"Jeg bliver her, til jeg skal bæres ud, og hvis jeg en dag ikke kan gå længere, så har jeg sagt, at jeg skal have en kørestol med larvefødder, tak!"

Helt nødvendigt, så Vibeke Tveden Andersen også i den situation kan transportere sig i det lidt uvejsomme terræn, for her er ingen fine stier i chaussésten, som man kender det fra byens veltrimmede parcelhuskvarterer.

Intet rygeforbud i Thylejren

Hun har lige været ude i regnvejret, hvor hun har hentet sig en våd øl, opbevaret uden for døren til det sammenbyggede træhus. Det købte hun af pilefletteren for syv år siden for 25.000 kroner. Nu har hun tændt sig endnu en cigaret, for i Thylejren eller Frøstruplejren, som den også kaldes er der ikke rygeforbud, hverken mod det ene eller andet, og Vibeke snakker løs midt i en blå røgsky. Hun hører til årgang 1958 og har boet i lejren i 15 år, men kom her første gang for 26 år siden.

"Jeg tror, vi er en syv stykker fra 1958 her i lejren, og det er jo en god årgang," tilføjer Vibeke Andersen og griner lidt i sin lille femkantede og tætpakkede stue, hvor hver en krog er udnyttet og fyldt op med kasser med bøger, papirer og meget andet.

Her bor hun sammen med sin skotske kæreste, i hvert fald på de dage, hvor vi er kærester, og han husker at smile til mig!

Der er tændt op i brændeovnen, og den er effektiv denne regntunge, men milde efterårsdag. Stuetemperaturen når op på de 27-28 grader, men også på kolde vinterdage er det ifølge Vibeke ikke noget problem at holde varmen i lejren, selvom dens fantasifulde, men ydmyge træskure og udrangerede jernbanevogne som oftest langtfra lever op til byggereglementets standardkrav vedrørende isolering.

"Er det koldt, tager man bare et nyt lag på," forklarer Vibeke Andersen og fortæller om en frossen vinterdag, hvor hun gik op til Fælleshuset iført fem lag tøj.

"Man tilpasser sig i sin måde at leve på. Det er thylejrsk. Vi lever jo tættere på naturen og vejret," tilføjer hun.

42 år efter Thylejen opstod: Børnene vender tilbage

Som årgang 1958 og dermed nu midt i 50erne hører Vibeke Andersen til gruppen af modne hippier, der holder fast ved deres alternative livsstil, 42 år efter at Thylejren opstod. Siden da er gennemsnitsalderen i lejren steget støt, den ældste er netop fyldt 75 år, men i de senere år er de unge begyndt at komme tilbage. Det er børnene af de gamle hippier, som vender hjem til barndomslandet og bosætter sig i lejren, hvor de bygger sig et nyt træhus eller overtager og måske udvider et af de eksisterende skure fra tidligere beboere.

Vibekes hus er sat sammen af noget af en skurvogn og et lille træhus, hvortil pilefletteren har føjet den femkantede stue med to udadskrånende vægge og udskæringer, så byggeriet nu alt i alt er på omkring 30 kvadratmeter. Vibeke Andersen lægger ikke skjul på, at hun er superglad for sin bolig.

"Jeg synes, mit hus er så smukt. Se alle de detaljer, der er kælet for," siger hun og viser frem.

"Her følte jeg mig hjemme med det samme."

Så betyder det mindre, at der hverken er toilet eller badeværelse, men blot et skur nogle meter ude i den tilgroede have. Sådan et skur klarer de fleste sig med i Thylejren, med spand eller et hul i jorden, men luksus er dog lige så stille begyndt at indfinde sig.

De første fire-fem huse har nu fået indlagt rigtigt toilet, og de 400 kroner, Vibeke Andersen betaler om måneden til fællesudgifterne, dækker blandt andet renovation og vand, hvortil kommer et individuelt elforbrug på 300 kroner, der nu betales efter måler. På skrivebordet midt i stuen står hendes computer.

Trods alt er der sket noget, siden de første pionerer flyttede ind i jordhulerne, dengang det hele begyndte.

Det gjorde det med den spektakulære musikfestival i sommeren 1970, hvor en invasion af langhårede hippier fra hovedstaden tog toget til Thy. Her, i nærheden af landsbyen Frøstrup, en snes kilometer nordøst for Thisted, havde Det Ny Samfund købt 40 tønder land fyrrekrat og plantage med visioner om at skabe et alternativ til det øvrige samfund med direkte demokrati, økologisk balance mellem mennesker og natur og fællesskab.

På det seneste har udgivelsen af Peter Øvig Knudsens Hippie 2 Den sidste sommer påny skabt interesse om lejren, som kom til at sætte mere varige spor, end hvad der dengang syntes antydet af flygtige hashtåger og letpåklædte blomsterbørn.

Konflikterne i Thylejren

Thylejren overlevede jordhuler og ugæstfrie vintre samt tilbagevendende kontroverser med myndighederne frem til den endelige lovliggørelse af lejren i midten af 1990erne. Konflikterne er nu stilnet af, men alligevel har politiet så sent som dette efterår endnu en gang været på besøg og endnu en gang beslaglagt et lokalt hashlager, men det tager man forholdsvis roligt i Thylejren. Her er man mere interesseret i at understrege de bestræbelser, der gøres for at bekæmpe de hårde narkotiske stoffer.

På Thylejrens internethjemmeside kan man læse, at den er et fristed med plads til skæve eksistenser, fantasifulde kunstnere, omsorgsfulde mødre og fædre, shamaner, hestekvinder og så videre. Mangfoldigheden hyldes, og det gælder fortsat, mener Vibeke. Flere kunstnere bor i lejren, og der er flere værksteder, så nogle har job i selve lejren, mens andre arbejder i lokalsamfundet udenfor. Det gælder blandt andre Vibeke Andersen. Hun er kommunal social- og sundhedshjælper.

"Selvfølgelig har vi også den gruppe, vi kender fra bænkene i byerne, men forskellen er her, at i Thylejren er vi ikke fremmede for eller ligeglade med hinanden. Hvis vi ved, at nogen har svært ved at finde ud af det daglige, så spørger vi: 'Har du nu husket at få noget at spise i dag?', eller h'ar du nu husket at købe mad i dag?' Selvom alle mennesker måske nok inderst inde er egoister, har vi alligevel her stor omsorg og tanke for hinanden."

"Da jeg første gang kom her i Thylejren, blev jeg mødt af et stort smil af en af beboerne og et 'Dav, jeg hedder Eva, hvem er du?' Det var jo ikke sådan lige til at svare på, men jeg har følt mig velkommen lige siden. Når folk mødes ude i samfundet, spørger de altid om, hvad den anden laver. I Thylejren, derimod, bliver man spurgt: 'Hvem er du?' 'Hvem er du som menneske?' Det er mennesket, der interesserer."

"Og," tilføjer Vibeke Andersen, "så lærer den hårde virkelighed det enkelte menneske at tage ansvar i Thylejren.

Hvis du for eksempel ikke selv sørger for brænde og får tændt op, må du jo ligge og klapperfryse under fem tæpper om natten, så det lærer man hurtigt, og det samme, hvis man ikke holder sit hus i orden, og det begynder at regne ind. Her kommer der ikke nogen og gør tingene for dig, men derfor kan vi jo godt hjælpe hinanden."

Bosættelse i Thylejren

For at få lov til at bosætte sig i Thylejren, skal man igennem en tre måneders prøvetid, men i øjeblikket kan det slet ikke lade sig gøre. Ifølge Lov om anvendelse af Frøstruplejren vedtaget i juni 1995 må der højst bo 75 voksne i lejren. Den kvote er fyldt op i øjeblikket, så der er midlertidigt lukket for tilgang.

Foruden de 75 voksne er der børnene. Dem er der ikke så mange af lige nu, men tre af de unge tilflyttere er gravide.

"Så vi ser frem til et dejligt forår," siger Vibeke, mens hun følger os op til Fælleshuset. Stierne er plørede og glatte, så der må trædes forsigtigt, og det er aften og bælgmørkt, som det bliver ude på landet og i Thylejren, der er uden gadelygter.

Men Vibeke Andersen har tændt sin pandelygte og leder os frem til Fælleshuset, hvor lejrens værtshus, Svampen, holder til, og hvor der er varme, lys, snak og stemning og røg og duften af dagens ret, som koster 30 kroner.

Bagefter famler vi os frem til parkeringspladsen, og det regner stadigvæk. Ved indgangen til lejren blafrer et banner med påskriften "Træd varsomt. Yngleplads for hippier". Det kan man ganske vist overhovedet ikke læse i denne mørke aftentime, men derfor står det der jo alligevel, og med tre graviditeter synes der endnu at være et vist belæg for ordene.