Prøv avisen

Der er grænser for logikken

religionskritik: Bertrand Russell har interessante pointer i sin religionskritik, men han kommer også til kort. Guds eksistens kan ikke diskuteres i et rum af ren logik

Et bestemt fænomen kendetegner diskussionen om religion i denne tid. Jævnligt sker det nemlig, at ellers velbegavede mennesker træder ned på et næsten infantilt niveau, når de skal forklare, hvorfor de ikke tror på Gud.

Det er derfor med stor forventning, at man går i gang med en lille bog om kristendom af den engelske filosof Bertrand Russell, der døde i 1970. I 1957 udgav han essaysamlingen "Hvorfor jeg ikke er kristen", og fire af disse essay er nu kommet i en nyoversat dansk udgave. Bertrand Russell behandler store teologiske spørgsmål om blandt andet Guds retfærdighed, den første årsag og den dobbelte udgang, og hans religionskritik er kendetegnet ved gennemført logisk tænkning. Blandt andet argumenterer Russell for, at det, man engang opfattede som Guds planlagte mekanismer i naturen, lige så vel kan opfattes som rene tilfældigheder. Ifølge Russell er det mangel på forestillingsevne, der får mennesker til at mene, at verden må have en begyndelse, for der er lige så stor grund til at tro, at den altid har eksisteret. På den måde afvises det gamle argument for Guds eksistens, der bygger på idéen om en første årsag, og på sine egne logiske præmisser er Russell inspirerende at læse. Også hans kritik af forholdet mellem den gode Gud og den evige pine i Helvede er interessant og evigt aktuel.

Men noget går galt, når Russell vil bekæmpe de moralske argumenter for troen på Gud. Midt i kampen åbenbares nemlig hans egen begrænsning, for Russell er styret af en overbevisning om, at religion bygger på frygt, indbildning og had. Og "da disse lidenskaber stort set er ansvarlige for den menneskelige elendighed, bliver religion til ondskabens magt, for i stedet for at kontrollere dem tillader den, at de får frit løb," skriver han.

Russells umiskendelige sortsyn tvinger ham til at tolke tilværelsen i grusomhedens skær, og for eksempel vægrer han sig ved at tro på en god almagt, når der findes fænomener som Ku-Klux-Klan og fascisme. Henvisningen til det onde er imidlertid ikke i sig selv et argument for, at det guddommelige ikke findes, for man kan med lige så stor ret (og lige så stor logik) hæfte sig ved det overrumplende gode ved det skabte. Overbevisende er heller ikke Russells forbløffende simple læsning af Det Nye Testamente. Udsagnet "Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes" (Matt. 7,1) får Russell til at spørge, om det princip nu også holder i kristne landes retssale, og tilsyneladende forstår han ikke kristendommens grundlæggende skelnen mellem det åndelige og det verdslige. I sin anklage af kristendommen som individualistisk og familiefjendtlig henviser Russell endvidere til Joh. 2,4, hvor Jesus til sin mor siger ordene: "Hvad vil du mig, kvinde?" Man føler sig næsten hensat til konfirmandstuen, da Russell udbryder: "Det er den måde, han taler til sin mor på." Russells kritik af kristendommen lider af mangel på eksistentialistisk spændvidde, og hans læsning af evangeliet grænser visse steder til det primitive.

De fire essay i denne udgave af "Hvorfor jeg ikke er kristen" er skrevet i perioden fra 1927 til 1954, og dermed når Bertrand Russel også at se religionen i lyset af Anden Verdenskrig. I 1936 beskrev han religion som den afgørende hindring for mere universel lykke, og efter nazismens hærgen konkluderer han det samme. Han fastholder det kritisable ved, at mennesker argumenterer ud fra deres mentale tilstand, og mens den bekymring selvsagt har relevans, giver bogen ironisk nok et temmelig godt indblik i Russells egen mentale tilstand. Ikke mindst bliver den synlig i den afsluttende diskussion med katolikken Frederick C. Copleston, der illustrerer, hvor svært det kan være for den troende og den ikke-troende overhovedet at kommunikere. Konstant prøver Frederick C. Copleston at skabe kontakt gennem fælles erfaringer ved at være menneske, og konstant skyder Russell invitationerne ned, fordi han har så svært ved at anerkende argumenter, der ikke bygger på fornuft. Hans mentale tilstand driver ham til at afvise, og som en højst vedkommende kommentar til vores religionsdebat netop nu afslører bogen, at kløften mellem forargelse og tro til alle tider er den samme. Og at selv en logiker af Bertrand Russels format er underlagt noget irrationelt i sin egen natur i det uendelige skænderi om Gud.

**Bertrand Russel: Hvorfor jeg ikke er kristen. Oversættelse og forord ved Flemming Chr. Nielsen. 124 sider. 149 kroner. Forlaget Bindslev.

kultur@kristeligt-dagblad.dk