Prøv avisen
Essay

Der er ingen vej uden om fortrængninger, Freud og freudianske fortalelser

Sigmund Freud er kilde til begrebet ”freudian slip” – en freudiansk fortalelse, der afslører en sandere tanke eller følelse end den, man havde tænkt sig at give udtryk for. – Foto: Sigmund Freud Museum/AP/Ritzau Scanpix

Vores måde at se os selv og andre på er stadig påvirket af Sigmund Freud, selvom hans teorier savner videnskabelig underbygning. Men han skrev med en hypnotisk kraft, med en vild billeddannende styrke, og hans ”Psykoanalyse. Samlede forelæsninger” er et af litteraturhistoriens hovedværker

Forleden talte jeg med en veninde. Vi stod foran hendes store reol, og på et tidspunkt lod hun fingerspidserne løbe over bogryggene og sagde: ”Jeg er så glad for mine børn.”

Hun mente naturligvis ”bøger”, ikke ”børn”. Vi grinede og blev enige om, at det var en klokkeren ”freudian slip”. Altså en freudiansk fortalelse, der afslører en sandere tanke eller følelse end den, man havde tænkt sig at give udtryk for.

Det betragter vi som et faktum. At det er dét, der sker: Bevidstheden, der kort mister grebet og lukker noget andet, noget mere ægte, ind fra det ubevidste, og i Sigmund Freuds ”Psykoanalyse. Samlede forelæsninger” kan man læse om disse ”fejlreaktioner” og om de andre radikale og revolutionerende tanker om sjælelivet, han præsenterede den gamle verden for.

De 35 forelæsninger, der blev til i 1916-1917 og 1933, er stadig noget af det vildeste, man kan læse, og hvor de fleste forfattere kun kan drømme om at beskrive mennesket fyldestgørende, lykkedes det Freud at gøre uendelig meget mere: Han fik os simpelthen til at se os selv på en helt ny måde.

Når jeg kalder Freud forfatter og ikke videnskabsmand, er det ikke tilfældigt. Han havde godt nok baseret sine teorier om psyken på de notater, han tog i stolen bag briksen på Berggasse 19 i Wien, Østrig, hvor han lyttede til kvinder, der led af ”neuroser”. Men at tale om videnskab giver meget lidt eller slet ingen mening. Empirien er svag eller ikke-eksisterende, og Freud udleder almene psykologiske træk og motiver af alt for få patienter, hvoraf flere endda blev regnet for ”hysteriske”.

Den anke forsøgte han – som den store forfatter, han var – at modvirke med sproget. Tag bare ordet, han brugte om sit arbejde: ”Psykoanalyse” er en sammentrækning af ”psyke”, det græske ord for ”sjæl” eller ”livsånde”, og ”analyse”, der giver det hele en aura af nøgternhed og objektivitet.

Freud anså da også sig selv for videnskabsmand, men også for pioner. Sådan så han også på Charles Darwin, som han beundrede, og som lig ham forskede i det ukendte. Og man kan lidt poppet sige, at for Darwin er det kampen for overlevelse, der styrer os mennesker, mens det for Freud er det ubevidste. Før ham havde man i århundreder funderet over, hvad der mon lå bag bevidstheden, bag den klare tanke, men han satte ord på og beskriver ”das unbewusste” som et dunkelt, uregerligt sted – en blanding af fortrængninger og drifter – der styrer og forstyrrer vores liv.

”Jeg’et er ikke herre i eget hus,” skriver Freud et sted med vanlig flair for billeddannelse og refererer til sin teori om psykens tre bestanddele, hvor jeget er en slags mægler mellem overjeget – fornuftens, moralens og selvkritikkens stemme – og det’et, der rummer alle de primitive og kaotiske, men også påtrængende drifts- impulser, fantasier og tankeprocesser, der ligger uden for viljens kontrol.

Det’et er alt det, der normalt er lukket land for os, det ubevidste, men Freud mener, at drømmene er en vej ind. De er, skriver han, ”konge- vejen til det ubevidste”, og han analyserede ikke kun sine patienters drømme, men også sine egne. Og et sted dernede i os alle, nede i mørket, rumsterer barndommens forbudte og fortrængte drifter. Som tre-fremårsalderens begær: Drenges incestuøse forelskelse i mor, deres jalousihad rettet mod far og deres angst for hans repressalier. Hos de små piger findes det samme kompleks, men med ombytning af faderens og moderens rolle – og så er pigen også lige blevet udstyret med ”penismisundelse”!

Det var vilde tanker, Freud tænkte og nedskrev. Men hans syn på psyken, som en kamp mellem forskellige drifter og dynamikker, med seksualiteten som hovedkraft, lever stadig. Når en morders psykologi skal afdækkes i en dokumentar, eller en portrætbog af en kendt virkelig vil gå i dybden med personen, kan man for eksempel være sikker på, at de kommer ind på vedkommendes forhold til sex.

Vores måde at tale om følelser og traumer på ville heller ikke være det samme uden Freud, der allerede som 25-årig havde lagt kimen til sin psykoanalyse. Det bevidner en brevveksling med Martha Bernays, som han siden giftede sig med.

Hun skriver først: ”Hvorfor søler du rundt i det, der gør os elendige?”. Han svarer: ”Du må indse det, du må tale dig igennem det.”

I dag er det en selvfølge for de fleste af os, at fortrængning er problematisk, og at man bør tale om sine følelser og konfrontere sin smerte. At det kun gør ondt værre at undertrykke det.

Men hvad er der i grunden af bevis for Freuds mange andre påstande? At vi skulle være udstyret med et jeg, et det og et overjeg? Hvad underbygger påstanden om, at vi er underlagt ødipuskomplekset? At drømme betyder noget som helst? At alle neuroser kommer af seksuelt misbrug? At fortalelser er skjulte ønsker og følelser?

Svaret er: Meget lidt. Freud var som nævnt ikke videnskabsmand i snæver forstand, men snarere en vild tænker og en dannet digter, der spandt teorier om sjæle-livet af, hvad han så, hørte og læste – hvilket gerne var antikkens myter – og formulerede sine tanker med en sådan styrke i sprog og billeder, at det ændrede vores selvopfattelse.

Det er i den sammenhæng værd at nævne et amerikansk studie fra 2008, der slår fast, at Freud langtfra er død i uddannelsessystemet, men lever på en anden måde end forventet: På de 150 amerikanske colleger og universiteter, studiet undersøgte, viste det sig, at 86 procent af de kurser, der inddrog psykoanalysen, blev udbudt uden for de psykologiske fakulteter.

Det er altså ikke psykologer, der bliver ved med at lære amerikanerne at se tårne, raketter og springende champagnepropper som fallosser og udløsninger, men underviserne i litteratur, film, kunst, reklame og så videre. Og præcis samme oplevelse har jeg, og mange andre med mig, haft på de danske gymnasier og humaniorastudier. Det er der, vi har lært os at se sex og kønsdele overalt. Dét, Freud fra snart sagt dag ét blev kritiseret for at gøre. Med rette. Læs bare de her linjer fra hans 10. forelæsning om ”symbolikken i drømme”:

”Til kønsorganerne må også regnes brysterne, der ligesom det kvindelige legemes bagdel fremstilles ved æbler, ferskener og i det hele taget frugter.”

Når man tænker over det, går bag om sproget og den ofte autoritative tone, er det lidt småskørt, ja, neurotisk, men Freud var, som professor og filosof A.C. Grayling har formuleret det, ”et fantasifuldt geni og en fantastisk historiefortæller”, og det vidner ”Psykoanalyse. Samlede forelæsninger” om.

Bogen er med sin hypnotiske og ikke så lidt manipulerende form et hovedværk i litteraturhistorien og den bedste fremstilling af Freuds tanker og teorier, hans forestillinger og spekulationer; af alt det, der i dag farver vores syn på psyken og på os selv. Vi er alle i mere eller mindre udtalt grad blevet freudianere. Om vi vil det eller ej.