Der er grund til at hylde sanserne og glæde sig ved dem, så længe man har dem

Snart kan man hverken høre eller se

"Der er meget mere at tabe end synet og hørelsen, selvom de selvfølgelig er vigtige for ens evne til at opfatte verden og kommunikere med den. At miste sanserne for tid og rum er stærkt invaliderende. Man farer vild i verden og i sit eget liv."
"Der er meget mere at tabe end synet og hørelsen, selvom de selvfølgelig er vigtige for ens evne til at opfatte verden og kommunikere med den. At miste sanserne for tid og rum er stærkt invaliderende. Man farer vild i verden og i sit eget liv.". Foto: David Blackmore/Millennium Images/Ritzau Scanpix.

De to ældste i min familie er oppe i 90’erne. Den ene er ved at miste synet, den anden hørelsen. Noget af verden forsvinder. Musikken fader ud. Billederne falmer. Der er ikke meget at gøre ved det. Høreapparatet hjælper snart ikke længere, fordi de fineste nervetråde er slidt ned. Og brillerne duer ikke, fordi synsfeltet er snævret ind til et knappenålshoved. Der er ikke andet at gøre end at tilpasse sig situationen og finde ud af, hvordan man lever med én sans mindre.

Hvad er så det værste at miste – hørelsen eller synet? Det er ikke godt at sige.

Med synet i behold kan man stadig orientere sig i fremmede rum, og har man motorikken i orden, kan man også bevæge sig nogenlunde frit rundt.

Med stærkt nedsat hørelse bliver man til gengæld ofte sat ud af spillet i sociale sammenhænge. Man kan ikke følge med. Man kan gætte sig frem et stykke ad vejen, hvis man forstår, hvad der bliver snakket om. Men går det for hurtigt, og taler mange i munden på hinanden, er man hægtet af og sidder blot og ser ind i de andres verden. Nogen tror måske, at man er dum, når det hele bliver til god-dag-mand-økseskaft.

Omvendt er det at være blind ofte forbundet med en særlig form for visdom. Homer skulle efter traditionen have været blind, og dog har han forfattet hele ”Odysseen” og ”Iliaden”. Seeren og sandsiger Teiresisas var også blind, men var derfor desto bedre til at se ind i fortiden og fremtiden.

Under alle omstændigheder er der ikke noget ophøjet ved at være døv eller tunghør, og er man en blind seer er det på bekostning af nutiden og alt det, der ligger lige for.

Det er bedst at være ved sine sansers fulde fem. Det kan også mange coronasmittede tale med om. De har mistet smagssansen og lugtesansen og mangler dimensioner i livet, hvis overvældende betydning måske først nu går rigtigt op for dem. Alt hvad man før nød med selvfølge – en kop kaffe og en kage – er forsvundet eller smager måske direkte grimt, fordi der er noget galt med sanserne.

Glæden ved verden kommer til os med vores sansning. Midt i en krisetid, hvor der er minksager, rigsret, coronarestriktioner, omikron, flygtninge og krigstrommer ved grænsen til Ukraine, hjælper det at høre en flok sangsvaner trompetere til synet af tre halvsjældne sølvhejrer i Holløse Bredning. Se, hvor sårbart og kejtet de lander på marken med deres lange tynde ben og flaksende, hvide vinger! Hør, hvor sangsvanerne med de gule næb give lyd helt uden svanesangens bedrøvelige toner! Jeg så og hørte det hele med en ven en dag, hvor støvregnen ellers gjorde verden grå.

Og så er vi jo slet ikke færdige med de fem sanser: føle, smage, lugte, se og høre. Det er alt for få sanser i forhold til alt det, som vi kan sanse. Vi ved godt, at der er mere end fem, når vi snakker om den sjette sans, som har noget med intuition af gøre. Men hvad med rumsans, orienteringssans, proportionssans, sansen for stemninger i et rum og tidsfornemmelse? Disse sanser og fornemmelser må med, for de kan ikke reduceres til nogle af de andre.

Der er meget mere at tabe end synet og hørelsen, selvom de selvfølgelig er vigtige for ens evne til at opfatte verden og kommunikere med den. At miste sanserne for tid og rum er stærkt invaliderende. Man farer vild i verden og i sit eget liv.

Johannes V. Jensen skrev engang, at for at tænke nyt, så måtte han sanse nyt. Uden sanserne går det slet ikke. De udgør vores forbindelseslinjer til verden omkring os. Uden dem ville vi være fra sans og samling. Men forholdet er dobbelt, for hvad vi sanser afhænger også af, hvad vi tænker. Tanker, idéer og sprog aktiverer og ordner vores sansninger, så de forvandler sig fra et overvældende sansekaos til et kosmos, som vi kan finde os hjemme i. De forvandler tre hvide klatter i rummet til tre sølvhejrer og får os til at sanse den rigdom, hvori vi ånder.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.