Min følsomme ungdom faldt i sidste halvdel af 1970’erne. Det var en tid, hvor både kønsliv og politik blev debatteret heftigt og løb sammen i seksualpolitik. Kvindebevægelsen havde domineret billedet i en årrække, og hvad skulle man(d) gøre i forhold til det? Stifte mandegrupper, se frem til en mandebevægelse? Det kønsliv, man som ung mand skulle finde ud af at navigere i, var ikke en privatsag; det blev, som man siger i dag, ”italesat” konstant i det offentlige og politiske rum. Jeg kunne selv godt lide at snakke, så den del fungerede fint, men hvor meget mon det hjalp i forhold til den seksuelle praksis? Det var mere usikkert.
Jeg har derfor aldrig glemt et læserbrev, jeg læste i avisen Information i perioden. Det var skrevet af en progressiv og ”blød” mand, og han var som taget ud af Kristen Bjørnkjærs storsælgende digtsamling ”Kærestesorg”, bortset fra at han også var vred og oprørt. Han sagde og gjorde alt det kønspolitisk rigtige. Alligevel hjalp det ikke. Kvinderne ville ikke vide af ham som andet end ven. Andre mænd, der ikke var slet så progressive, klarede sig langt bedre. Og indlægget sluttede med en bitter anklage mod kvinderne for dobbeltmoral i det seksuelle spil.
Læserbrevet ramte mig, både fordi jeg godt kunne forstå, hvad han mente, men også fordi jeg straks indså, hvor håbløst hans anliggende var. Ingen kunne påberåbe sig ret til sex endsige kærlighed, blot fordi man agerede på en bestemt foreskreven måde. Det måtte altid bero på en andens frie vilje og frie valg. Så meget smeltede kønsliv og politik alligevel ikke sammen, at der måtte være (politisk) retfærdighed til og dermed en rimelig distribution af sex med nok til alle.
Sex som offentlig ting
På det sidste har jeg været ført tilbage til disse sene 1970’ere. Jeg har nemlig læst en ny bog, der hedder ”The Right to Sex”. Den er skrevet af Amia Srinivasan, feministisk og filosofisk stjerneskud og den hidtil yngst ansatte professor i social og politisk teori ved universitetet i Oxford. Hun er født i 1984 i Bahrain, opvokset i London, New York, Singapore og Taiwan og som kvinde, feminist og ”of colour” selve drømmen om et alternativ til de gamle, hvide mænd, der har behersket den filosofiske tradition. Hun går imidlertid ikke i ét med de nyeste bølger af feminismen. Srinivasan er meget inspireret af de ældre politiske og feministiske strømninger fra 1970’erne og 1980’erne. Hun spænder over både dengang og nu, hvilket giver nogle overraskende tilgange.
Sex er en offentlig ting, siger hun. Nogle vil måske blufærdigt betragte det som det allermest private, der findes, andre hylder det begejstret som et frirum af lyst og naturlighed uden for det politiske eller kulturen. Men vi er altid præget af forestillinger, billeder og normer om sex, før vi selv bliver seksuelle praktikere. Hvor tidligere generationer måtte nøjes med von hørensagen eller et stjålent kig i ”smudsblade”, er Srinivasans unge studerende vokset op med den allestedsværende internetporno. De tænker, at sex er det, som pornoen viser dem. De betragter den som en informationskilde, her kan man få noget at vide, samle nogle ting op. Hun er overrasket over så lidt kritiske, de er. Pornoen er på en måde så indbygget i deres eksistens, at de ikke tænker på at bebrejde den noget. Alligevel er måske især de unge kvinder triste over den adfærd, der presses ned over dem. Srinivasan funderer over bedre seksualundervisning i skoler eller produktionen af ”bedre” porno, hvad det så end vil indebære. Men hvem skal undervise lærerne, og skal vi virkelig blive ved med at være låst til skærme og deres repræsentationer af, hvad sex er? Hun slutter derfor kapitlet med en opfordring til selv at bruge sin seksuelle fantasi. Måske kan sex blive mere fri, lige og lystfuld, end vi før har kendt til.
Den slags store utopiske armbevægelser er der flere af i bogen, og de kan virke gratis, men de går hos Srinivasan hånd i hånd med en sympatisk realisme: Hun citerer en gammel lærer for at sige, at selv i det post-kapitalistiske Utopia vil der findes hjertesorg! Det blev hun og hendes medstuderende utroligt skuffede over at høre. Hun siger også, at feminister (og undertrykte i det hele taget) altid må tænke over, hvad de vil stille op, hvis de vinder! For med magt følger der et nyt ansvar og nye vanskeligheder, skriver hun med noget, der lyder som en hilsen til filmene om ”Spiderman”. At tænke sig selv som undertrykt eller marginaliseret herfra til evigheden er ikke en sund position. Det skriver hun ikke, men hun tænker det vist.
Der er i øvrigt også altid nogen, der er mere undertrykte end andre. Srinivasan trækker på begrebet om ”inter-sektionalitet”, og hvordan faktorer som køn, seksuel identitet, klasse og race kan komplicere idéen om de undertryktes fælles kamp. Visse former for feminisme giver mest mening for privilegerede hvide kvinder. Straf-fikserede krav om at kriminalisere prostitution eller smide flere voldelige ægtemænd i fængsel tilgodeser ikke kvinder, der ikke har så mange muligheder eller risikerer at miste deres forsørger i tilgift til deres andre problemer.
De ufrivilligt cølibatære
Den bløde, vrede mand fra Informations læserbrev dengang er i dag blevet til en hel bevægelse, de såkaldte ”Incels” (”de ufrivilligt cølibatære”), som lufter kvindehad på internettet. Enkelte af dem har også spredt død og ødelæggelse i terroraktioner. De føler sig snydt for den sex, de har ret til. Som bogen også nævner, blev bevægelsen faktisk startet af kvinder, der primært vendte sig indad i selvbebrejdelser, hvor det aggressive og udadreagerende aspekt er kommet til med mændene. Det er Incel-bevægelsens problematik, der har givet navn til Srinivasans bog. Hun slår selvfølgelig fast, at der ikke er nogen, der er forpligtet til at have sex med andre. Og vi kan ikke ved en viljesakt bestemme, hvem vi bliver tiltrukket af. På den anden side er ”personlige præferencer” sjældent kun personlige. De er også politisk styrede. Srinivasan skriver en del om, hvem der regnes for ”fuckable” imellem forskellige etniske grupper (hvide, sorte, asiater), og hvor mange fordomme og præferencer der synes at florere på det felt. Og hun ender også dette kapitel med et fremtidshåb om, at begæret måske kan forandre sig, komme bag på sig selv og gå imod det, ”politikken” har valgt for os. Måske kan man begære en anden ved disciplin, måske er det det, vi kalder kærlighed (et begreb, der ellers er helt fraværende i bogen).
Ikke mange klare svar
Jan Lindhardt påpegede allerede for en del år siden, at seksualiteten var blevet af-moraliseret. Bøger om etik og moral indeholdt ikke længere et kapitel om kønsmoral. Alt var tilladt, blot voksne mennesker kunne blive enige med hinanden. I dag er denne tankegang kondenseret i begrebet om ”samtykke” eller ”konsensuel sex”. Srinivasan finder det magert, hvis vi ikke kan tænke etisk om sex hinsides de snævre rammer, som samtykket sætter. Nu er hun næppe interesseret i at genoplive svundne tiders kønsmoral, men hendes problem er nok, at når sex bliver af-moraliseret, bliver det også af-politiseret. Og så er der en masse ting, man (hun) ikke kan diskutere. Man må selvfølgelig være tolerant. Der kan være seksuelle akter, der giver privat mening for de implicerede, selvom de kan være svære at forstå udefra. Men på den måde kan feminismen komme til at insistere på et liberalt skel mellem det offentlige og det private. Srinivasan kvier sig tydeligvis her. Hvis sex basalt set er godt (den sex-positive holdning), og hvis den enkeltes lyst får det sidste ord, er der en masse ting, vi kommer til at opfatte som præ-politiske. Så kan man ikke kritisere pornografi, så kan man ikke kritisere en dating-app som Tinder, som ifølge hende har taget det værste ved seksualitetens øjeblikkelige tilstand og institutionaliseret den på folks skærme.
Som man måske kan fornemme, får man ikke så mange klare svar hos Amia Srinivasan. Hun siger i sit forord, at hun ikke med disse essays vil tilbyde et hjem, det vil sige et safe space . Og hun forbeholder sig ret til at dvæle ved ubehag og ambivalens. Men i en tid, hvor fronterne er trukket hårdt op over alt, er det kun sympatisk at følge hendes krogede vej mellem utopi og realisme, hvor 1970’ernes debatter får lov til at kaste overraskende lys ind over nutidens skråsikre holdninger.
I ”læst udefra” omtaler vi en aktuel bog fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.