en bil anet evighedens afgrund på den anden side af en bom. Men heldigvis var der en vendeplads derude ved den yderste rand med mulighed for at bakke lidt, køre tilbage og vente til næste gang.
Er der noget, man savner i bogen? Ja, jeg ville også gerne høre Barfoed snakke til Villy Sørensen. Han fortæller på et tidspunkt, at han ikke kunne følge Rifbjerg, Jesper Jensen og Leif Panduro i deres kulturradikale hyldest til PH og dennes lidt bøvede udsagn om Kierkegaard: Hvorfor skal vi dog læse ham? Barfoed var for præget af Villys tænksomme tilgang til tingene. Jeg ville måske også gerne have hørt lidt mere om tiden mellem barndom og alderdom, ikke så meget Barfoeds eget liv som selve Danmarkshistorien, som han har oplevet den. Hvor meget blev efterkrigstiden præget af den mærkelige undtagelsestilstand fra besættelsen? Er der særlige danske fænomener, der ville have været utænkelige uden?
Niels Barfoed har et stort forfatterskab bag sig, og han har med garanti allerede skrevet om disse ting. Men måske ville de ikke tage skade af at blive vendt endnu en gang med det særlige udsyn, der kommer på vejen tilbage ude fra vendepladsen.