Prøv avisen
Bog

Der er ingen grund til at ”like” Zuckerberg

Både titel og motto for Jonathan Taplins bog skyldes grundlæggeren af Facebook, Mark Zuckerberg (foto), der mener, at hvis man ikke bevæger sig hurtigt nok og ødelægger en masse undervejs, er man for langsom til det moderne erhvervs- og kulturliv. Foto: Kay Nietfield/AP/Ritzau Scanpix

Jonathan Taplin griber tilbage i USA’s historie og kommer forbi musikalske og politiske legender i sin bog om nutidens trusler: Facebook og Google

Jonathan Taplin er en mand med en mission. Engang hyldede den amerikanske forfatter internettet, fordi det decentraliserede magten og gjorde grundlaget for vores fælles viden større. I dag erkender han, at det modsatte er sket.

Nettet kontrolleres af få, monopollignende giganter, og folkene bag Facebook, Google, Amazon og Apple har ingen interesse i hverken at dele deres viden eller producere nyt indhold. De, der før i tiden skabte nyt, er efterladt med en lang næse, mens de, der distribuerer ny viden og information, tjener styrtende med milliarder på deres forretningsmodel. Det er ikke glade hippier, men skånselsløse libertarianere, der med Ayn Rands bøger i hånden kontrollerer vor tids kultur- og underholdningsindustri, mener Taplin.

Hans fortjenstfulde opgør med tech-giganterne som forfatter og grundlægger af Annenberg Innovation Lab ved University of Southern California vækker opsigt verden over, hvor opinionen langsomt er ved at vende sig imod især Facebook. I sin nye bog på dansk ”Move Fast and Break Things” (Gå frem hurtigt og ødelæg ting) skriver han:

”Det er åbentlyst nu, at den frihed, den libertarianske elite har givet os, ikke vil komme sammen med flere jobs. Den kendsgerning, at Facebook med færre end 15.000 ansatte er på vej til at skabe årlige indtægter på 20 milliarder dollars, fortæller mere end mange tykke bøger. Er det Peter Thiels (grundlægger af PayPal, red.) idé om virksomheder – med frihed til at høste monopolprofitter og operere fri af stats-regulering – vi ønsker for vores land?”.

Bogen var nomineret til Årets Erhvervsbog 2017 i avisen Financial Times og er på lange stræk nok mest henvendt til erhvervsledere, økonomer og andre med et vist branchekendskab. Den er fyldt med grafer, tal og overvejelser over retfærdige forretningsmodeller, men det må ikke sløre for, at Taplin er ude i et større, kulturkritisk ærinde.

Forfatteren er tidligere tourmanager for The Band, Bob Dylan med flere, og idéen til bogen opstod, da han erkendte, at hans venner i musikbranchen fik deres indtægter drastisk beskåret med digitaliseringen:

”The Band var selvfølgelig ikke lige så store som The Rolling Stones, men de tjente godt og fortsatte med at tjene penge på royalties. Men da man i 2000 pludselig kunne høre gratis musik på internettet, forsvandt indtægterne til musikerne. I stedet tjente platforme som Youtube styrtende med penge på at samle persondata om brugere og sælge dem videre til annoncører,” som Taplin sagde i et interview her i avisen forleden.

Taplin understreger og viser bogen igennem, at han ikke er en banal maskinstormer med skyer af selvglad nostalgi hængende over hovedet. Han vil ikke tilbage til 1960’ernes liv på landevejene og romantiserer ingenlunde rock’n’roll-miljøet dengang, hvor The Band brød igennem og lavede legendariske plader og koncerter med Dylan. Og sidstnævnte skal ingen have ondt af. Han var faktisk smart nok til at lave sit eget selskab i rette tid, så han ikke misser alle de luktrative royalties.

Nej, det er ”den lille mand” som nu trommeslageren i The Band, Levon Holm, der pludselig fik betalingen for sit arbejde stoppet, der har Tap-lins sympati. Han undrer sig højlydt og relevant over, hvad der skal drive nye musikere ind i en branche, hvor indtægterne til dem, der producerer indhold, er faldet dramatisk, og spørger direkte: ”Hvordan skaber vi en bæredygtig kultur, som højner vores liv, vores ånd og vore sjæle – som Louis Armstrong og Walt Whitman og Bob Dylan og Stanley Kubrick har gjort det?”.

Svaret for Taplin er på mange måder så ærkeamerikansk, som hans bog også er. Han griber tilbage i den na- tionale historie og sammenligner nutiden med fortidens monopoldannelser – eksempelvis dengang Theodore Roosevelt var præsident omkring forrige århundredeskifte og gik til kamp mod egenrådige, gigantiske virksomheder som John D. Rockefellers Standard Oil. For Roosevelt var monopoler fundamentalt set antiamerikanske og udemokratiske, for de hindrede den lille mands mulighder for frit at søge lykken – som lovet i Uafhængighedserklæringen.

Monopoler skulle derfor brydes, selvom man i USA normalt hylder det fri initiativ og den uregulerede kapitalisme. Dilemmaet var dengang som nu, at frihed for den ene kan blive begrænsninger for den anden. Et af Roosevelts mange geniale træk var at vise, at noget, der oprindeligt var ærkeamerikansk, var blevet uamerikansk, og han fik iscenesat statslige indgreb som et na- tionalt anliggende i tråd med grundlovsfædrenes idéer om USA. Noget lignende ønsker Taplin for nutidens politikere og priser selvsagt danske Margrethe Vestagers arbejder desangående.

Bogen er interessant læsning, men bærer præg af lidt sjusk i oversættelsen (for eksempel levede Emerson og trancendentalisterne ikke i 1930’erne), og man må også sige, at Taplin er meget direkte i sin skyldsplacering af nutidens misere: Nettet var engang det glade paradis skabt af ejegode idealister, men er ”nu kapret af en gruppe ekstremt højreorienterede mænd”, som han skriver. Tjah, tjoh, men virkeligheden er nok alligevel lidt mere kompliceret end som så, og man skal altid være på vagt over for den retoriske figur ”engang var alting godt, men så kom nogle banditter og ødelagde det hele – og nu skal vi tilbage til guldalderen.” Men i et så fantastisk fremtidsvendt land som USA er det ret uset at vende tilbage til noget, der var engang, så også Taplins bog får et skær af nostalgi over sig i denne del af argumentationen.

Endelig er citatbrugen en kende irriterende. Taplin finder som regel kun citater (og der er mange i bogen), der bakker hans egne synspunkter op. Bogen får dermed mere karakter af pamflet eller debatbog end udtømmende diskussion af et aktuelt fænomen. Og det er fint nok, og Taplins synspunkter er som sagt både sympatiske og hans ærinde 100 procent redeligt, men han er en mand med en mission.

De har dog før ændret verdens gang, og man kan kun bifalde, hvis Taplin får held til at rokke ved tech-giganternes monopoler. Det vil i så fald være en ægte, amerikansk historie.