Prøv avisen
Bøger

Der er et Holberg-lag i dansk bevidsthed

5 stjerner
Ludvig Holberg blev født i den norske by Bergen, hvor der i dag står en statue af den norsk-danske forfatter. – Foto: Bente Lindegaard/ritzau

En omfattende udgivelse af Holbergs værker er under udgivelse. At dømme ud fra de tre første bøger i rækken af syv – Holbergs komedier – er der tale om en væsentlig udgivelse, der åbner for det, som internettet glemmer

Der ligger de så. Tre tykke bind på bordet, de første komedier i et kæmpeværk, der løbende udkommer. Eller rettere: De er en speciel udgave af et kæmpeværk, der allerede findes på nettet på holbergsskrifter.dk. Netudgaven er videnskabelig og udarbejdet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i samarbejde med universitetet i Bergen. Den bringer teksterne, som de så ud i 1700-tallet.

Men det specielle ved den nye bogudgave, som DSL står for, er, at den til en vis grad er normaliseret med hensyn til ”uvante stavemåder, der nemt kan hæmme læsningen for nutidens læsere”. Ord til ord er de to udgaver altså ens, men ordene kan se forskellige ud, og de svære af dem er lige til at slå op i bindenes ordlister eller kommentarer.

Det er dansk nationalarv fra dengang, Norge var en del af Danmark. De tre første bind er Holbergs komedier fra 1723-1725, der suppleres af 15 bind andre Holberg-skrifter.

Det er godt, at bogudgaven nu også findes, skønt der findes andre tidligere bogudgaver af Holbergs skrifter antikvarisk, for nettet har efterhånden udviklet sig til en glemmekasse. At sige, at en ting ligger på nettet, er næsten det samme som at konstatere, at det er gemt væk på nettet. Muligheden for at søge på nettet bliver en slags forsikring, som er bedst ved ikke at blive brugt! Selvfølgelig vil enkelte forskere benytte netudgaven, men den fysiske bog melder sig i højere grad som en forpligtelse. Den råber på at blive åbnet og læst. Måske er det derfor, at mange minimalistiske hjem for tiden udrydder bogreolerne, da de ikke kan bære udfordringerne fra de ulæste bøger?

Den nye moderniserede bogudgave er nok blevet nemmere at læse i stavemåderne, men den har stadig sit præg af gammelt sprog, det Holberg-sprog, som så mange oplæsere har optrådt med og fået tilhørerne til at smile let over alle de franske fordanskede talemåder: monfrere, monsiør, tres humble serviteur og lignende. Hvad ville Holberg være uden dette komiske sprog? Ville han være sjov? Ville de forskellige handlingsskemaer om unges forhindrede bryllupper fryde så mange, hvis ikke disse sproglige finter blev udnyttet af skuespillerne?

For mere end selvstændige værker virker de fleste af komedierne som drejebøger til scenegøgl. De kræver skuespillernes persondannende indsats for blive rigtigt vedkommende.

I bunden af al komik ligger tilfældigheden eller det af intriganterne betjente tilfælde, der får sindet hos magthaverne til at skifte eller veksle. Og tillige det menneskelige grundvilkår: set indefra og set udefra. Det højeste ideal, set indefra, bliver komisk set udefra. Latteren holder mennesket frem med den krop, vi er fælles om, men som vi alle mere eller mindre gerne vil se bort fra. Derfor valgte jeg til denne anmeldelse at fokusere på tre komedier med tilfældigheden og den kropslige væren helt oppe i titlen: ”Den vægelsindede” (1723), ”Maskerade” (1724) og ”Uden hoved og hale” (1725).

Den vægelsindede er en kvinde, der er til besvær for alle, der omgås hende, med sine vekslende standpunkter: ”thi når hun 8 eller 9 gange om morgenen har været vekselvis from, arrig, gudfrygtig, ugudelig, verdslig, gejstlig, ødsel, sparsom (... og så videre.)”, så ved hendes tjener, at der er gået tid med det. Men hvordan forstå hende, hvis man ikke bare skal se komedien som en folkedybets mandschauvinisme? Holberg havde da også problemer med at forklare hendes vekslen. I dag ville komedien påkalde sig feministiske analyser, der afsvor komedien som manglende motivering af kvindesindet, hvis et sådant kunne bestemmes.

”Maskerade” har gjort den genstridige fader berømt i Jeronimus som en typebetegnelse for ældre folks modstand mod unges nye omgangsformer. Så dermed er den, som mange andre af disse komedier, blevet traditionsgods i dannelsen. Vi har alle fået et Holberg-lag i vores danske bevidsthed med replikker fra disse komedier, som vi har set på teatre, på fjernsyn eller stræbt igennem i klasseundervisning.

”Uden hoved og hale” handler også om at veksle i sindet eller om, at man har et standpunkt, til man tager et nyt. Denne gang er det mellem overtro og vantro, der skiftes. Og som udgangsverset siger, disse to ”et hjerte vekselvis bebo”, og det er tryggest at følge middelvejen.

Man kan godt få nok af denne middelvejsideologi i Holbergs komedier. Men på den anden side kræver den jo, at udsvingene til begge sider er til stede, og disse ekstremer giver saft og kraft til Holbergs komedier, når gode skuespillere kommer til.

Det er godt, at vi får denne standardudgave af Holberg, men om læserne derfor vil strømme til disse mægtige og flotte bind, er mere tvivlsomt. De er resultatet af mange forskeres indsats, og deres segment af 1700-tals-elskere vil fryde sig med Mikhail Bakhtin over latterens omstyrtende kraft, over vekslingens komik.8