Seks kendte kvinder skriver noveller: Der er ingen lækre mænd på Aabybro Rådhus

Seks kvinder skriver noveller om kvinders seksuelle lyst i ”Kvindefantasier”, og tidens heftige debat om seksuel adfærd har ikke sat sig de store spor

Når jeg fik lyst til at anmelde ”Kvindefantasier”, skyldes det ikke bare almindelig nyfigenhed. Det skyldes også nyfigenhed på et højere og mere principielt plan: Hvordan tager kvinders erotiske fantasier sig ud i en MeToo-tid? De kan vel dårligt undgå at indoptage tidens store debat om seksuelle krænkelser og afsøgningen af nye normer for seksuel adfærd, herunder et større fokus på samtykke. Eller hvad?

Idékvinden bag udgivelsen er PR-agent og manager Elisa Lykke. Hun har selv skrevet to tekster og har derudover inviteret seks kendte kvinder ind som medskribenter i form af skuespillerinde Anne Louise Hassing, komiker Ane Høgsberg, tv-vært Sara Maria Franch-Mærkedahl, radiovært og journalist Maria Jencel, forfatter, radiovært og sangerinde Sanne Gottlieb samt forfatter og jurist Anne Sofie Allarp.

Nu er fantasier et særligt fænomen. At man har noget som erotisk fantasi, betyder ikke nødvendigvis, at man ville bryde sig om at opleve det i virkeligheden. Fantasi og virkelighed er ontologisk forskellige domæner; fantasier er ofte modstandsløse, hvor virkeligheden kan vise sig akavet og kantet, den gør modstand og er måske noget helt andet, end man forestillede sig. I denne sammenhæng, hvor fantasier gøres offentlige og publiceres, er det også interessant at overveje, om fantasierne rent faktisk er autentiske (er det, hvad forfatterne fantaserer om i deres private og intime rum?) eller er de ”strømlinede”, tænkt ind i en form for kollektiv acceptabel forestilling om, hvordan fantasier skal være?

Aldersmæssigt går forfatterkollektivet fra det yngre til det midaldrende. Der er flest i den sidste aldersgruppe, og flere af protagonisterne i novellerne er også kvinder i 40’erne – typisk fraskilte med et eller flere børn – som skal finde (også erotisk) fodfæste i livet igen.

Mændene i novellerne er typisk også omkring de 40 år. De er gennemgående lækre (et ord, der optræder meget), fysisk utroligt attraktive, veltrænede, stærke arme og store hænder. De hviler i sig selv uden at være selvfede. De kan tage styring, men ikke på en måde, hvor de er all over the place. Der er også to unge/yngre mænd i novellerne, men de er nogle kedelige typer; den ene er nedladende oven på den fantastiske sex (stort set al sex i bogen er god sex, helt utrolig god faktisk), den anden er svigefuld, men får heldigvis sin bekomst. Der optræder en enkelt skaldet og overvægtig mand på omkring de 60 år, men han får kun lov til at kigge på og snakke til en af kvinderne, fordi hun synes, det er lidt ophidsende og ”perverst” med sådan én.

Det med samtykke, som jeg spurgte til indledningsvist, fungerer. Mændene er direkte, hurtige og dristige i deres initiativ, men de er det verbalt eller på sms, ikke noget med en hånd på et lår. Kvinderne har dermed mulighed for at sige fra, men det er ikke nødvendigt, for at netop denne mand henvender sig, er lige, hvad de drømmer om eller næsten ikke turde drømme om. Bortset fra en enkelt novelle, ”Legeaftalen”, med mandlig synsvinkel, tager kvinderne ikke selv initiativ. De drømmer, de længes, de venter – og heldigvis for det meste på noget godt.

Mændene er som sagt meget lækre, og de er seksuelt særdeles kapable. Novellerne har en hældning mod mandlig dominans. Mændene forstår at sætte sig igennem, de kan håndtere en kvinde, som det hedder et sted. Menneskeligt er de forbløffende intetsigende. Man kan selvfølgelig ikke forvente psykologisk dybde eller personligheder a la Dostojevskij i erotisk litteratur, men mændene virker som højtfungerende sex-botter. De bliver vurderet på en fysisk skala og lidt på en etisk skala: Nu er de vel ikke nogen selvglade skiderikker, for det er jo risikoen, når man er så lækker. I to af novellerne har den kvindelige hovedperson lige pludselig sex med en anden kvinde (utrolig god sex), og vi aner, at mænd kan undværes, hvis de viser sig at være skiderikker som drengerøven, der lever et dobbeltliv i ”Gudinden og isprinsessen”.

Nogle af novellerne foregår i et urbant eller kosmopolitisk miljø som ”Indian Summer” og ”6 dage, 4 mænd”. Der er en stemning af ”Sex and the City” over Christianshavns Kanal, man arbejder som fotografer, går til receptioner og har Tinder-dates på caféer. ”Indian Summer”, som måske er den mest fermt skrevne, udmærker sig også ved en rå og morsom venindejargon (”savner du dillermand?”). Andre noveller som ”Legeaftale” og ”Forældremøde” insisterer omvendt på et gråmeleret og hverdagsrealistisk miljø, måske til overflod i provinsen (Aabybro), med det pikante motiv, at børnenes legekammerater har forældre, der er (u)mulige seksuelle emner.

Erotisk litteratur er en interessant genremæssig udfordring. Den skal i sagens natur være fokuseret på sex, men skal den overfokusere på sex og lade alt andet fare, bortset fra den iscenesættelse og de regibemærkninger, som enhver novelle vil kræve? Den læsning vælger teksten ”Draget”, og den fremstår ret skrabet og uinteressant. Sex kan kræve mere og andet end sex for at blive til erotik. Risikoen ved at skrive om ”andet og mere” er, at teksterne pludselig kan ligne, undskyld udtrykket, rigtige noveller, hvor man tænker: Hvorfor skal det dér sex fylde så meget? Man sporer det svagt i de hverdagsrealistiske noveller og mere udpræget i ”Ellen og Jon”, som ud over nogle prægnante sproglige indslag er på nippet til at fortælle en menneskeligt bevægende historie om et årelangt udenomsægteskabeligt forhold.

Et interessant forhold i novellerne er, at kvinderne har seksuelle fantasier – de drømmer og længes –, før de bliver seksuelt forløste. Men kan man så som læser mærke forskel på novellens fantasier og novellens virkelighed? Magter skribenterne dette skalaspring? Ikke rigtig. De lange, detaljerede og indgående beskrivelse af de seksuelle akter fremstår desværre noget flade og monotone, uanset hvor meget skribenterne prøver at spænde sproget op til lir. Kun i to tekster, ”Simon” og ”Forældremøde”, oplever hovedpersonen (og dermed læseren) et realitetstjek i forhold til fantasien, en skygge eller en lille skuffelse, en forskel, men kun en lille én, for det er stadig temmelig god sex.

En gang for ikke så længe siden kunne forfattere på grund af censur og normer for sædelighed kun beskrive det seksuelle indirekte, ved antydninger og anelser, i billedsprog og før-lyst. I dag er litteraturen sat fri til den direkte beskrivelse, det detaljerede og udpenslede. Og man løber virkelig linen ud. Det gælder skribenterne i ”Kvindefantasier”, og deres mere finlitterære kolleger griber det efter min erfaring ikke anderledes an. Men variationsmulighederne er bare ikke uendelige. Det er de ikke i den fysiske verden, og det er de derfor heller ikke i den direkte sproglige beskrivelse. Less is more, som talemåden siger. Var det en mulighed? Men lad os slutte af med at give ordet til ”Indian Summer”:

”Hun så direkte ind i en stue på 1. sal, hvor en mand, sådan midt i fyrrerne, gik rundt i underbukser og lagde tøj sammen. Fuuuck, hvor var han lækker. Det gøs i hele Claras krop, ham der, wow, han var godt nok lækker, ikke bare lækker, men altså sådan helt ufattelig sexet på den der afslappede “jeg går lige rundt i underdrenge”-måden.”