Prøv avisen
Interview

Esben Hanefelt Kristensen: Der er håb i de gode viljer og i de gode samtaler

Maleren Esben Hanefelt Kristensen er inspireret af naturens mangfoldighed, og haven i Aalborg er altid et godt se at samle idéer. Han fandt sit billedsprog i 1970’erne, da han købte en bog fra 1400-tallet. Siden har hans billeder været meget blå, men også fulde af liv – som her fra en af illustrationerne til hans nye bog. Foto: Lars Horn

Med sit skabelseseventyr ”Da Jorden fik feber” vil kunstneren og forfatteren Esben Hanefelt Kristensen have folk til at tænke på klimaet. For når mangfoldigheden bliver mindre, bliver vi også mindre, mener han

I begyndelsen var Esben Hanefelt Kristensen en nonfigurativ kunstner som de fleste andre malere i de tidlige 1970’erne, men en sommerferie ændrede hans billedsprog radikalt. Dengang var han endnu en ung, ludfattig familiefar og lærerstuderende.

”Når man boede i Aalborg, kunne man dengang enten blive lærer eller teknikumingeniør. Jeg havde ikke evner til at blive ingeniør, så jeg blev lærer og afsonede senere en livstidsdom på 16 år i den danske folkeskole, inden jeg kunne leve af min kunst. Min kone og jeg havde gjort hinanden gravide, mens vi endnu gik i gymnasiet. Jeg blev far to dage før, jeg blev student, så jeg nåede aldrig at få studenterkørslen med. Til gengæld har jeg fået lov til at beholde min elskede igennem alle årene. Og jeg glemmer aldrig, hvordan hun lod mig bruge et helt sommerferiebudget på en særlig bog, hun kunne se betød noget for mig,” siger kunstneren, der sidder og maler en spillevende tiger i sin villa i Aalborg, mens han fortæller videre:

”Den sommer var vi rejst til Norwich i England, hvor mine forældre boede på det tidspunkt. Min far havde været bankdirektør i Aalborg, men han sagde sit job op, da han blev terminalt syg, han troede, at han skulle dø, men ved et mirakel kom han sig. Og i stedet for at gå rundt i Aalborg og være forhenværende, rejste han med min mor til Norwich, hvor han begyndte at studere hebraisk hos den lokale rabbiner. Sådan indledte han sit teologiske karriereskifte og endte som præst i den danske folkekirke, men den sommer havde vi tænkt at få en billig ferie i England og købe en masse børnetøj med hjem. For pundet var lavt som nu, hvor de roder rundt i Brexit derovre,” siger han og griner, inden han tilføjer, at alle pengene til børnetøj i stedet kom til at gå til en særlig bog, han så ligge i en glasmontre bagerst i en fin britisk boghandel. Det var en fin kopi af en fransk hertugs fornemme krønike- og almanakbog fra 1400-tallet. ”The Très Riches Heures du Duc de Berry” hed værket.

”Min kone sagde: ’Den skal du have!’. Den kostede 3000 kroner dengang i begyndelsen af 1970’erne, og det var hele vores sommerferiebudget, men den gav mig et helt nyt billedsprog, som jeg har profiteret på lige siden. For hertugen af Berry, der var den franske konges lillebror, havde ødslet med den dengang vanvittigt dyre blå farve ultramarin, som man på den tid fremstillede af halvædelstenen lapis lazuli. Jeg har siden fundet ud af, at der stod i hans regnskaber, at han havde to potter fulde af den dyre farve, som var så kostbar, at man ville have kunnet købe to store slotte med tilhørende landsbyer for pengene. Men hertugen elskede den særlige blå farve, og den har jeg også taget til mig, så de fleste af mine billeder er blå,” siger Esben Hanefelt Kristensen, som siden fik succes som illustrator af blandt andet Saxos Danmarkskrønike og Bibelen med sin blå fabulerende måde at skabe liv i sine billeder.

Den bibel udkom også på russisk i flere hundredetusinde eksemplarer, for da den ortodokse patriark i Rusland kort efter Murens fald skulle vælge bibel, faldt han for et af Esben Hanefelt Kristensens illustrationer.

”Det var billedet af de to spejdere, der kommer hjem fra Kanaans land bærende på tunge frugtklaser. Den dag, jeg malede det billede, var en smuk septemberdag, hvor jeg lige havde været nede ved frugthandleren og hente vindruer, som hvepsene sværmede omkring, så jeg huskede at male bier og hvepse på billedet, og det fik patriarken til at udbryde: ’Den mand kender en god drue,’ og så havde han fundet sin bibel,” siger Esben Hanefelt Kristensen.

Forkærligheden for mangfoldige motiver af dyr og planter kendetegner både Esben Hanefelt Kristensens seneste illustrationer af H.C. Andersens ”Nattergalen”, som han har forsynet med to nye eventyr om, hvordan Gud skabte nattergalen, og om, hvordan H.C. Andersen blev inspireret af nattergalen til at skrive om den. Sådan gik det til, at han viste sig selv og omverdenen, at han også kunne male med ord. Og i sin nye bog ”Da Jorden fik feber” har han i et sanseligt bogstavrimende sprog skrevet en helt ny skabelsesberetning.

”De store fortællinger skal fortælles igen og igen. Jeg forstår ikke, at der er mennesker, der mener, at verden blev til på seks dage. Men jeg tror, at det er, som jeg skriver, at Vorherre havde sovet i en evighed, og så begyndte han at føre alle sine drømme ud i virkeligheden. Og det gør han stadig, når man læser om, hvordan universet stadig udvikles. For mig er Big Bang det rabalder, der begyndte, da Gud satte gang i skabelsen. Man kan i den forstand stadig høre braget fra skabelsen, som stadig er i gang. Og vi trænger til at blive mindet om, at skabelsen er noget, der stadig pågår. Og vi er bittesmå. Prøv bare at gå ud over stjernerne en nat.”

Alligevel tror han, at Gud har en særlig kærlighed til vores lille blå planet.

”Gud er uendelig stor, og vi er uendelig små, men han elsker os stadigvæk. Det er også derfor, at jeg har illustreret Jesu tornekrone som en galakse på min altertavle i Hadsund Kirke. For Gud kom ned til os i vores ufuldkommenhed med sin fuldkommenhed for at have fællesskab med os. Men vi er stadig det eneste dyr, der ikke kan finde ud af, hvordan vi skal agere på dette dejlige sted, som Jorden er. Nogle gange vil vi lave tusindårsriger, hvor vi tror, at alt bliver paradisisk, hvis man bare holder nogen ude. Andre gange laver vi ørkener, fordi vi dræner floder for, at det hele skal være så effektivt, men hver eneste gang vi vil være Gud, så går det galt,” siger han og tilføjer:

”Det, der bekymrer mig mest, er ikke klimaforandringer. Det kan ændre sig igen, men det, der virkelig bekymrer mig, er, når mangfoldigheden bliver mindre. Når mangfoldigheden bliver mindre, bliver vi også mindre. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på. Hver eneste gang en af Guds væsener forsvinder, er det os, der bliver fattigere og lidt mere truet.”

Af samme årsag er bogen også blevet præsenteret hos Aalborg Zoo, der blandt andet arbejder med at redde de asiatiske løver fra at blive udryddet. Men for Esben Hanefelt Kristensen er det også et problem, at mange mennesker er blevet fremmedgjort for naturen.

”Forleden så jeg nogle piger, der stod i SuperBrugsen og snakkede om noget, der lå i nogle bakker. Det var stikkelsbær, men de blev enige om, at det nok var en slags kiwier. Og vores begrebsverden bliver på den måde mindre, når ting forsvinder eller bliver ukendte. I min skabelsesberetning skal mennesket lære at finde sin plads. Vi blev skabt til at være Jordens forvaltere, men det gik galt, da vi også ville være dens herskere, for på den måde har vi smittet Jorden med vores egoisme, så den har fået feber, uden vi har opdaget det.”

I Esben Hanefelt Kristensens skabelseseventyr sender Gud derfor fire engle til Jorden for at få menneskene til at tænke sig om. Englene tager skikkelse af fire dyr, og polemisk nok har han valgt, at det ene dyr er en ulv, som finder fra Betlehem til en dejlig halvø, der hedder Jylland, hvor Gud velsigner dem, der lader den være i fred.

”Der er meget debat om de ulve, og for en måned siden var der også én tre kilometer fra mit hus, men jeg synes, at man skal lade dem være, for vi glemmer, at de var her først, så må man bare hjælpe de landmænd med penge til hegn, så de ikke går amok på får. For det er klart, at her er ulve. Jylland er et eldorado for ulve med alt det vildt, vi har her.”

Men ulven er jo ellers ikke ligefrem et traditionelt billede af en engel?

”Nej, men det er helt bevidst, jeg bruger den. Jeg overvejede faktisk også, at den ene engel skulle være en rotte. For når man læser Bibelen, bruger Gud ofte dem, der blive ringeagtet af andre. Tænk bare på den stammende Moses, der havde en fortid som morder – eller Paulus, som man næsten kan sammenligne med en SS-officer. Han havde forfulgt af de kristne, men det var alligevel ham, som Gud brugte som apostel, ligesom han brugte hidsigproppen Peter, der ellers havde fornægtet ham.”

Selv føler Esben Hanefelt Kristensen også, at han bliver brugt af Gud som maler.

”Vi lever i en tid, hvor det begynder at gå op for folk, at vi slider på den jord, vi kun har til låns. Og enhver må spørge sig selv, hvad mit bidrag kan være til at passe bedre på Jorden. Det er derfor, jeg her fortæller en historie, og så prøver jeg at agere mere fornuftigt i min egen dagligdag, så tingene bliver bedre på det mindre plan. Hvis jeg kan få andre til at tænke sig om med min historie, bliver jeg glad. Jeg tror ikke, at løsningen er at sprede frygt og panik som Greta Thunberg, som jeg egentlig har ondt af. Jeg er bange for, at hun gør en masse børn kede af det og bange, fordi hun får det til at lyde, som om der ikke er meget håb tilbage. Hun minder mig om flagellanterne lige efter pesten, hvor der var nogle, som slet ikke kunne rumme det hele, fordi det var så forfærdeligt. Men jeg synes, at der er meget håb. For der er meget, der også er op til os, så jeg håber ikke, at min bog på nogen måde tager håbet fra nogen. Det ville jeg være ked af.”

Hvad giver dig håb?

”Der er håb i de gode viljer. Der er mange, der gerne vil det gode. Det giver håb. Hver gang, man møder et venligt menneske, er der håb, eller når man har en god samtale som denne her, så er der da håb. Min dag var allerede reddet før interviewet her, hvor jeg fik besøg af en mand, som jeg troede var død. For det havde jeg hørt, men pludselig bankede han på min dør. Han var spillevende og havde det godt. Det var da fantastisk. Han var bare blevet forvekslet med en anden, så min kone blev forskrækket, da han bankede på. Men sådan viser livet sig hele tiden, og vores opgave er så bare at værne om det.”8

I min skabelsesberetning skal mennesket lære at finde sin plads. Vi blev skabt til at være Jordens forvaltere, men det gik galt, da vi også ville være dens herskere. Vi har smittet Jorden med vores egoisme, så den har fået feber, uden vi har opdaget det.

Esben Hanefelt Kristensen, maler